Ærlige Alexandra om Joachims blodprop: ”Hvordan i alverden siger jeg det til drengene?”

Foto: Franne Voigt Grevinde Alexandra om sin reaktion, da hendes børns far, HKH prins Joachim, blev ramt af en blodprop i hjernen.

Ærlige Alexandra om Joachims blodprop: ”Hvordan i alverden siger jeg det til drengene?”

Grevinde Alexandra var på besøg i Frankrig med sine sønner, da eksmanden, HKH prins Joachim, blev ramt af en blodprop i hjernen. Nu fortæller hun med egne ord om den voldsomme oplevelse i ugens ALT for damerne. Få et redigeret uddrag her.

I sommer, da det var tilladt at rejse til udvalgte lande, var grevinde Alexandra på slottet Château de Cayx i Frankrig med sine to sønner for at fejre, at den yngste, Felix, havde 18-års fødselsdag.

Hun fortæller nu i et stort interview i denne uges ALT for damerne med sine egne ord, hvordan hun oplevede forløbet, da hendes eksmand HKH prins Joachim kort efter en fælles fødselsdagsfrokost blev ramt af en blodprop sidst i juli.

LÆS OGSÅ: Grevinde Alexandra: ”Han lagde an på mig, og jeg skubbede ham væk”

– Jeg kunne mærke på drengene, at de syntes, det var dejligt, at vi endelig kunne samle hele familien, og det nød jeg, Joachim og Marie også. Vi hyggede os og var ude og spise frokost på Felix’ fødselsdag.

Jeg har en lille video fra den frokost, hvor vi sidder rundt om bordet og snakker, og jeg kan se, at Joachim smiler, griner, snakker og er med og på. Han er solbrun og afslappet. Det er sommer, ferie, og hans studium er veloverstået.

Dagen efter fødselsdagen rejste Felix og jeg videre til en af mine veninder, som har et hus halvanden time væk. Så vi var ikke sammen med de andre, da Joachim blev syg. Men vi var tæt på.  

Grevinde Alexandra og prins Nikolai.jpgGrevinde Alexandra med sin ældste søn, den 21-årige HH prins Nicolai. (Foto: Franne Voigt)

Sent om natten fik jeg at vide, at Joachim havde fået en blodprop i hjernen og var på sygehuset for at blive akut opereret. Jeg sov ikke mere den nat. Jeg tænkte, gud, hvordan kan man være så alvorligt syg, når man har festet og fejret sammen to dage før? Det slog mig virkelig, at vores liv faktisk er ret skrøbeligt, og at vi skal sætte endnu mere pris på at være sammen med de få mennesker, vi kan være sammen med i øjeblikket.

Det næste, jeg tænkte, var: Hvordan i alverden siger jeg det til drengene? Det var nemmere at sige det ansigt til ansigt til Felix end at skulle sige det til Nikolai, som var taget videre til sin kærestes familie. Men jeg må sige, at det hjalp utrolig meget, at begge drenge hørte direkte fra Joachim selv i telefonen. Han ringede til dem morgenen efter operationen. Så allerede der blev de meget beroligede over, at han kunne tale i telefon.  

”Voldsomt at opleve”

Kongehuset oplyste kort tid efter den 51-årige prins blodprop og efterfølgende operation, at lægerne vurderede, at han ville komme sig over blodproppen uden fysiske følger og andre mén.

Han blev udskrevet fra hospitalet i begyndelsen af august, og i midten af september fulgte pressen ham i hælene, da han havde sin første arbejdsdag som forsvarsattaché i Paris. Dette fulgte ekskonen Alexandra også med i.

– Det har også været utrolig dejligt at se, at Joachim er kommet sig så hurtigt, og at han har kunnet begynde i sit nye job i Frankrig. Han så godt ud og var glad, da han mødte op på kontoret første dag, det kunne jeg se på de billeder, medierne viste. Billeder siger mere end ord, synes jeg.

Det har også været dejligt at mærke, at alle har villet ham det godt. Alle har ønsket, at han skulle komme sig hurtigt, og har glædet sig over det. Han lå på intensiv i dagene efter operationen, og på grund af corona var det kun Marie, der måtte besøge ham, men drengene kunne som sagt tale med ham i telefon. Det er voldsomt at opleve, at en af ens nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, og det går virkelig op for en, hvor vigtigt det er, at vi er der for hinanden og passer godt på hinanden, lyder det fra grevinden.  

Læs resten af det store interview med Grevinde Alexandra her.

Grevinde Alexandra, 56 år

  • Ansat i B&O som client programmes director med særligt fokus på Asien.
  • Tidligere børsmægler og vicedirektør i GT Management i Hong Kong.
  • Mor til HH Prins Nikolai, 21 år, og HH Prins Felix, 18 år, fra sit ægteskab med HKH Prins Joachim.
  • Udgav i 2018 bogen ”Mit lykkelige land” i samarbejde med Rikke Hyldgaard.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Kongelige, Interview og Sygdom