cecilie hother interview gravid motion
SPONSORERET indhold

Cecilie Hother: "Mange brikker falder på plads efter en løbetur"

Den 37-årige TV-vært kan ikke lide at løbe, men gør det, fordi det er nemt og bekvemt, og så skal man ikke underkende endorfinerne, der frigives.

Af: Susanne Knutzen Foto: Alloverpress
21. jul. 2016 | Sundhed | Fit living

Hvad betyder sundhed for dig?
“For mig er sundhed en helhedsfølelse, hvor det handler om at have det godt fysisk og mentalt. Når jeg dyrker motion og lever sundt, får jeg det bedre med mig selv.”

Hvilken form for motion dyrker du?
“Jeg kan ikke lide at løbe, men gør det, fordi det er nemt og bekvemt. Jeg bor tæt ved natur og kan altid løbe af sted, når det passer mig. Derudover svømmer jeg og overvejer at begynde til yoga, fordi jeg er gravid og har fået at vide, at det både er godt og skønt”

Hvad giver motion dig?
“Det giver mig overskud, og det er godt for samvittigheden. Jeg dyrker motion om formiddagen − så er jeg tanket op på energi. Der er også mange brikker, der falder på plads, når jeg har taget en løbetur med ro til at tænke tanker, og man skal heller ikke underkende endorfinerne, der frigives.”

Hvordan finder du tid til motion?
“Min kæreste er god til at hanke op i mig i perioder, hvor jeg har travlt. Vi går tit en tur om aftenen, og så er løb godt og fleksibelt, fordi det passer ind i selv det mest travle skema.”

SE OGSÅ: Amalie Dollerup: "Grønsager er ren slik for mig"

Hvordan slapper du allerbedst af?
“Mit hoved får hele tiden tanker og ideer, men når jeg ser tv-serier i sofaen, får hjernen fred. Jeg har fire serier kørende lige nu; Vikings, House of Cards, Suits og Blacklist.”

Hvad er dit bedste sundhedstip?
“Det giver ingen mening kun at være fysisk sund, du skal også have det mentale med. Når du spiser slik, så nyd det, og drop den dårlige samvittighed − ellers kan det være lige meget.”

Kan du anbefale et ­skønhedsprodukt?
“Jeg har altid solcreme på. Jeg lider af sygdommen PCO og har derfor en tendens til pigmentforandringer. Jeg undgår solens stråler og tager hellere en tur i spraytan for at få kulør.”

Hvad får dig til at føle dig glad?
“Jeg elsker at rejse. Mine sanser og mit humør bliver stimuleret, jeg bliver klogere, og det er skønt at møde nye mennesker.”

SE OGSÅ: Mette Lindberg: "Jeg er en stor livsnyder"

Hvornår føler du dig ­allersmukkest?
“Når jeg ligger i vand og er vægtløs. Jeg er Danmarks mindst smidige menneske, men når jeg er i vand, kan alt lade sig gøre.”

Hvor elsker du at rejse hen?
“Jeg har været i Brasilien og Argentina, men har slet ikke fået udforsket Sydamerika nok. Jeg er vild med det varmblodige og sproget. Jeg kombinerer rejser med oplevelser og afslapning.”

Hvad går du aldrig på ­kompromis med?
“Mit liv er en stor gråzone fyldt med kompromiser, men nogle er selvfølgelig vigtigere end andre. Det er f.eks. meget vigtigt, at jeg får mig rørt, fordi det gør, at jeg har det godt.”

Hvis døgnet havde 25 timer, hvad ville du bruge den sidste time på?
“Skal jeg være helt ærlig, vil jeg bruge den på at arbejde. Det, jeg laver, er mit hjerteblod, og det gælder både mit TV-arbejde, min smykkevirksomhed og klinikken Cerix.”

Tænker du over, hvad du spiser?
“Det gjorde jeg, men nu hvor jeg er gravid, giver jeg mere slip. Før graviditeten prøvede jeg at holde mig så vidt muligt fra kulhydrater og havde to fastedage om ugen. Jeg er ikke god til lange kure, men med et par fastedage om ugen kunne jeg leve, som jeg ville de andre dage, og det passede mig perfekt.”

Din største sportspræstation? 
“Jeg har to − da jeg cyklede med Team Rynkeby til Paris, og da jeg besteg Mont Blanc du Tacul. Det var to meget forskellige udfordringer, men hvor formålet var ens, at støtte en god sag.”

SE OGSÅ: Cecilie Hother: "Det er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft"

Hvad elsker du at spise?
“Min yndlingsfrugt er mango − den smager supergodt i både is, kage, smoothie eller frisk.”

En dårlig vane, du gerne vil ændre?
“Det må være min hang til søde sager. Jeg har en rygrad som en regnorm og kan slet ikke styre det.”

Dit livs største udfordring?
“Den har jeg i vente, nemlig at jeg skal være mor.”

Lige nu læser jeg …
“Jeg læser Alkymisten af Paulo Coelho en gang om året, fordi den er så livsbekræftende.”

Lige nu lytter jeg til …
“Jeg hører mest P1. Derudover bor jeg sammen med to teenagedrenge, så jeg har mit helt eget hjemmedisko.”

NB: INTERVIEWET ER LAVET FØR cECILIE hOTHER BLEV MOR TIL EN PIGE. LÆS MERE HER PÅ HENDES BLOG. 

SE OGSÅ: Mia Lyhne: "Jeg er nødt til at være bomstærk"

SE OGSÅ: 9 mænd, der kæmper for din sundhed

SE OGSÅ: Fokus på te: Kan du drikke dig sund?