I dagens afsnit af 'Bachelorette' er Anders Egelund på date med Lissa Juul Paustian. Daten er på alle måder både romantisk og intim, og der er en tydelig kemi mellem de to. Da samtalen falder på tidligere forhold, vælger Anders at fortælle, at hans seneste forhold varede i seks år, men han undlader den detalje, at forholdet var med en mand.
- Jeg har været i et forhold i mange år, og da jeg kom ud af det sidste år, brugte jeg lang tid på at komme mig over det. Det var en person, jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mit liv. Jeg havde på det tidspunkt sat mig selv i den kasse at være homoseksuel, fortæller Anders og tilføjer:
- Så det overraskede mig, da jeg en sommeraften første gang efter mit brud fik bekendtskab med en kvinde. Vi er til en fest og ender med at kysse sammen og ses efterfølgende. På det tidspunkt er jeg en smule forvirret over, hvordan min seksualitet udfolder sig. Jeg kunne bare mærke, at jeg var glad.
Anders var efter den date sammen med andre kvinder og blev bekræftet i, at han ikke kunne lægge sig selv i kassen homoseksuel.
- Min seksualitet er langt mere flydende. Jeg kan både være sammen med mænd, kvinder og andre køn. Det vigtige for mig er, at de har en person, der taler til mig og er tiltrækkende, så er kønnet underordnet.
- Jeg ville bare gerne finde ud af, hvordan vores kemi hænger sammen, og om vi kunne udvikle noget på baggrund af det. Vi har så kort tid til at lære hinanden at kende, så på det tidspunkt mente jeg ikke, at det vigtigste var, at hun skulle høre om min relation, fortæller Anders og tilføjer:
- Man bliver naturligt ramt af en form for usikkerhed i forhold til, hvor meget det ville fylde i samtalen. Jeg synes, det var ærgerligt, hvis vi skulle bruge for meget taletid på det frem for at lære hinanden at kende.
Da Anders tilmeldte sig programmet, havde han dog en plan om at være åben omkring sin seksualitet fra starten.
- Jeg ville egentlig bare gerne fortælle det, som det er. Jeg er stadig i en form for proces med at hvile i mig selv og min seksualitet. Jeg kan godt ærgre mig over i dag, at jeg ikke bare fik sagt det i en bisætning, at min ekskæreste var en fyr og så slået den skid og ikke gjort det til en større ting. Det blev ligesom til en større ting, end jeg synes, det burde være, forklarer Anders.