7 gode grunde til at græde
Foto: Getty Tag dig en tudetur!

7 gode grunde til at græde

Måske synes du, det er pinligt at græde, og hvis det endelig sker, er det i hvert fald ikke noget rart. Men der er faktisk flere gode grunde til at tage sig en ordentlig tudetur indimellem.

1. Hjælper til at give slip

Når vi græder, giver det os mulighed for at give slip på en masse ophobede følelser i kroppen. Hvis de aldrig får lov til at komme ud, kan de sætte sig som blokeringer i kroppen og give fysisk ubehag. De fleste mennesker kender til følelsen af en form for forløsning, når vi har grædt, uanset om det har været på grund af vrede, smerte eller sorg – det er som om, at man lettere kan slippe følelsen sammen med tårerne.

2. Virker afstressende

Gråd fungerer faktisk også som en ventil for stress i din krop, og du har sikkert prøvet, at du efter en ordentlig tudetur føler dig utroligt afslappet. Det skyldes, at gråd er en måde at regulere vores nervesystem på, og når du græder, kan du bedre lukke stress ud af systemet og vil derfor både kunne føle dig mere tryg og kærlig bagefter. 

3. Du kan mærke dig selv

Hvis du altid lukker af for følelser og tårer, kan det faktisk blive svært at mærke dig selv. Måske har du svært ved at græde, fordi du tror, at det er pinligt at græde som voksen, men det er det ikke. Når du græder foran andre, tiltrækker du dig faktisk sympati og omsorg. Du kan også nemmere mærke dig selv og din krops signaler, når du ikke ignorer dem ved fx at holde gråd og følelser tilbage. 

Læs også: Miniguide til meditation: Find ro på et øjeblik

4. Hjælper dig med at hele

Gråd kan ofte være en reaktion på noget svært eller smertefuldt i vores liv. Men det er også en god måde at komme igennem det eller videre på, da gråd er med til at bearbejde det for os eller ligefrem hele os. Gråd kan hjælpe os med at slippe det gamle, så vi kan tage noget nyt ind – lidt som en vejrtrækning, hvor man er nødt til at puste ud, før man kan trække vejret ind og få ny ren luft.

5. Renser systemet igennem

Hvis du går og gemmer på uforløste følelser eller holder tårerne tilbage, fordi du ikke vil være en tudemarie, kan tårerne hobe sig så meget op, at du risikerer, at de kommer ud på et forkert tidspunkt – som fx en presset situation på arbejde foran chefen! Du kan simpelthen få følelsen af, at du er nødt til at få afløb for tårerne og rense systemet ud – og det er netop, hvad gråd kan gøre. Det kan rense dit sind, men det kan også rense ud i din krop, da tårerne indeholder stoffer, der hober sig op i kroppen, når du er stresset.

Læs også: Er du introvert?

6. Du får det meget bedre 

Det kan virke lidt selvmodsigende, at du kan få det bedre af at være ked af det og græde. Men når du giver efter for gråden, udløser det endorfiner – kroppens naturlige smertestillende – i din krop. Efter en lang tudetur kan du derfor opleve at føle dig helt lettet og meget gladere. En undersøgelse i Holland har fx også vist, at forsøgspersonerne, der græd under en film, havde det markant bedre halvanden time efter filmen end dem, der ikke fældede en tåre.

7. Får dig til at slappe af

At græde kan også hjælpe dig til bedre at forstå og overskue den situation, der har gjort dig ked af det, og det kan få dig til at slappe af, fordi tårerne virker som en ventil for bekymringer, spændinger og andet, der stresser dig. Du kan føle dig helt træt efter at have grædt, være tom for tårer og have fornyet mod til at se situationen fra et andet perspektiv. 

Vidste du, at...

  • Tårer består af en blanding af salte og æggehvidestoffer, som holder øjet sundt og rask.
  • Mennesket er det eneste "dyr", der græder emotionelle tårer.
  • Kvinder græder oftere end mænd. Hvor kvinder i snit græder mellem 30 og 64 gange om året, græder mænd kun mellem 6 og 17 gange.

Mød eksperterne

  • Katrine Birk, zoneterapeut, akupunktør og forfatter. Se katrinebirk.dk.
  • Katja Rose, psykolog, coach og eksistentiel psykoterapeut. Se katjarose.dk

Øvrige kilder: Netdoktor, Illustreret Videnskab, videnskab.dk, bedrelivsstil.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil og Stress