Tidligere på dagen kom det frem, at hjerneforskeren Peter Lund Madsen er afgået ved døden i en alder af blot 65 år. Det skete i går, da han fik et ildebefindende under en cykeltur fra Havnsø til København.
Peter Lund Madsen er kendt fra adskillige tv-programmer blandt andet "Brødrene Madsens tidsrejse". Han skriver desuden bøger og her podcastserien "Hjernekassen" på P1, som stadig udkommer.
Privat er har Peter Lund Madsen været gift med Rinette Lund Madsen i 36 år. De to har enkelte gange optrådt sammen på den røde løber, men ellers har de holdt sig privat.
I et stort interview med Alt for Damerne tilbage i 2018 fortalte hjerneforskeren om sit livs op- og nedture, og her stod kærligheden til Rinette lysende klart.
- Det var et højdepunkt, da jeg mødte min kone. Det var det, fordi jeg med det relativt samme vidste, at hende kunne jeg godt blive forelsket i. Det blev jeg så, og der var aldrig nogen tvivl om – efter vi havde mødt hinanden ordentligt – at det skulle være os to. Det er et enormt godt udgangspunkt for et ægteskab, at man er helt sikker på, at man vil have hinanden, fortalte han og fortsatte:
- Jeg mødte hende første gang til et bryllup, hvor jeg sad ved siden af hende, men der kendte hun en anden mand. Og det var lige en måned efter, jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig mere ville lægge an på nogen, som havde en anden kæreste. Grundet visse uheldige oplevelser...! Der gik lidt over et år, så mødte jeg hende igen, og vi satte os på en bænk ved Søerne, og efter lidt tid spurgte jeg, om jeg skulle gå med hende hjem. Det gjorde jeg, og så blev jeg der.
– Jeg faldt for, at Rinette var enormt sjov. Det er hun stadigvæk. Det er en vigtig egenskab. Hun griner og fortæller sjove historier, og hun kan endda også grine af noget, som egentlig ikke er sjovt. Derudover er hun et ordentligt menneske, hun har altid behandlet mig godt, hun piller mig ikke ned over for andre, og hun har altid været en god kammerat. Jeg er også dybt, dybt taknemmelig over, at hun har været – og er – så fantastisk dygtig en mor for vores børn. Jeg synes selv, jeg er dygtig, men hun har reddet mig fra at begå fejltagelser i forhold til børnene. Hun er en suveræn mor, lød det fra ham.
Forholdet var dog ikke uden problemer, og især i deres unge år skændtes parret ifølge Peter Lund madsen meget - virkelig meget.
- Fordi min kone er meget hidsig. Eller rettere – hun var meget hidsig. Gassen er gået lidt af hende, men ikke helt. Hun er storesøster, og jeg er storebror, så vi ved begge to, at vi har ret, og så er det jo åndssvagt at gøre noget på den forkerte måde, lød det med et grin, og han tilføjede:
– Vi skulle på bryllupsrejse til England – en chartertur – og der havde jeg ved bestillingen af rejsen sagt, at det var en bryllupsrejse. I håbet om at få et bedre værelse. På flyveren til London kom vi op og skændes som så ofte før. Meget højlydt. Og mens vi skændtes, lød det pludselig over højttaleren: "Vi har et brudepar om bord, vil I ikke komme op og hente en flaske champagne". Det var et af de mest pinlige øjeblikke i mit liv, da jeg gik op for at hente den flaske.
Læs hele interviewet med Peter Lund Madsen, hvor han også italesætter sine egne tanker om døden og sit livs lavpunkt HER.
Peter Lund Madsen efterlader sig udover sin hustru Rinette også børnene Jacob og Daniel.