Marianne Tromborg
SPONSORERET indhold

Marianne Tromborg: ”Jeg har ikke kørekort, så min CO2-synd er mit daglige karbad”

For Marianne Tromborg, 56, er badeværelset hjemmets hjerte og stedet, hvor hun karbader i sit rette element, kobler af, tænker stort, dyrker aromaterapi og læser af hjertens lyst. Hun bruger mindst en time om dagen der og prioriterer det over tv’et og telefonens tomme åndelige kalorier.

Af:: Sine Gerstenberg Foto: Tine Bek
17. nov. 2022 | Mode | Eurowoman

“Jeg elsker mit badeværelse. Jeg har ikke kørekort, så min CO2-synd er mit daglige karbad. Det er her, jeg holder fri, selv om jeg altid tænker på nye dufte og er omgivet af mine produkter, mens jeg er her. Det er mit helle, og jeg løser problemer, afstresser og vender mine ideer i hovedet i det varme vand. Jeg føler mig dybt forbundet til vand, og derfor er det vigtigt, at badekarret er placeret ved vinduet, så jeg har direkte udsyn til havet, mens jeg ligger i det.”

“Jeg er ikke typen, der synger i badet. Der skal helst være helt tyst, så jeg kan overgive mig til aromaterapien og mine egne tanker. Jeg er ikke et støjsensitivt menneske, men jeg er et følsomt gemyt, så hvis jeg hører musik, er det Jóhann Jóhannsson, Max Richter eller Bach. Det skal være et mørkt lydtapet med en dyb klangbund, hvor jeg ikke skal lytte efter teksten.”

LÆS OGSÅ: Rikkes bedste tip til velvære er ganske simpelt: ”Jeg er blevet bedre til dem med alderen”

Marianne Tromborg
Badeværelse med udsigt. Havudsigt endda

“Som barn boede jeg i et rækkehus med min familie, og vi havde et lillebitte siddebadekar, som jeg elskede så meget, at jeg måtte lave en aftale med min mor om, at jeg fløjtede indimellem, så hun vidste, jeg var okay ude på badeværelset. Den kærlighed til karbadet har jeg taget med mig ind i voksenlivet, og jeg tager et bad hver aften. Nogle gange ligger jeg der så længe, at vandet når at blive iskoldt, andre dage bliver det bare et kort dyp. Vi har lige fået pool i haven og har dampbad i kælderen, så jeg kan være i mit rette element både inde og ude.”

“Vi har kun boet i det her hus i et år. Det var en impulsiv flytning, men stedet var magisk: Du kan se vandet i alle husets rum. Vi har sågar en lille strandgrund nu, hvor der ligger et hus på 12 kvadratmeter, og der har vi også havkajakker, fiskenet og strandlegetøj til børnebørnene. Det føles som at have et sommerhus 50 meter herfra samtidig med, at vi kan være i København på 20 minutter. Det eneste huset manglede, var et ordentligt badeværelse. Så det blev min vigtigste mission, da vi flyttede.”

Marianne Tromborg
Gå glad i bad – og direkte i seng med en god bog

LÆS OGSÅ: Fatmiah om sit foretrukne velværeritual: ”Det er både en billig og effektiv energiudløser”

“Jeg slagtede et soveværelse, åbnede op til kip og placerede badekarret lige foran vinduet. Nu er det ikke et master bedroom længere men et master bathroom. Siden jeg tog på interrail som ung, har jeg været forelsket i den parisiske metro, og derfor har mine badeværelser altid fået deres egen metroklinkestil, så jeg har min egen lille station i hjemmets hjerte. Aquadomo, der har solgt klinkerne til alle mine badeværelser – det er blevet til fire gennem tiden – har givet dem farvekoder efter mig, Tromborg 1, 2, 3 og 4.”

“Det har altid været vigtigt for mig, at badeværelset er stort nok til, at vi kan opholde os meget her og at være et hyggerum, jeg kan tulle rundt i. For når vi nu investerer så meget tid og forskning i vores produkter, skal jeg da også have et stort badeværelse til dem. Ideen har altid været, at den komplicerede videnskab er hældt i krukkerne, så det ikke skal være en videnskab at bruge dem. Vi har kun én creme, ikke en dag- og en natcreme, og vores serum indeholder så mange aktive ingredienser, at det ikke betyder noget, om det kommer på før eller efter cremen. Det skal nok trænge ind. Vi har ikke brugt mange penge på markedsføring, men heldigvis taler produkterne for sig selv, så vi har haft trofaste kunder fra dag et.”

Marianne Tromborg

“Mit eget vigtigste ritual i badeværelset er – ud over karbadet – at rense min hud. Jeg har altid sagt, at du kun får en flot makeup, hvis du også tager den af hver aften. Om morgenen bruger jeg bare Herbal Cleansing Water og en fugtighedscreme, lidt mineral foundation, brun eyeliner, min Lip Cure og lidt Lip Cute ovenpå, og så er jeg good to go. Jeg prioriterer velplejede fremfor sminkede læber. Et par gange om ugen bruger jeg ansigtsmasker og altid søndag morgen. Først detoxmasken, så den eksfolierende maske, serum, creme og til sidst en ansigtsolie – hvor jeg giver mig selv en lille massage med vores jaderulle. Jeg er vild med, at alle kan være deres egen professionelle behandler, og at det ingen tid tager.”

“Jeg sætter stemningen med levende lys og giver badevandet et ordentlig skvæt salt fra Det Døde Hav tilsat essentielle vaniljeolier. Der er også aromaterapi i alle vores showergels og sæber. Lavendel er beroligende, ingefær er opfriskende, og vanilje er harmoniserende. Vaniljen er min favorit, og selv om det er en feminin duft, elsker de fleste mænd den også. Vi stiller tit flere håndsæber frem, når vi har gæster, og mændene vælger den altid. Det er en meget tilfredsstillende duft.”

Marianne Tromborg
Ej blot til bad. Badeværelset er også Marianne Tromborgs foretrukne læsekrog, hvor hun kan læne sig tilbage med et glas vin

“Badeværelset er også mit meditationsrum og min foretrukne læsekrog. Jeg ser aldrig fjernsyn, men jeg elsker at læse; jeg læser alt og hele tiden. Om aftenen læser jeg heroppe og nyder solnedgangen. Jeg er her i hvert fald en time om dagen. Der er aldrig noget, der skal overstås her; det er en sensorisk oplevelse, der inspirerer mig. Vi har også to yogamåtter, som ligger og griner af os, og så kan du læne dig tilbage med et glas vin eller en kop kaffe i den smukke Wegner-stol. Jeg kalder den gynækolog-stolen, for den er bare lavet helt rigtigt til at støtte kroppen og smække benene op i bøjlerne. Hans J. Wegner lavede den da også til sin kone.“

LÆS OGSÅ: ”Nøgenhed er naturligt, og dét synspunkt vil jeg gerne give videre”

“Hvis jeg ikke har en ny bog, så genlæser jeg en af mine gode gamle venner. Jeg genlæser hele Marge Piercys forfatterskab igen og igen og Simone de Beauvoirs 'Det andet køn', og så bliver jeg aldrig færdig med Knud Sønderby. Tim driller mig med mine gamle feministbøger, men jeg har det på samme måde med dem, som andre har det, når de ser 'Friends' eller 'Sex and The City' igen og igen. Lige nu læser jeg 'Detransition, Baby' af Torrey Peters, 'Girl, Woman, Other' af Bernardine Evaristo, 'Nu taler jeg' af Rikke Viemose og 'Simpel lidenskab' og 'Hændelsen' af Annie Ernaux.“

Marianne Tromborg
The master bathroom er husets hjerte

Anbefalet til dig