Peter Lund Madsen
Peter Lund Madsen

Kendte reagerer på Peter Lund Madsens død

Flere kendte danskere har udtrykt deres sorg over tabet af læge, hjerneforsker og formidler Peter Lund Madsen, der er død i en alder af 65 år.

logo herognu HER&NU HN

Reaktionerne er begyndt at tikke ind på sociale medier, siden dødsfaldet blev kendt. Flere fremhæver hans varme, nysgerrighed og evne til at formidle det komplekse med humor og menneskelighed.

Clement Kjersgaard skriver i et opslag på Instagram:

– Umuligt. Ubegribeligt. Uantageligt.

LÆS OGSÅ: Grimt fald koster Lone Hertz et knust lårben

Svend Brinkmann hylder Peter Lund Madsens livsværk:

– Sikke en sørgelig nyhed. Peter Lund Madsen var en, man altid kunne regne med som en saglig, nysgerrig og humoristisk stemme, når det gjaldt mennesker, psykiatri, og hvad han ellers kastede sig over. Tak til Peter Lund Madsen for de mange bøger, radio- og tv-programmer.

Ida Auken udtrykker ligeledes sin sorg i et opslag:

– Jeg kan faktisk ikke forstå det. Jeg synes, det blot er få dage siden, jeg sad på Folkemødet og pjattede med ham. Han er en af de personer, som – selvom jeg ikke kendte ham ret godt – står for mig som et utroligt klogt, sødt og venligt væsen.

Sarah Grünewald, der kender Peter fra TV 2 programmet "Spillet" skriver:

– Tak, fordi du så respektfuldt lærte mig at spørge, inden man ‘bare’ krammer. Noget jeg altid vil huske og tage ved lære af. Jeg er glad for, at jeg trods alt nåede at gøre mig fortjent til netop dit kram.

Også Brian Holm og Jonas Madsen har vist deres sympati på Instagram. Brian Holm skriver:

– Når Peter sagde noget, skruede man automatisk op for høreapparatet, holdt sin kæft, lærte en masse og var altid i godt selskab.

Jonas Madsen husker Peter som "en god mand".

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald reagerer på lukning af "Vild med dans"

Ifølge familien faldt Peter Lund Madsen om under en cykeltur mellem Havnsø og København og døde af et ildebefindende, før han nåede frem til Rigshospitalet.

Peter Lund Madsen efterlader sig et enestående eftermæle som formidler af videnskab – især om hjernen og psykiatrien – både i radio, tv, bøger og ved liveforedrag. Han var blandt andet kendt fra radioprogrammet "Hjernekassen" på P1, og han formåede som få at gøre det svære forståeligt – og det tunge let.