Yoga
SPONSORERET indhold

"Jeg troede yoga var hyggestræk"

De andre elever kunne stå på hovedet og bære sig selv i lotusstilling. Marie Sands forestilling om yoga blev sat på prøve, da hun tog fem yogatimer.

Af: Julie Vöge Foto: Peter Nørby
02. maj. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Dag 1
– Tog en time i vinyasa flow. Troede, yoga var hyggestræk og lotusstiling til fløjtemusik. Det gik dog hurtigt op for mig, at yoga findes i forskellige versioner, og at jeg lige havde meldt mig til en hård en af slagsen. I mange, mange minutter trænede vi en lille muskelgruppe ad gangen, og som helt utrænet var det hårdt at følge med. Så hårdt, at jeg flere gange var på nippet til at give op. Heldigvis var læreren sød til at modificere øvelserne, så jeg kunne lave dem på et knapt så krævende niveau. Det sværeste var smidighedsøvelserne. Jeg, som troede, at jeg fra naturens hånd var smidigere end gennemsnittet, måtte erkende, at selv holdkammerater på over 50 kunne sno legemsdelene på måder, hvor jeg måtte melde pas. De kunne endda bære sig selv
siddende i lotusstilling.

LÆS OGSÅ: Bliv stærk på stuegulvet: 8 øvelser, der forandrer din krop

Dag 2
– Velkommen til hatha yoga, sagde læreren, mens jeg mest koncentrerede mig om at ae mine ømme muskler. Heldigvis trænede vi nogle andre muskelgrupper end dagen inden, så jeg kom hæderligt igennem timen. Til gengæld var det, som om mit gåpåmod var forsvundet i takt med, at det for alvor gik op for mig, hvor lidt styrke jeg har i min krop. Det var inspirerende at se de andres smukke, tonede, muskuløse kroppe, men der er godt nok lang vej igen...

Dag 3
– Under dagens vinyasa flow-yoga deltog jeg kun halvhjertet. Nu var hver en muskel rigtig øm. Endnu en gang måtte jeg styre mig for ikke at luske ud ad døren, før timen var slut. Følte klart, at træningsprojektet var ren nedtur. Ikke mindst fordi jeg måtte give fortabt over for øvelser, som de ældre på holdet, udførte med største lethed. Det var klart en øjenåbner at se, at min 58-årige sidedame holdt strækkene i meget længere tid end mig. Det fik mig til at indse, at jeg bliver nødt til at arbejde med min udholdenhed. Tidligere har jeg tænkt, at hvis jeg snyder nu, så lægger ingen mærke til det. Nu ved jeg, at den eneste jeg snyder ved at springe over, hvor træningsgærdet er lavest, er mig selv.

Dag 4
– Tog en tiltrængt pausedag, som mine muskler nød. Mentalt fik jeg dog lidt dårlig samvittighed over for min krop.

LÆS OGSÅ: Så meget skal du bevæge dig for at være sund

Dag 5
– Modet kom tilbage efter en gang yin restorative-yoga, som jeg burde have haft som min første time. Alt foregik liggende med fokus på de indre organer. Hvis jeg vred til den ene side, rensede jeg leveren. Drejede jeg til den anden side, fik nyrerne en tur. Føltes som en avanceret form for akupunktur. Jeg lærte også noget så basalt som at trække vejret roligt og helt ned i maven og på den led komme ned i gear. Kan se, at jeg hidtil har trukket vejret i hastige, små stød. Mit nye åndedræt gør, at jeg er begyndt at tale roligt, lavere og tage mig bedre tid til alting.

Dag 6
– Kalenderen var booket op, og yoga blev tilsidesat. Har lovet mig selv at booke yoga ind et par gange om ugen i fremtiden, så det bliver lige så vigtig en aftale som at mødes med venner eller holde arbejdsmøde.

Dag 7
– Astanga-inspireret yoga. Så kom der mere fart over feltet, men stadig ikke så sveden drev. Både lærer og elever fik benene op til ørerne. Kunne undskylde mig med ømme muskler, men kunne også bare fornemme, at de der stunts vil tage år at få styrke nok til at lære. Med en partner skulle vi skiftesvis stå på hovedet. En form for kontroltab, som jeg aldrig har brudt mig om, og jeg valgte derfor at se på. Så kunne jeg stå der og tænke over, hvorfor noget så enkelt som at stå på hovedet er så skræmmende for mig. Til gengæld er ugens bedste nyhed, at jeg har indset, at jeg ikke behøver at gå til noget andet end yoga for at komme i topform. Behøver jeg at sige, at klippekortet til de ti næste træninger er købt?

Kort om yoga...
Yoga er ikke en ting, men mange forskellige yogatyper, med både hurtig og langsom træning.

Yoga kan...
Forbedre dit fysiske velvære, din kondition, styrke, balance og fleksibilitet samt øge din koncentrationsevne. Yoga sænker stressniveauet, hjælper dig med at holde fokus ved at stilne tankerne med krævende stillinger og ældgamle åndedrætsteknikker.

God for dig ...
Der vil have en stærk og sund krop, men som også vægter fordybelse og åndelig indsigt højt. Fantastisk som supplement til f.eks. triatlon og maraton, da det fore-
bygger skader, åbner kroppen og skaber fleksibilitet.

Mindre god, hvis du ...
Hvis bedst kan lide at træne alene.

Kilde: Charlotte Axel, yogaintruktør og medejer af Yogafactory, se mere på Yogafactory.eu

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

LÆS OGSÅ: 13 effektive råd: Sådan holder du op med at overspringshandle

LÆS OGSÅ: Dét sker i kroppen, når du spiser kulhydrater