Chefdesigner forlader Lanvin
Efter 14 år i spidsen for Lanvin er Alber Elbaz blevet bedt om at forlade sin stilling.
I en branche præget af hård konkurrence og sylespidse silhuetter, har Lanvins chefdesigner Alber Elbaz skilt sig ud med sin runde statur og sit blide gemyt samt sin signatur-butterfly eller tørklæde.
Ikke desto mindre har Lanvin-kvinden været smuk, sexet på den stærke måde og altid original, og Alber Elbaz er blevet hyldet som manden, der revitaliserede det traditionsrige modehus. Det daterer sin historie tilbage til starten af 1900-tallet, hvor Jeanne Lanvin blev berømmet for de smukke kjoler, hun kreerede til sin datter. I 1909 blev hun optaget i haute couture-syndikatet og formelt anerkendt som topdesigner.
Nu skal brandet til at genopfinde sig selv endnu engang, og det bliver tilsyneladende på et fundament fuld af sprækker. Der ligger nemlig, ifølge branchemediet Businessoffashion.com, uoverensstemmelser med Lanvin-ejer Shaw-Lan Wang til grund for Elbaz' afgang. De skulle være uenige om prisen for at få nye investorer til at poste penge i modehuset, hvis omsætning i 2014 lå på omkring 1,9 mia. kr., men hvis vækst er faldende.
Tilsyneladende er det dog ikke nogle uoverensstemmelser, der har været kendt af modehusets pr-afdeling. Ihvert fald postede den kort før nyheden et Instagramfoto af designeren med skuespiller Meryl Streep og sætningen: Vi elsker dig Alber!
Efter Raf Simons overraskende exit fra Dior, er Alber Elbaz ifølge flere medier en oplagt kandidat til posten, som Célines Phoebe Philo dog også skulle kandidere til. Begge designere har i hvert fald bevist, at de kan klare mosten aller øverst oppe i modehierarkiet, hvor presset er størst, luften er tyndest, og hvor ansvaret for en kollektion, der ikke sælger, kun har en adresse.
Presset på designernes i modens absolutte elite kan, som Eurowoman.dk for nylig skrev, ligge til grund for Raf Simons afgang fra Dior. Ifølge Anne Lose, Eurowomans chefredatør, har designerens følsomme personlighed haft det svært med forventningspresset hos Dior. Også Alber Elbaz fremstår følsom. I dokumentaren 'Le jour d'avant' af Loïc Prigent, der som titlen antyder omhandler dagen før et Lanvin-modeshow, møder man en lattermild og vellidt designer, der er nede i alle detaljer og behandler sine ansatte nærmest som var de familie. Men det er samtidig en mand, der beskriver sig selv som grundlæggende ensom og grundlæggende eneansvarlig for, om Lanvin får succes eller fiasko. Når regnskabet gøres op, har han uden tvivl haft flest successer i sine 14 år som modehusets chefdesigner. Nu vil det vise sig, om han kan genskabe magien i et andet modehus - som fx Dior.
Opdateret 29. oktober 2015:
Senere på aftenen for meldingen om Alber Elbaz' afgang sendte han en pressemeddelelse om, at han er blevet bedt om at forlade sin stilling og altså ikke frivilligt har sagt op, ifølge Businessoffashion.com.
Han takker desuden hele sit team og understreger, at det i samarbejde med ham har bragt Lanvin tilbage til "sin rette position blandt Frankrigs absolutte luksus modehuse".