Kom indenfor hos designer Stine Langvad, journalist Maja Regild og webshop-indehaver Anna Pilo

Se 3 kvinders stilfulde indretning

MAJA REGILD

Den 41-årige journalist og stylist arbejder bl.a. for boligmagasinet Rum. Hun bor i en skøn lejlighed på 170 m2 i hjertet af Frederiksberg med sin mand, fotografen Christoffer Regild, og deres tre børn på hhv. 7, 11 og 13 år.

Hvordan vil du beskrive din bolig?

"Min stil trækker referencer til forskellige stilarter, og jeg går aldrig efter en bestemt periode. Det er efter min mening i kontrasten, mikset, det minimalistiske og lidt underspillede, at tingene går op i en højere enhed. Jeg kan godt lide at mikse danske formgivere som Hans J. Wegner, Poul Kjærholm og Mogens Koch med nogle af modernismens andre store skabere som Harry Bertoia og Jean Prouvé. Samtidig har jeg en stor kærlighed for nordiske træsorter som ask og eg. Dog kan det godt blive for klaustrofobisk med for meget træ, og derfor får det altid modspil og kant med noget råt – som fx mit marmorbord af Flexform fra CasaShop, der er rent og en smule koldt i udtrykket. Jeg har også en ting for tekstiler, og jeg kunne købe mig fattig i puder og tæpper. Det skaber en vis ro og tryghed, som jeg især synes, man herhjemme har brug for i de kolde og mørke måneder. En del af kunsten på væggene er fra Galerie Stokkebro, som er utrolig dygtige til at håndplukke kunstnere med et minimalistisk og abstrakt udtryk, der tiltaler mig."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

Lampen Potence af Jean Prouvé anses for at være et af hans største mesterværker og blev oprindelig skabt til Maison Tropicale. Billedet af Kim Minjung er fra Galerie Stokkebro

Hvor finder du inspiration?

"Jeg bliver inspireret af de mange dygtige boligstylister, vi har herhjemme – især dem, jeg arbejder tæt sammen med på Rum. De er alle superdygtige og med til at sætte dagsordenen. Det er også inspirerende at tage til den årlige møbelmesse i Milano, hvor både små og store, toneangivende showrooms som Dimore Studio altid overrasker. Desuden kan modehusene noget særligt, og Hermès rykker virkelig på møbel- og tekstilfronten. Min yndlingsbutik i København er Black på Gl. Kongevej, der har et internationalt perspektiv, jeg godt kan lide. De har et fint og håndplukket udvalg af ting."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

T.H: Sofa af Hans J. Wegner og puder fra Society hos Black.

T.V:"Vi har stakkevis af bøger og blade. Især bøger om design, fotografi, arkitektur og skønlitteratur fylder meget. Jeg skriver som freelancer for bl.a. Rum, og bogen New York er den første bog, min mand udgav for mange år siden"

Hvad er dit yndlingshjørne i hjemmet?

"Jeg elsker dagslys og holder af at sidde her, hvor lysindfaldet er særlig fint. Det er hele familiens hyggehjørne, hvor der bliver læst, lavet lektier og sludret. Det er også typisk her, vi sidder med gæster, inden vi rykker op til spisebordet. Sofaen af Hans J. Wegner fik jeg ombetrukket for et år siden med Nanna Ditzels Hallingdal-betræk fra Kvadrat, og sammen med bordet, der også er af Hans J. Wegner, er det to møbler, jeg holder særligt af. Dem har jeg arvet fra mine forældre, og de har altid stået i mit barndomshjem. På væggen er der blandet kunst fra Galerie Stokkebro og fotokunst af min mand, Christoffer Regild. Det marokkanske Beni Ouarain-tæppe fra Kirsten Fribert skaber ro og sammenhæng mellem alle elementerne."

SE OGSÅ på Rumid.dk: 12 tilbagelænede møbler

Læs videre på næste side...ANNA PILO

Den 26-årige indehaver af webshoppen Hos-anna.net elsker det fantasifulde og barnlige, og hendes hjem er derfor fyldt med sjove og finurlige figurer. Og så er det mindste rum i lejligheden hendes klare favoritsted.

Hvordan vil du beskrive din bolig?

"Min stil er vintageboheme med skæve og skøre ting, der bringer en uhøjtidelig charme og humor ind i hjemmet. Jeg elsker gamle ting, der skiller sig ud, har sjæl, og som fortæller en historie. Jeg er som person fantasifuld og kreativ og elsker at skabe små universer i mit hjem med fx bondegårdsdyr, en gammel lokkeand eller et anker. Derudover er jeg barnlig af sind, hvilket kommer til udtryk i, at jeg finder en stor glæde ved barnlige fund som en træpistol eller geværet, som jeg har hængende i mit køkken. Samsø og naturen betyder også rigtig meget for mig. Min mors familie er derfra, og jeg er kommet der rigtig meget, så jeg elsker at få lidt natur ind i min indretning med fjer, glasskår eller noget drivtømmer."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

Anker fra Samsø og værk af Per Beier. Fuglen har Anna fået af sin mor

Hvor finder du inspiration til din indretning?

"Min mor er min største inspirationskilde. Hun har altid skabt en kreativ og eventyrlig stemning i hjemmet, og når man først er vokset op med det, er det umuligt at leve uden. Vi bor ikke ens, men hun har mange ting, jeg gerne vil have tiltusket mig. For mig skal et hjem være et frirum, hvor man kan drømme og være sig selv. Jeg er også meget inspireret af fotografen Tim Walker – hans fantastiske universer gad jeg godt leve i. Han bruger ofte dyr og blomster i sine billeder, hvilket også er et gennemgående tema i mit hjem."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

T.V: Der er masser af hygge og barnlige genstande hjemme hos Anna, som fx geværet i træ.

T.H: Reolen er fundet på et loppemarked i Kartoffelrækkerne i København, og indeni

gemmer der sig små stykker glas, et vintagebogstav og små bondegårdsdyr

Hvad er dit yndlingshjørne i hjemmet?

"Køkkenet er mit yndlingssted. Det er ikke, fordi jeg er en mesterkok, men jeg elsker at være i køkkenet – det er også altid her, festen ender med at være. Jeg spiser altid min morgenmad her, mens jeg læser i blade, og det store vindue gør, at der kommer dejlig meget dagslys ind. Jeg har selv været med til at lave det, og alle tingene har jeg fundet på diverse loppemarkeder og nedlagte bondegårde. Det er det mindste rum i lejligheden, men bestemt også det hyggeligste. Her slapper jeg af og er mig selv."

SE OGSÅ på Boligliv.dk: Vi shopper lune plaider og tæpper

Læs videre på næste side...STINE LANGVAD

Den 37-årige indretningsdesigner og grafiske designer startede sit firma i eget navn i 2011 efter mange år som art director i magasinbranchen. Hun bor i en hyggelig lejlighed med sine to børn på 3 og 6 år, hvor lækre materialer, mønstre og tidløshed er kodeord.

Hvordan vil du beskrive din bolig?

"Min stil er vedvarende, men i konstant udvikling. Den er meget add-on – jeg forelsker mig i ting og får dem til at passe ind. Jeg falder for ting med personlighed og høj kvalitet som fx mit spisebord i lavasten fra Made a Mano og min Quaderna-bænk af Superstudio fra Zanotta. Lækre materialer og tidløshed er kodeordene i min indretning, hvor de forskellige perioder bliver blandet frit, og brugen af mønstre og farver er gennemtænkt. Ligesom med mit arbejde, både inden for min grafik og mine indretninger, hvor jeg prøver at skabe universer, som formidler en historie eller en stil."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

T.V: Lavastensbræt fra Made a Mano, lyst armbånd fra Marlene Juhl Jørgensen og mørkt armbånd fra Hermès. Lågkrukke fra Uh La La Ceramics, æske fra Ladurée, gammel fransk vase og lampe fra Helena Rohner.

T.H: Klassisk Kaare Klint-stol med et fåreskind, pude i betræk fra Robert Kime, plaid fra Aiayu og gammelt håndvævet tæppe.

Hvor finder du inspiration til din indretning?

"Når det gælder indretning, henter jeg størstedelen af min inspiration fra hjem, der emmer af personlighed og stil ud over det sædvanlige, såsom Eames' hus i L.A., min farbror og tantes hus eller mine venners husbåd på Refshaleøen – boliger, man kan se, der leves i. Derudover holder jeg mig opdateret på fx Ilse Crawford, Dimore Studio, Joseph Dirand og Studio Ko samt butikker som Nilufar og danske The Apartment og på magasiner som fx Milk, Apartamento og World of Interiors."

Se 3 kvinders stilfulde indretning

T.V: Fjernsyn af Philippe Starck for Saba fra 1994

T.H: Inspiration, indbydelser og magasiner: Arje Griegst, Apartamento, Milk, Evren Tekinoktay, Tal R-katalog og øverst en indbydelse til en udstilling hos The Apartment

Hvad er dit yndlingshjørne i hjemmet?

"Stuehjørnet sammenfatter fint min eklektiske stil, og jeg elsker min Quaderna-bænk af Superstudio fra Zanotta, her sat sammen med den klassiske Safaristol af Kaare Klint. Lampen i loftet er italiensk og fra Stilnovo, og det atypiske kelimtæppe er hjembragt fra en rejse til Argentina. På væggen hænger der en blanding af litografier, originaltegninger og plakater, som er samlet over tid – jeg nyder at fylde mit hjem med kunst og har lyst til meget mere."

LÆS OGSÅ på Boligliv.dk: Flet i bolig: Kurvenes comeback

LÆS OGSÅ på Altfordamerne.dk: Sådan bor designer Karen Simonsen

LÆS OGSÅ på Rumid.dk: 10 sofaer med runde former