Se den svenske chefdesigners stil

Se den svenske chefdesigners stil

Hun er svensk, 43 år, har siden 1989 været bosat i Paris og er chefdesigner for det cool franske mærke Zadig & Voltaire. Bliv inspireret af hendes ukomplicerede stil, der emmer af rock'n'roll med et sporty twist og et stænk luksus.

Hvordan vil du beskrive din stil?

"Jeg klæder mig efter princippet less is more. Jeg kan sagtens gå med noget, der skiller sig ud og larmer lidt, men det er vigtigt, at det er nemt at have på og føles behageligt. Jeg designer til Zadig-kvinden, der har et aktivt liv og gerne vil være velklædt uden at være for dresset op. Jeg kan godt lide balancen mellem det maskuline og feminine, og når jeg klæder mig på, har jeg ofte stilikoner som Kate Moss og Charlotte Gainsbourg i tankerne. Jeg elsker modsætninger, og har jeg en smokingjakke på, vil jeg typisk sætte et par høje hæle til, mens jeg til en kjole vil vælge et par grove bikerstøvler."

Hvad har du mest af i din garderobe?

"Sorte jeans. De er gået hen og blevet en fast del af min uniform. Når jeg designer og arbejder på en ny kollektion, kan jeg ikke have for mange forskellige former og farver på, der påvirker mit arbejde. Derudover er det gode ved sorte jeans, at jeg kan tage videre i byen og få en drink eller se en udstilling efter arbejde og stadig se cool ud."


Hvad er en god investering?

"En sort smokingblazer er altid en god investering, fordi den kan redde alle tøjkriser, hvis man skal hurtigt ud ad døren. Jeg bruger den ofte ud over en gennemsigtig kjole eller en hvid T-shirt med jeans."

Hvilke accessories pifter du et outfit op med?

"Jeg går meget med hatte og har samlet på dem, siden jeg var 19 år. Selv med det allermest simple outfit kan en hat tilføre noget kant og karakter til et outfit. Mine hatte er store og meget Borsalino-agtige som dem, skuespilleren Lauren Hutton gik med. Jeg kan ikke lide de feminine af slagsen. Jeg har omkring 20 i samlingen og køber en ny hvert år."


Bolig

Hvor finder du inspiration til din bolig?

"Jeg læser en masse boligmagasiner, og blandt favoritterne er AD og fransk Elle Decoration. Min arkitekt tager altid bøger om brasiliansk arkitektur med hjem fra Brasilien. I dem finder jeg også altid meget inspiration."

Hvor køber du ting til din bolig?

"Jeg køber møbler hos Christian Liaigre og på loppemarkeder som Marché Serpette ved Porte de Clignancourt i Paris. En gang imellem køber jeg også ting hos auktionshusene Phillips og Sotheby's eller ringer til mine svenske venner, der har den internationale interiørbutik Modernity i Stockholm. Til alle de praktiske ting til hjemmet kan jeg godt lide udvalget i Galeries Lafayette Maison."


Beskriv dit hjem

"Min bolig er i samme stil som den, vi har i vores Zadig & Voltaire-butikker. Igen less is more. Jeg elsker det simple ved hvide vægge og et par enkle møbler og er ikke så meget til nips. For mig føles det moderne med luft, og når man samler på kunst, som jeg gør, er det vigtigt, at rummene er enkelt indrettede, for at kunsten kan træde i karakter."

Hvad er din seneste investering til boligen?

"Det er en lampe af kunstneren Nicolas Cesbron, som har en meget høj og irregulær fod og et rundt lampehoved med små perforerede huller indvendig, der skaber et diffust, mystisk og smukt lys."

Hvilken ting skiller du dig aldrig af med?

"Jeg skiller mig aldrig af med mine Christian Liaigre-lamper. Hans design er rent og tidløst."


Frit fra skuffen

Hvad er dit seneste køb?

"Det er et par grå pytonstøvler fra Maison Martin Margiela med gummisål og en simpel lynlås i den ene side. De er sporty chic, som jeg elsker."

Hvad er dit næste køb?

"En ring fra Spinelli Kilcollin, der består af fire sammensatte ringe i sølv med hvide og sorte diamanter."

Hvad er det mest ekstravagante køb?

"En leopardprintet jakke med turkis for fra Dolce & Gabbana. Den er stadig meget in fashion, men jeg går næsten aldrig med den."

Hvad skiller du dig aldrig af med?

"Mine bikerstøvler, der er en blanding af vintage, Balenciaga, Zadig & Voltaire og Laurence Dacade. De er tidløse!"


Hvad kunne du aldrig finde på at iføre dig?

"Et par 12 cm høje sko."

Hvad er dit mest kiksede køb?

"Jeg mindes ikke nogen."

Hvem er din danske yndlingsdesigner?

"Hans Wegner. Fordi hans stole stadig er eftertragtede i dag, og hans design reflekterer en unik form for renhed og intelligens."

Hvem er din udenlandske yndlings-designer?

"Phoebe Philo, der formåede at puste nyt liv i et gammelt modehus og gøre Céline hot igen. Hendes udtryk er stærkt og et miks mellem mode og kunst."

Hvad mangler du altid i dit klædeskab?

"Hvide T-shirts, sorte kashmirbluser og blazere. Den perfekte uniform, som du aldrig går galt i byen med."

Hvor shopper du i Paris?

"Hos Le Bon Marché har de altid et godt udvalg af det hele. Ellers kan jeg godt lide 58M, der ligger på adressen 58 Rue Montmartre, for deres udvalg af Laurence Dacade-støvler, Apriati på Rue du Four for deres smykkeudvalg og Pretty Box på Rue de Saintonge for vintage. Og så selvfølgelig Zadig & Voltaire."

Hvor shopper du i udlandet?

"I New York nyder jeg at gå på opdagelse i Barneys, og ellers shopper jeg i downtown. Blandt favoritterne er det japanske mærke R45 i Mercer Street, lingeributikken Kiki de Montparnasse i Green Street, det japanske børnetøjsmærke Trico i Houston Street, sko fra Sigerson Morrison i Prince Street og vintagefund hos Amarcord i Lafayette Street."

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ: