Mille Dinesen har fået en uønsket natlig vane: ”Det er så tarveligt”

Hun bestiller sort kaffe og et ingefærshot. Griner lidt af det, for hun ville hellere have haft sin kaffe med et ordentligt skvæt fløde. Men den går ikke længere. For balancen mellem den sunde kost og skuespiller Mille Dinesens guilty pleasures tippede sidste sommer til den forkerte side.

"Selvom jeg går meget op i at spise sundt og træne, er det vigtigt for mig, at det ikke bliver fanatisk, så man hver morgen skal føle, at man skal undvære alt muligt eller piske sig selv for at komme igennem dagen.

Så jeg har igennem mange år givet mig selv lov til én gang om ugen at spise en kæmpe burger med pomfritter – jo mere slammet jo bedre – og en ordentlig omgang flødeis. Og så har jeg drukket min kaffe med fløde hver dag.

Men sidste sommer fik jeg foretaget sådan et årstjek, hvor jeg bl.a. fik målt mit kolesteroltal, og det var tårnhøjt."

Så højt, at du burde få medicin for det?

"Jeg fortalte lægen om mine guilty pleasures med burger, fritter, is og fløde i kaffen. Og nu skal jeg lige sige, at vi altså snakker en kvart liter fløde om dagen i kaffen, så det er selvfølgelig også en del."

Hun griner højt

"Og med flødeisen var det halvanden liter, som jeg købte og spiste. Alene. Eddie, min søn, fik ikke noget, haha. Nå, men jeg spurgte lægen, om det mon kunne være det, der fik kolesteroltallet så højt op, og han sagde, at jeg skulle prøve at skære det hele fra i et par måneder, og så kunne han tage en ny prøve.

Jeg rørte det ikke i tre måneder, og da jeg fik målt kolesteroltallet igen, lå det snorlige. Så det var altså burgerne, fritterne, isen og fløden, der gjorde det. Og det er jo lidt interessant, for det viser lige præcis det, jeg elsker. At man kan gøre utroligt meget selv for at optimere sin sundhed. Og det er bestemt ikke, fordi jeg er medicinforskrækket, men det er min opfattelse, at hvis der er noget, man selv kan gøre for at få det bedre, så prøv dog det først."

"Jeg kunne godt tænke mig, at der kom en større bevidsthed om, at man kan få noget godt ud af at merge det konventionelle og det alternative og forebygge lidt mere."

Flere år uden Mille-tid

Mille troede aldrig, at hun skulle vænne sig til sort kaffe, og hun synes faktisk stadig ikke, at det er særligt sjovt at undvære fløden, men sådan er det altså. Burgerne og isen ramler hun stadig ind i engang imellem, men ikke hver uge.

Balancen mellem det sunde og det at give los er noget, Mille har lært hen ad vejen. Først skulle hun lige igennem en periode, hvor hun ikke tillod sig selv nogen som helst slinger i valsen.

I 2001 blev hun diagnostiseret med sclerose og gik i flere år derefter all in på at optimere sin sundhed for at være bedst muligt rustet mod sygdommen, som dog aldrig siden viste sit ansigt.

Mille ved den dag i dag ikke, om hun blev fejldiagnostiseret, eller om hun bare har været heldig at have fået en meget mild version af den uforudsigelige autoimmune sygdom.

Under alle omstændigheder fik hun mange gode vaner dengang, som hun gerne vil holde fast i på en afbalanceret måde, fordi hun kan mærke, at det gør noget godt for hende at spise grønt og let, træne og spise forskellige kosttilskud.

Arbejdet, og ikke mindst sønnen Eddie, giver hende dog jævnligt udfordringer, fordi det simpelthen bare kan være svært at nå det hele, når man er alene i hverdagen med en femårig.

"Efter jeg fik Eddie, måtte jeg bare indse og komme overens med, at jeg ikke havde tid og overskud til at opretholde den standard i forhold til sund livsstil, som jeg havde før. Samtidig er jeg så heldig, at jeg har rigtig meget arbejde, og det gør, at mit liv i perioder er planlagt ned til mindste detalje.

Babysitter kommer 05.30, jeg løber ud ad døren, arbejder i mange timer, kommer hjem, laver mad, går i seng. Næste morgen forfra. Alt er meget stramt, hvis det skal hænge sammen."

Så der har ikke være så meget Mille-tid de senere år?

"Nej, det har der sgu ikke været rigtigt, rigtigt længe, heller ikke i forhold til de gode sundhedsvaner."

Og du betragter sundhed som egenomsorg?

"Ja, det gør jeg. Og det er også derfor, jeg har besluttet, at jeg lige nu, efter at have arbejdet virkeligt meget i lang tid, tager en periode, hvor det er sundhed og egenomsorg, jeg skal have tid til og fokus på.

Jeg skal have tid til at lave god mad, vinterbade og træne. Og jeg skriver det ind i min og min managers fælles kalender som aftaler med mig selv. Aftaler, der er lige så vigtige som alt muligt andet. Ellers bliver det hele tiden skubbet eller sprunget over, fordi der bliver proppet noget andet ind i kalenderen."

Så det er noget med at prøve at få lidt ro på?

"Ja, men det er svært, for selvom jeg har besluttet det, så kommer der alligevel hele tiden lige noget, jeg skal. Nogle gange tænker jeg, at jeg – 7-9-13 – ikke kan forstå, at jeg ikke er gået ned med stress. For jeg synes GODT nok, at jeg har mange bolde i luften og arbejder meget.

Men måske handler det om, at jeg har det virkeligt godt, når jeg arbejder. Jeg kan rigtigt godt lide at lave det, jeg gør, og jeg kan godt få det sådan lidt åhhh nej, hvis jeg har en dag, hvor der ikke sker noget. Jeg føler, at det er lidt spild af tid, hvis jeg ikke har udrettet noget. Jeg skal helst have udrettet noget hver dag, og det kan godt køre lidt afsted med mig.

Det er jo en drivkraft for mig, og det er godt, men jeg har faktisk en tid i næste uge hos en psykolog, for jeg er kommet dertil, hvor jeg overvejer, om jeg måske har en lille smule ADHD. Jeg ved det ikke. Men det kan også være, at det er en lille perimenopause, der er begyndt at vise sit ansigt."

Nedsmelter over småting

Perimenopausen er det medicinske ord for årene op mod den sidste menstruation, og med sine 49 år ved Mille godt, at hun aldersmæssigt kunne passe ned i den kasse.

Hun har altid haft temperament, fortæller hun, men hun er begyndt at mærke noget nyt, der kommer brusende. Noget, hun har svært ved at kontrollere, og som hun bliver nødt til at reagere på.

"Jeg er begyndt at kunne smelte sammen i hovedet over sådan nogle småting. Jeg kan have haft en dejlig dag, men hvis jeg så kommer hjem, og det hele bare roder helt sindssygt, så kan jeg godt nedsmelte fuldstændig.

Det er jo ikke, fordi det er så eksotisk eller mystisk, men jeg synes, at vejen til kortslutning kan være meget kort nu."

Og det er nyt? 

"Ja, den hurtige kortslutning er ny."

Hvor længe har det stået på?

"Måske et års tid. Det er jo ikke så længe, og det er også derfor, jeg ikke rigtigt ved, hvad det handler om. Siden jeg fik den store forskrækkelse i 2001, har jeg virkelig været opmærksom på min krop. Men med alderen er der jo også kommet andre spændende ting, man kan hænge sin bekymringshat på, f.eks. overgangsalder.

Jeg har ikke hedeture, og jeg har fået målt mine hormoner to gange, uden at begyndende overgangsalder kan påvises, men sådan en måling er kun et øjebliksbillede."

"Jeg bliver simpelthen så bange for mig selv, når jeg snapper fra nul til hundrede på et sekund. Jeg kan ikke genkende mig selv, og jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad det handler om, og om jeg kan gøre noget. Mest af alt for E….. , øhm, mest af alt for mine omgivelsers skyld."

Du var lige ved at sige for Eddies skyld?

"Ja, det var jeg faktisk, haha. Og så blev det til ”for mine omgivelsers skyld”, fordi jeg lige var langt fremme og tænkte, at hvis jeg siger ”for Eddies skyld”, så sidder folk og tænker, okay, hvad gør hun ved sit barn?"

Hun griner højt.

"Jeg kan se overskrifterne: ”Hun er en dårlig mor”. Nå, spøg til sige, det er da helt klart Eddie, jeg tænker mest på. Han er for lille til at formulere: ”Hvad er det, der sker med dig, mor?” Og han skal ikke have en følelse af, at ”mor kan eksplodere”, hvis jeg på nogen måde kan undgå det."

Har du et konkret eksempel på, hvad det er, der sker? 

"Ja, fra i morges. Eddie og jeg skal ud ad døren, og han ligger med benene i vejret og piller næse og kigger på et eller andet. Jeg har sagt 400 gange, at nu skal han begynde at tage sin flyverdragt på, og til sidst kommer jeg til at råbe meget højt: ”NU stopper du, Eddie!”

"Han kigger helt overrasket på mig og siger: ”Ja, ja, jeg kommer nu mor.”

Hun ser helt skyldig ud og ryster på hovedet over sig selv, samtidig med, at hun ikke kan lade være med at grine.

"Jeg kan virkelig ikke li’ det, og jeg ved ikke, hvor min reaktion kommer fra.

Sådan har du ikke reageret før?

"Nej, ikke på sådan en måde, hvor jeg ikke var klar over, at det var på vej. Jeg har da været urimelig, men ikke sådan, at det bare kom væltende helt ukontrolleret. Jeg var også ude for noget i en kø i Netto for nylig, hvor jeg blev så rasende, og det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det inde, var, at folk ville sige: ”Jeg så Mille Dinesen i køen i Netto i dag, hun var fuldstændig gakke-lak.”

Hun griner højt igen.

"Jamen altså, det ville jo være SÅ pinligt."

Har du andre symptomer på måske begyndende overgangsalder?

"Da jeg fik Eddie for fem år siden, havde jeg en lang periode, hvor jeg var meget vågen om natten, for det er man jo med en lille baby. Men nu, hvor han er stor nok til at sove, vågner jeg alligevel helt random og ligger der pivfrisk i min seng. Og jeg har det bare sådan, WHAT? Hvorfor vågner jeg næsten hver nat ved tre-tiden?

Jeg har hørt, at det også kan være tegn på begyndende overgangsalder, og det er så tarveligt, altså. Man har jo endnu mindre overskud til at håndtere sine nedsmeltninger, hvis man ikke sover om natten."

Mille synes, at det er et problem, at der tales så lidt om overgangsalder, når det er noget, halvtreds procent af befolkningen skal igennem, men hun begynder at se tegn på, at der er flere og flere, der italesætter det.

Det er også derfor, hun selv gerne vil fortælle om sine udfordringer.

"Lad os dog tale højt om det! Vi mangler viden. Vi taler så meget om teenagere og deres udfordringer, men der er områder i kvindelivet, som stadig er meget tabubelagte. Overgangsalderen er et af dem, men jo mere vi taler om det, jo mere okay er det at komme på arbejde og sige, undskyld, hvis jeg er lidt kort for hovedet i dag, men jeg har simpelthen ikke sovet.

Og tænk, hvis man så også blev mødt af andre kvinder, der sagde, det kender vi godt. For man er ikke alene i det."

Hvad gør du for at have det bedst muligt?

"Jeg har indgået et samarbejde omkring kosttilskuddet Mbrace, fordi jeg synes, jeg får hjælp til min nattesøvn af det produkt, der indeholder Baldrian. Man siger også, at hård fysisk træning hjælper en bedre igennem overgangsaldergener, og jeg prioriterer virkelig min træning.

En gang om ugen går jeg på hold hos Body SDS, hvilket jeg har gjort i 22 år. Jeg træner det, der hedder Cufei, som gør leddene stærke og smidige. Det kommer jeg aldrig til at slippe, det er så godt. Derudover går jeg to gange om ugen hos personlig træner Malou Deichmann. Der træner jeg bl.a. med elastikker og små håndvægte, og så går vi helt nørdet ind der, hvor jeg har specifikke problemer."

Et sugerør ind i voksenverdenen

Et andet tabubelagt område i kvindelivet er infertilitet, mener Mille.

Hun kæmpede i 12 år for at blive gravid og var igennem opslidende fertilitetsbehandlinger, og hun følte sig meget alene i det.

De mange års kamp betød, at Mille blev mor i en langt senere alder, end hun havde drømt om, og desuden betød det, at hun både dengang og nu ”rammer skævt” på børnefronten i forhold til sin omgangskreds og i forhold til det sted, hun selv er i livet.

"Apropos søvnunderskud, så vil jeg gerne citere Rachel i tv-serien ”Friends”, som på et tidspunkt, hvor hun har fået barn, siger: ”Jeg bliver simpelthen nødt til at gå i seng nu, hvis jeg skal op igen i morgen og gøre alt det her forfra igen.” Sådan havde jeg det de første fire år med Eddie.

Jeg gik simpelthen i seng samtidig med ham ved 19.30-tiden. I dag tvinger jeg mig selv til at være længere oppe, for ellers sker der noget på den konto, der hedder voksenliv. Hvor er mit voksenliv, hvis jeg går i seng så tidligt? Der er INTET, hvis jeg ikke har min aften.

Nogle gange er det bare lige en time, hvor jeg kigger ud i luften, får grovsnakket i telefon med vennerne eller laver noget andet, der ikke lugter af at rydde legoklodser op, fjerne indtørret ris fra under bordet eller vaske tøj. Men det kan godt være svært at gøre noget, for hele min omgangskreds er et andet sted i livet.

Da de fik børn, kunne jeg gå i byen, men det kunne de ikke. Og nu, hvor deres børn er store, og de kan være spontane og gå ud, kan jeg ikke."

Hvad gør det ved dig?

"Det er faktisk lidt ensomt indimellem. Jeg begynder dog at føle, at jeg har et lille sugerør ind i voksenverdenen, og at der kommer lidt mere luft til at kunne være med til forskellige ting. Men jo slet ikke i samme grad, som mine venner kan. De er søde og siger, du kan bare tage Eddie med, alle er åbne for det, og jeg troede også selv, at jeg var sådan en, der bare tog mit barn med alle steder. NOT!"

Hun griner igen. 

"Altså NOT. Han ligger ikke bare under bordet til en middag ude og falder i søvn, så det er alt for besværligt. Og så vil jeg hellere blive hjemme."

Tæt på 50 og stadig funky indeni

Til marts bliver Mille 50 år.

Det første, hun tænker på, når hun lige bliver bedt om at forholde sig til den kommende runde fødselsdag, er: "At jeg er så lykkelig for, at jeg nåede at få Eddie. Selvom det var sent, så var det jo så meget bedre sent end aldrig."

Hun smiler stort. 

"Og det næste, jeg tænker, er: Gud, bliver jeg virkelig 50 næste gang? Det er jo klassikeren med at møde en gammel skolekammerat og tænke, hold da op, han så gammel ud, og så gå hjem og kigge sig i spejlet og opdage, at nå ja, okay, det gør jeg også. Der var engang en, der sagde til mig, at jo ældre man bliver, jo højere kommer armene op over hovedet, når man danser."

Hun griner højt og svinger armene vildt over hovedet.

"En anden har fortalt mig, at røven falder 12 cm i løbet af et liv. Well, that’s life, og jeg har ikke noget problem med at blive ældre, men der er noget med forskellen på følelsen og så det, andre ser udenpå. Indeni føler jeg mig jo SÅ funky! Men det er vist ikke altid det, andre ser.

I sommer indspillede jeg en ny tv-serie, ”Graverne”, og der fik jeg farvet håret helt mørkt. Men farven bed ikke på de grå hår, som jeg så pludselig opdagede. Jeg anede simpelthen ikke, at jeg havde grå hår, for de blender jo normalt ind i min blonde-blandede hårfarve.

Det skulle jeg lige tage ind – okay, jeg har fandeme grå hår, altså!"

Hvordan er det med alderen i forhold til dit arbejde?

"Jeg kan godt mærke, at der i disse år kommer masser af yngre, dygtige og vidunderlige skuespillere, som jeg også er så heldig at få lov til at arbejde med. Og der har jeg noget, jeg kalder ”Hanne Boel-testen”. Hvis jeg er lidt i tvivl om, hvor gamle de er, så spørger jeg dem, om de ved, hvem Hanne Boel er? Hvis de ikke kender hende, så ved jeg, at de er under 25.

Det er ikke, fordi jeg hørte specielt meget Hanne Boel, men hun er god til sådan en test, for hun er ikke Sanne Salomonsen eller Lis Sørensen, som alle kender. Hvis man kender Hanne Boel, så har man en vis alder."

Hvad gør du for ikke at ryge i den grøft, hvor du tænker, åh, de er også så unge?

"Det synes jeg ikke, at jeg gør, men jeg kan mærke, at jeg selv har fået – og påtager mig – en ny rolle. Jeg oplever mere og mere, at yngre spillere kommer til mig for at få råd om arbejdsmæssige ting. Og der kan jeg godt lige stoppe op og tænke, hov, det plejer da at være mig, der spørger de ældre til råds. Men sådan er det ikke mere.

Og når jeg tænker efter, kan jeg jo også godt se, at jeg har virkelig mange arbejdsmæssige meter i benene efterhånden, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Jeg har altid haft masser af arbejde, og det er ikke nogen selvfølge i min branche."

Hvad glæder du dig til ved 50’erne?

"Generelt synes jeg, at det er dejligt at blive ældre og vide, hvem jeg er, hvad jeg kan lide, og hvad jeg mener. Og det kan godt være, at du mener noget andet, men derfor er vi stadig lige gode venner.

Der er en masse ting, som jeg synes, er blevet nemmere med alderen. Mere afslappede. Jeg kender min kerne, og jeg kan godt lide, at jeg har så meget erfaring. Jeg har prøvet noget, og jeg er ikke berøringsangst overfor de svære ting.

Guderne skal vide, at jeg gerne ville have været diagnosen i 2001 foruden, uanset om den var rigtig eller ej, for den satte mit liv på halvt blus i flere år. Men samtidig har den betydet, at jeg vågner hver morgen og tænker: GODT, her er livet, hvad gør jeg med det i dag?"

Eddie elsker beigefarvet mad

Mille har antennerne ude, når det gælder sundhed, og hun er altid opdateret på den nyeste viden og tidens sunde trends.

Lige nu er der mange, der har kastet sig over ”Professorens Grønne Energigrød”, og det har Mille også. Grøden, som man kan finde opskriften på mange steder på nettet, er udviklet af tarmprofessor Oluf Borbye Pedersen, og med den kan Mille sætte flueben ved de 600 gram grøntsager og frugt, som man helst skal have hver dag.

Hun er også med på fastebølgen og kører den type periodisk faste, der kaldes 16:8. Her kan man spise i otte ud af døgnets 24 timer, de resterende 16 timer indtager man ikke andet end vand, te eller kaffe.

Hun kan mærke, at begge dele gør hende godt, og i en travl hverdag fungerer det også rigtigt fint. Derudover tager hun forskellige kosttilskud.

"Jeg kan ikke leve op til alle forskrifter om helt at undgå forarbejdet mad og kun spise økologisk, så ved at tage et tilskud af vitaminer og mineraler føler jeg, at jeg retter lidt op på de ting.

I vinterhalvåret tager jeg D-vitamin, fordi vi ikke får nok lys her i Danmark, og Cvitamin for immunforsvaret. Jeg tager også B12, som hjælper nervesystemet til at fungere bedst muligt, samt Q10, multivitaminer, hørfrøolie og fiskeolie."

Det var mange forskellige tilskud?

"Ja, og som Bente Klarlund siger, så er det en rigtigt dyr tissetår. Men for mig giver det mening."

Er det nemt at få sund mad i din søn?

"NEJ! Jeg har fået en søn, der kun spiser beigefarvet mad."

Hun griner højt.

"Åh gud, det er forfærdeligt. Jeg sidder der med alle mine grønne talenter og siger: ”Se Eddie …!” Og han siger nærmest helt stolt: ”Mor, du ved jo godt, at jeg ikke kan lide grøntsager.”

Men du prøver?

"Jeg prøver. Heldigvis ved jeg, at han spiser det meste i børnehaven, fordi kammeraterne gør det. Men hjemme hos mor? Nej. Og jeg kan næsten ikke ha’ det!"

Hvad er beigefarvet mad for eksempel?

"Spaghetti med ost. Nuggets kan jeg også få i ham. Jeg laver som regel forskellige ting til aftensmad og sætter det hele på bordet, men han spiser kun det beigefarvede. Det er virkelig demotiverende, så det kan godt være lidt op ad bakke med den madlavning indimellem."

Mille har købt sig et infrarødt saunatæppe, som hun holder af at slappe af i, når tiden er til det, og havbade året rundt står også på hendes sunde to do-liste.

"Jeg er medlem af Svanemøllens Vinterbadelaug og bader helt fast med min far en gang om ugen. Det giver mig en total lykkerus, når energien suser rundt i kroppen bagefter, og så er det vildt hyggeligt. Og det er en anden meget vigtig ting for ens sundhed: Sociale relationer.

Hvis jeg kigger tilbage på diagnosen i 2001, så havde jeg det sådan, at ingen skulle komme og sige, at jeg var syg, det skulle jeg nok få styr på. Så jeg gjorde alt det sunde, jeg kunne komme i tanke om, men jeg gjorde det HELT alene."

"Jeg sad derhjemme helt sammenbidt med alle mine grønne juicer, og jeg fik da også at vide, at jeg havde det reneste blod. Men jeg var toute seule. For jeg skulle jo ikke ud og fristes af pomfritter eller øl.

Mentalt var det så svært, og når jeg ser på det i dag, var det jo overhovedet ikke sundt. Derfor er jeg så glad for, at man nu også er begyndt at tale om, hvor vigtige sociale relationer er i forhold til det gode, lange liv. Mindst lige så vigtige som den grønne juice, løbeturen eller hvad det nu kan være.

Og nu, hvor jeg omsider er ved at få lidt mere tid og overskud, er jeg begyndt at invitere mine venner til fredagsbar hver tredje uge. Det er sådan en stående invitation, og hvis man kan, så kommer man.

Det er det tætteste, jeg lige nu kommer på det spontane og følelsen af yes-vi-er-i-live! Og jeg bliver helt lykkelig af det. Simpelthen."