Aesop København
SPONSORERET indhold

Her er din 12-stop-rute på tværs af Skandinavien, hvis du elsker skønhedsprodukter

Skandinavien har også sans for æstetik i skønhedens verden. Vi guider dig til 12 velindrettede og nøje kuraterede steder, der ikke bare løfter humøret og får skuldrene til at sænke sig, men også kan gøre dig endnu smukkere.

Af: Marie Lodberg Foto: PR
13. jun. 2019 | Mode | Eurowoman

Byredo, Stockholm

Svenske Ben Gorhams parfumeeventyr, Byredo, startede i hjembyen Stockholm, hvor den lille flagskibsbutik giver lyst til at investere i de maskuline og velafstemte dufte Velvet Haze, Sunday Cologne, Baudelaire og, nu du er i gang, duftlyset Bibliothèque.

Byredo Flagship
Svenske Byredo har en duft til alle. Her butikken i Stockholm.

Byredo.eu

Studio Cim Mahony, København

Det er svært ikke at tabe underkæben, når døren til Studio Cim Mahony i Bredgade går op. Der er umanerligt højt til loftet, og den herskabelige lejlighed er indrettet med smukke tapeter, douce farver og design i verdensklasse. Hårstylist Cim himself fører saksen sammen med sit team, der består af Anna Cofone, Sarah Kjærsgaard Sørensen og William Skou Boksa. Det er også her i lokalerne, at Cim Mahonys hustru, Lotte Barnholdt, har sit skønhedsimperium og sælger silkesovemasker fra sit eget mærke, The Beauty Sleeper, samt Mason Pearson-børster og Less is More-hårprodukter.

Cim studio
Højt til loftet på alle planer hos Studio Cim Mahony i København.

Studiocimmahony.com

Heaven Scent, Oslo

Vil du gerne have din parfume for dig selv, eller … i hvert fald ikke dele den med synderligt mange andre, kan du med fordel besøge Heaven Scent eller deres særdeles velassorterede onlinebutik. De har sat sig ind i sagerne og kan guide dig til, hvilken duft, der vil gøre sig godt på din hud og passe til dit sind. Nicheparfumehuse som Heeley, Eau d’Italie og Frederic Malle pryder hylderne og fylder næseborene med fryd.

coccobello
Coccobello, edp 100 ml, HEELEY PARIS, 999 kr.
the-night malle
The Night, edp 50 ml, FREDERIC MALLE, 6.000 kr.

Heavenscent.no

Chanel, Stockholm

Er du løbet tør for Chanel No 5 eller den aldeles fremragende ansigtsolie Huile de Jasmin, har Chanel heldigvis sørget for, at du kan købe de franske nødvendigheder hos deres Fragrance & Beauty Boutique, som ligger på Mäster Samuelsgatan. Butikkens hylder byder på limited editions og det store udtræk inden for dufte, hudpleje og makeup. Glem ikke, at Illum i København også har en shop-in-shop med samme velassorterede sortiment.

læbepleje chanel
Les Beiges Healthy Glow Lip Balm i farven Light, CHANEL, 300 kr.
foundation
Perfection Lumière Velvet Foundation SPF 15, CHANEL, 370 kr.

Chanel.com

Aesop, København

Det australske mærke er lige noget for skandinaverne. Åh, den der minimalistiske indpakning, der gør sig fortrinligt på badeværelset, og de aromaterapeutiske dufte, der er tilpas luksuriøse, tilpas urtede. Butikken i Store Strandstræde har taget de københavnske omgivelser til sig, for den er indrettet med inspiration fra Rundetårn; de aflange slanke fliser på gulvet imiterer tårnets, som Christian 9. kørte op i på hestevogn. Siges det. Aesop har også en butik på Værnedamsvej og i Magasin og forhandles også hos Holly Golightly i København.

AESOP NYHAVN
Australske Aesop har indtaget Skandinavien. Her i Store Strandstræde i København.

Aesop.com

Grau, København

På førstesalen i en lille sidegade til Gråbrødretorv bliver der nørdet hår. Frisørsalonen har specialiseret sig i at klippe og farve deres kunder, så de får det bedste frem i dem, og de går smukkere og gladere ud ad døren. Til det formål har de tre ejere Mie Harritz, Sanne Bidstrup og Nick Jørgensen gjort en dyd ud af at skabe en rar stemning og indrettet salonen hjemligt og yderst smagfuldt, ligesom duften af Aveda-produkterne giver dig lyst til at blive siddende en time mere i stolen.

Grau
Som at træde ind hos den søde veninde med god smag. Frisørsalonen Grau i København.

Graucph.com

Cow Parfymeri, Stockholm

De har styr på deres hudpleje i Cows Parfymeri, hvor ansigtsolier fra Rodin, Oskia og RMS Beauty kæmper om pladsen på din hud, mens bodylotions fra britiske Cowshed og toscanske Poggio all’Olmo vil gøre alt for at smøre kroppen blød som smør. Tjek også deres udvalg af parfumer, hvor du helt sikkert vil støde på et navn og en duft, du ikke anede eksisterede, men som du da nærmest nu ikke kan leve uden.

oskia adaptive tan
Adaptive Tan Mist, OSKIA LONDON, 450 kr.
rms magic luminizer
Magic Luminizer, RMS BEAUTY, 330 kr.

Cowparfymeri.se

Thief Spa, The Thief, Oslo

Til den ene side ligger Oslofjorden og til den anden det moderne kunstmuseum Astrup Fearnley Museet, som har Jeff Koons, Cindy Sherman og Elmgreen & Dragset hængende. Og lige dér i midten ligger du og plasker rundt i det nye hotel The Thiefs spa. The Thief har gjort en dyd ud af ikke at spare på noget som helst, hverken i indretning eller hotellets egen kunstsamling, og heller ikke i spaen, indrettet af danske Schmidt Hammer Lassen Architects med inspiration fra Norges landskaber. Der er pool, sauna, dampbad, hamam og naturligvis også behandlingsrum, så du kan blive masseret blød og blid igen.

thief spa
Du finder intet mindre end sjælefred hos hotellet The Thiefs spa i Oslo.

Thethief.com

Gimle, Oslo

Sådan et godt gammeldags parfumeri med damer bag disken, der forstår sig på, hvad det er for et produkt fra mærker som Sisley, Tom Ford og La Prairie, lige præcis din hud har brug for. Ja tak, og velkommen til Gimle, der blev etableret i 1939, og som også byder på Skandinaviens måske bedste ansigtsmassage.

gimle oslo
Gimle. Alt, hvad skønhedshjertet begærer, hvis du har norsk grund under fødderne.

Parfymeri.no

Nordic Spa & Fitness, Grand Hôtel, Stockholm

Hvis ikke du skal booke en klassisk svensk massage i spaen på det ekstravagante Grand Hôtel i Stockholm, ved vi snart ikke, hvor du skulle gøre det. Du kan også vælge en af deres signaturbehandlinger; Nordic Deep Sleep for at komme helt ned i gear eller Nordic Beauty for at få liv tilbage i huden og kroppen. Slut af med en tur i saunaen efter et koldt dyp på viking-manér, og tag så en chill pill, og flyd rundt i den varme pool.

grand hotel pool
Lad roen indfinde sig hos Grand Hotel i Stockholm.

Grandhotel.se

I Love Beauty Pavillonen, København

Kongens Have er skøn i sig selv. Men har du brug for flere opløftende sanseindtryk, så smut forbi Charlotte Torpegaards skønhedspavillon, der ligger klos op ad haven. Hun har håndplukket Gua Sha-sten, ansigtsmasker og teer og skabt sin egen eau de parfum, I Love My Garden, inspireret af duftene i Kongens Have, som dufter intet mindre end henrivende.

i love beauty
Noget af det mest nuttede. I Love Beauty-pavillonen i København.

Ilovebeauty.dk

Amazing Space, København

Ingen hverken over eller under, når vi taler spa i den danske hovedstad. Der er en helt særlig ro og manglende fornemmelse for tid og sted, når du træder ned under d’Angleterre og falder sammen, først i en af de bløde stole i loungen, dernæst i spaen og til sidst i kyndige behandlingshænder, der tryller glød frem i huden. Og så har spaen sin egen eminente produktlinje. Vi elsker dagcremen Delicate Skin, hvis konsistens er fluffy-fed og giver hud, som en barnenumse kan blive misundelig på, og D-Age-theen, der smager sødt, men er sund.

timeless amazing space
D-Age Tea, AMAZING SPACE, 235 kr.
amazing space delicate skin
Delicate Skin, AMAZING SPACE, 550 kr.

Amazing-space.dk

Anbefalet til dig