Snigpremiere på "Paradise Hotel" 2026, Cirkusbygningen Nadine Klitgaard Madsen
Foto: Lars E. Andreasen
Nadine fra "Paradise Hotel" modtager dødstrusler: Det gør ondt
Realitydeltageren modtager dødstrusler og grove beskeder på sociale medier efter sin deltagelse i "Paradise Hotel". Nu sætter hun ord på den ubehagelige situation.
Realitydeltageren Nadine Klitgaard Madsen fra dette års "Paradise Hotel" oplever i øjeblikket et voldsomt had efter sin medvirken i programmet.
Det beskriver hun på sin Instagram-profil, ligesom hun også sætter ord på den voldsomme oplevelse til Realityportalen.
Artiklen fortsætter under videoen:
– Jeg prøver ikke at tage det ind, men det er svært ikke at gøre. Det gør ondt, at folk har et behov for at svine mig til på den måde, bare fordi jeg har haft et skænderi på Paradise Hotel, og gået bag om ryggen på en anden, fortæller Nadine til Realityportalen.
I programmet udspiller konflikter sig foran kameraerne, og deltagerne må ofte træffe taktiske valg, der både kan koste venskaber og seernes stemme. Netop det skete for Nadine, da hun røg i konflikt med Nikoline, og det har fået seere til tasterne.
Ifølge Nadine er mange seere hurtige til at drage konklusioner om hendes personlighed uden for tv-skærmen.
– Folk glemmer lidt, at det er et realityprogram, der handler om drama, manipulation og løgne. Folk tror, jeg er sådan herhjemme i Danmark, og det er ikke en superrar følelse at sidde med, forklarer Nadine.
Paradisoen understreger, at hendes handlinger i programmet ikke afspejler, hvem hun er privat.
Dødstrusler og grænseoverskridende beskeder
Det mest alvorlige i situationen er dog ikke kritikken af hendes spil, men den tone og grove drejning, beskederne har taget.
– Det gør ondt, at jeg skal modtage så grimme beskeder og dødstrusler. At nogle mener, jeg skal dø og ikke fortjener at leve, er grænsen for mig, og så også at blande min afdøde mor ind i det, fortæller Nadine.
Trods den massive modvind forsøger Nadine at holde fast i sig selv.
– Jeg prøver så vidt muligt ikke at tage det til mig. Det er folk, der er usikre på sig selv, som føler behov for at kritiserer andre. Så jeg håber det hele snart bliver lidt bedre, afslutter Nadine.