"Natasja for altid" viser nye sider frem af den afdøde rapper
Foto: TV 2
Natasja er hovedperson i ny serie
I tre programmer tager sangerinde og bedste veninde os helt tæt på den afdøde rapper Natasja Saad.
Rapperen og musikeren Natasja Saad stod på tærsklen til sit store gennembrud, da hun pludselig døde i en tragisk ulykke i Jamaica i 2007. Nu lukker veninden Karen Mukupa os helt ind i deres skæbnesvangre venskab i dokudramaserien "Natasja for altid" på TV 2.
Artiklen fortsætter under videoen.
I tre programmer tager sangerinden Karen Mukupa os med på en personlig rejse, der gennem unikke og hidtil usete optagelser og dramatiserede nøglescener fortæller den fascinerende historie om musikikonet Natasja Saad og deres utrolige venskab og musikalske bånd.
Undervejs rejser Karen tilbage til Jamaica i håb om at konfrontere fortiden, sorgen og den skyldfølelse, der siden 2007 har fulgt hende, efter Natasja omkom i en tragisk bilulykke - kun 32 år gammel.
Ud over en lang række private optagelser, arkivmateriale og interviews med nogle af de personer, der var tættest på Natasja, indeholder "Natasja for altid" en række dramatiserede scener, som markerer nogle af de vigtigste vendepunkter i Natasja og Karens liv.
Scenerne er baseret på førstehåndsberetninger fra Natasjas pårørende - herunder musikeren Pharfar, Karen Mukupa og veninden Clara Kløvedal. Derudover medvirker Natasjas mor, Kirstine Saad, der giver os et personligt indblik i Natasjas ungdomsår og deler sine erindringer om Natasja op til hendes tragiske død.
I rollerne som Natasja og Karen ses blandt andre skuespillerne Malaika Berenth Mosendane og Signe Thielsen.
Natasja lever videre
På trods af sin tidlige død har Natasja Saad sat et varigt aftryk på dansk kultur, som stadig ses den dag i dag. Hendes debutalbum, "I Danmark er jeg født", indbragte hende i alt fire statuetter ved Danish Music Awards i 2008, året efter hendes død. Og i dag har flere af sangene fra selvsamme album mere end fem millioner streams på Spotify.
I 2020 landede nummeret "Til Banken", som var en af de sidste sange, Natasja indspillede inden sin død. På nummeret medvirker både Karen Mukupa og Tessa, og sangen nåede ti millioner Spotify-streams det år. Ligeledes fik den anmelderroste musical 'Natasja' i 2024 premiere på Operaen i København og har siden turneret rundt i hele Danmark.
Dokudramaserien er skabt af instruktør Maya Albana og GODT Media med støtte fra Public Service Puljen.
"Natasja for altid" kan ses på TV 2 Play og TV 2 fra torsdag den 4. september.