6 kendte kvinder: Jeg var mest stolt af min krop, da...

Skuespiller Line Kruse, 40  
Jeg var stolt af min krop, "da jeg dansede med tre bøjede ribben". 



LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det har jeg lært om kvinder og kærlighed 

 — Jeg trak ikke på smilebåndet en eneste gang, da jeg sidste år dansede paso doble i "Vild med Dans". Det er meningen, at man skal have et stift blik i en paso doble, for det er en passioneret dans, men det var ikke den eneste grund til, at jeg var godt sur i betrækket den aften.

— Dagen inden havde jeg fået bøjet tre af mine ribben så heftigt, at jeg ikke kunne trække vejret, og jeg var faldet om midt i dansetræningen. Jeg havde danset så meget i den periode, og efter at have lavet den samme bevægelse igen og igen gav mine ribben pludselig efter. Det gjorde sindssygt ondt, og jeg var sikker på, at jeg ikke ville være i stand til at danse om fredagen.

— Men hos lægen fik jeg en fantastisk behandling, der fik mine muskler til at slappe af, så jeg igen kunne trække vejret – og så havde jeg "kun" afsindigt ondt i ryggen. Med næb og kløer og smertestillende medicin kæmpede jeg mig til træning næste dag. Hele min ryg var forbundet, og min dansepartner Michael Olesen blev nødt til at lave det meste af vores koreografi om, for jeg kunne ikke løfte mine ben mere end ti centimeter over jorden.

— Da jeg fredag aften kunne gå på dansegulvet med Michael som planlagt, var jeg simpelthen så glad. Det gjorde ekstremt ondt at danse, og jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var faktisk værre end at føde! Men glæden ved at danse overgik smerten i de tre minutter, jeg var på gulvet, og jeg var utrolig taknemmelig over, at det lykkedes.

Forfatter Dy Plambeck, 35
Jeg var stolt af min krop, "da jeg var gravid og levede ubegrænset" 

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt" 

 
­­— Min graviditet var helt fantastisk, og jeg oplevede næsten ingen gener. De første tre måneder mærkede jeg intet, og jeg blev næsten helt nervøs for, om der overhovedet var en baby. Alt det der med kvalme og opkast – det slap jeg for, og jeg er virkelig glad for og stolt af, at min krop klarede graviditeten så flot.

— Jeg er ret lav, og jeg fødte en datter på over fire kilo, så det var ikke, fordi jeg ikke havde noget at slæbe på. Faktisk var der mange, der troede, at jeg skulle have tvillinger, fordi min mave var så stor. Men selvom det var hårdt, levede jeg mit liv fuldstændigt normalt – endda lidt mere hektisk, fordi jeg arbejdede på en roman, som udkom 14 dage inden fødslen.

— Jeg følte mig på ingen måde begrænset. Selv i de sidste uger hoppede jeg op på cyklen, cyklede syv kilometer til mit kontor, arbejdede ni timer, cyklede hjem igen og tog så i biografen eller ud at spise med mine veninder om aftenen. Jeg havde utroligt meget energi. Det eneste, jeg faktisk blev nødt til at aflyse på grund af graviditeten, var et foredrag i Aarhus, og jeg meldte kun afbud, fordi vandet gik, inden jeg kom af sted.

— Jeg kunne godt mærke, at jeg var forbavset over min krop. Jeg er taknemmelig over, at min krop håndterede graviteten så fint. Når man tænker over det, er det jo fantastisk og mærkeligt, at sådan en lille rosin inde i maven kan udvikle sig til et menneske! Det er surrealistisk, men for min krop var graviditeten bare no big deal. 

Tidligere professionel håndboldspiller Rikke Hørlykke, 39
Jeg var stolt af min krop, "da jeg kom mig efter en slem skulderskade"
 


— ”Fuck, der røg mit OL!” Det var det første, jeg tænkte, da jeg i 2004 fik en akut skulderskade. Under en kamp blev jeg tacklet så hårdt, at min venstre skulder røg ud af led, og kravebenet brækkede. Hele min verden ramlede, for der var kun fem måneder til OL.

— Jeg havde brugt fire år på at blive klar. Til OL i Sydney i 2000 var jeg blevet sorteret fra i sidste øjeblik, og da jeg så håndboldpigerne vinde guld, tænkte jeg bare: ”Det der skal jeg prøve!” Jeg begyndte at træne meget dedikeret, og alt, hvad jeg gjorde, blev planlagt efter, hvornår jeg skulle præstere. Jeg var i topform – lige indtil jeg fik den skulderskade.

— Lægen sagde, at det var meget urealistisk, at jeg kunne nå at komme mig, men jeg besluttede mig for, at jeg i hvert fald ikke ville give op uden kamp. De første seks uger skulle jeg have armen i slynge, men allerede efter fire uger tog jeg forsigtig slyngen af og begyndte at smugtræne derhjemme. Det er svært at genoptræne efter en skade, for det handler om at presse sig selv lige til grænsen – uden at det bliver or meget. Men på en eller anden måde lykkedes det for mig!

— I august 2004 vandt jeg OL-guldet sammen med de andre håndboldpiger. Det var fantastisk! Det var stik imod alle odds, at jeg stod med den medalje, og når jeg tænker tilbage på det, kan jeg stadig blive helt fascineret over, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Det var en stor, personlig sejr.

Tv-vært Sisse Fisker, 38 
Jeg var stolt af min krop, "da jeg løb maraton på Afrikas savanne"  

 
LÆS OGSÅ: "Hvis ingen har set mig, så er jeg færdig. Så dør jeg lige om lidt" 

— Jeg har altid været lidt af en sportstosse, og da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke længere havde tid til at gå til håndbold, begyndte jeg at løbetræne. Jeg løb et maraton, og det var fedt, men efter at have gjort det et par gange ville jeg prøve noget vildere! Så jeg tilmeldte mig et maraton på Sydafrikas savanne.

— Et maraton i Afrika er meget hårdere end et almindeligt løb. Det er varmt, man løber i sand, og der er nogle voldsomme stigninger. Inden jeg tog af sted, hørte jeg om folk, der nærmest havde måttet kravle op ad et bjerg, og jeg blev vildt nervøs for, om jeg overhovedet kunne klare det.

— Det var meget varmt, og jeg havde intet mål om at løbe hurtigt. Jeg skulle bare igennem. Men selvom det var enormt hårdt, og selvom jeg havde nogle kriser undervejs, nød jeg faktisk det meste af turen. Indimellem stoppede jeg op for at tage nogle billeder, og der var flere passager, hvor jeg ikke kunne se andre mennesker. Så løb jeg bare og følte mig som Palle alene i verden, mens jeg betragtede girafferne i det fjerne.

— Da jeg kom i mål, var jeg fuldstændig høj! Jeg var så glad og overvældet, og i en time eller to følte jeg, at jeg ejede hele verden, og at jeg kunne alting. Trætheden ramte selvfølgelig senere, men det havde været en helt ud-af-kroppen fed oplevelse, og jeg var sindssygt stolt og følte virkelig, at min krop havde præsteret noget særligt.

Filminstruktør Pernille Fischer Christensen, 45 
Jeg var stolt af min krop, "da jeg fødte uden jordmoder"  

 
LÆS OGSÅ: Vi har brug for en ny krammekultur. Mange er bange for at kramme

— "Jeg skal føde. NU!" sagde jeg på fødeafdelingen, men alle havde travlt, og min mand og jeg blev sendt alene ind på en fødestue. Jeg kunne godt vente lidt, vurderede de ansatte. Med voldsomme veer gik jeg på stuen og koncentrerede mig om at trække vejret ordentligt, mens min mand fes rundt på gangene og prøvede at finde en jordemoder. Men det hjalp ikke.

— Til sidst satte han sig opgivende med hovedet i hænderne, og der indså jeg, at der ikke ville komme nogen for at hjælpe, og jeg indstillede mig på, at jeg måtte klare det selv. Jeg gav slip på alle forestillinger om, hvordan en normal fødsel bør foregå, og jeg blev langsomt helt rolig og afslappet. Jeg kom til at tænke på, at jeg engang havde hørt noget om, at indianere føder stående, og så sagde jeg til mig selv: "Det kan jeg også! Nu gør jeg det her!"

— Uden at tænke ret meget gik min krop i gang, og pludselig kunne jeg mærke min datters hoved mellem benene. Min mand styrtede ud efter hjælp, og langt om længe kom der en jordemoderelev ind. "Åh Gud!" udbrød hun. Hun var helt i chok, da hun opdagede, at fødslen var i fuld gang, og hurtigt fik hun lagt mig op på lejet. Smut, sagde det så – og babyen var ude!

— Da jeg næste dag sad hjemme i min baggård med min nyfødte datter, følte jeg en varm tilfredshed. Jeg var stolt af min krop, fordi den bare var gået i overlevelsesmode og havde gjort, hvad den skulle – uden at panikke og uden at flippe ud.

Speciallæge i psykiatri Birgit Petersson, 70
Jeg var stolt af min krop, "da jeg overvandt mit balancebesvær"  

 
— For fire år siden vågnede jeg en morgen og kunne ikke styre mine ben. Der var ikke sket noget forinden, men jeg havde været meget stresset i en periode, så måske var det kroppens måde at advare mig på og fortælle, at jeg skulle passe lidt mere på mig selv.

— Det var en meget underlig fornemmelse. Jeg var vant til at kunne alting, og pludselig kunne jeg ikke gå uden at støtte mig til en stok. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg nok skulle vinde min fulde førlighed tilbage. Jeg tror, at alle mennesker har en instinktiv fornemmelse af, hvilke udfordringer de kan overvinde, og hvilke de ikke kan. Og denne her udfordring var jeg overbevist om, at jeg nok skulle klare, så jeg begyndte genoptræningen med det samme.

— Efter halvandet døgn smed jeg stokken, men genoptræningen fortsatte i flere måneder. Hver dag øvede jeg mig i at gå, og det var dejligt at opleve, at mit ihærdige arbejde resulterede i, at jeg hele tiden blev bedre og bedre til at koordinere og kontrollere min krop.

— Jeg gik fuldstændigt normalt igen efter tre-fire måneder. Det var en rigtig rar fornemmelse. Jeg vil nærmest kalde det lykke. Jeg var lykkelig over, at jeg havde en krop, der kunne restituere og komme sig, og for mig var det var en fysisk manifestation af, hvad kroppen kan. 

LÆS OGSÅ:  Her er 5 kendte, der lider af OCD

LÆS OGSÅ: Her er skemaet du skal følge, hvis du har problemer med at sove

LÆS OGSÅ: Hvorfor larmer min mave?