Mai Mercado sidder på en bred vindueskarm foran stort sprossevindue med byudsigt.

Mai Mercado græd, da hendes mand tog en trimmer og fjernede hendes hår under kemo: ”Jeg mistede min kvindelighed”

Selvom hun kunne skjule sig under en naturtro paryk, følte hun sig fuldstændig forandret. Derfor lod hun til sidst parykken falde.

Hendes Verden logo

Da Mai Mercado fik konstateret hormonfølsom brystkræft, følte hun sig optimistisk trods chokket og sorgen og var klar til at kæmpe. 

Men med kemobehandlingen fulgte en række bivirkninger, som ramte hende hårdere, end hun havde forestillet sig.

Det fortæller hun i et interview i denne uges Hendes Verden.

– En kræftsygdom piller stille, men sikkert, lagene af én, et for et. Og selvom man kæmper med alt, man har, bliver man indhentet af dens realiteter.

For Mai Mercado startede det med det fysiske.

– Jeg mistede min kvindelighed. Mine øjenvipper og mit hår begyndte at falde af. Mit ansigt svulmede op af prednisolon-behandlingen. Jeg græd, da min mand en aften tog det sidste af håret med en trimmer i brusenichen. Jeg kunne slet ikke kende mig selv i spejlet. Og selvom jeg kunne skjule mig under en meget fin og naturtro paryk, følte jeg mig fuldstændig forandret.

Da Mai Mercado under et besøg på Christiansborg blev rost for, at hun så godt ud og jo slet ikke havde tabt håret, besluttede hun sig for at lade parykken falde.

– Jeg følte, at jeg havde snydt alle. Mine kolleger. Men også alle de kvinder, der er ramt af kræft, og jo heller ikke går rundt og ser godt ud og ligner sig selv.

Hun skrev en mail til sine Christiansborg-kolleger og takkede dem for komplimenterne, men forklarede, at hun faktisk havde mistet sit hår. At hun var mærket af sin sygdom. Og at det kunne ses. Og så delte hun samme budskab på Facebook

– Jeg havde brug for, at stå ved det, der skete med mig. Det var ikke engang noget, jeg skulle tage tilløb til. Det kunne ikke være anderledes. Og jeg opdagede, at når jeg stod ved min egen sårbarhed, mærkede jeg også en større styrke. Jeg føler, at jeg så døden i øjnene. Og at jeg valgte at tage den helt tæt på og se på den og forholde mig til den. Jeg pirkede til alt det svære. Og det hjalp mig faktisk, fordi det gav mig den der følelse af, at det var mig, der valgte at se på det hele helt tæt på. Det var smertefuldt, men det blev også en frisættelse for mig.

Læs hele interviewet i Hendes Verden i uge 29, hvor Mai Mercado også fortæller om et særligt kvindefællesskab, hun blev en del af under kræftforløbet, og hvordan kemoen påvirkede hendes familie.

Om Mai Mercado

  • 45 år.
  • Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti og tidligere børne- og socialminister. 
  • Gift med driftsdirektør i DCC Energi, Christopher Mercado. 
  • Parret har sammen børnene Winston på 13 og Elisa på 9.