Halsvarmer med blomster  fra Hendes Verden
Foto: Jacqueline Fluri
Hendes Verden

Halsvarmer med blomster fra Hendes Verden

Halsvarmer med blomster

Del på

Strik blomster i garnrester i forskellige kvaliteter og farver, og sæt dem sammen til en lækker varmende krans.

Af Trine Wohllebe 14.sep.2009 Håndarbejde

Længde: Ca. 38 cm.
Garn: Ca. 125 g garnrester, som passer til p nr. 4 (løbelængde 100-200 meter pr. 50 g alt efter garntypen), fordelt på 5-6 forskellige røde nuancer. Garnerne må gerne være af forskellig kvalitet, her er brugt både uld, mohair m.m. Flere tynde garner kan også strikkes sammen og give spændende melerede effekter.
Pinde: Nr. 4.
Hæklenål: Nr. 3.
Strikkefasthed: Er uden større betydning – men ca. 20-24 m = 10 cm i bredden i glatstrikning.
Bemærk: Kransen består af 12 glatstrikkede roser syet på et perlestrikket bånd. Båndet, som roserne sys fast på, skal strikkes meget fast.
Perlestrik: Skiftevis 1 r, 1 vr, som forskydes for hver p.

Bånd: Slå 7 m op med et kraftigt garn (eller læg evt. garnet dobbelt for at få en fast struktur), og strik 1 p perlestrik. Tag på næste p 1 m ud i hver side, og fortsæt i perlestrik. Strik lige op, til arb måler ca. 37 cm. Tag 1 m ind i hver side, strik yderligere 1 p perlestrik, og luk de resterende 7 m af.

Rose:
Rosen strikkes fra kanten og ind mod midten. Slå 60 m op. Strik 5 p glatstrikning (1. p er en vrangpind).
6. p: 6 r, * drej arb på venstre p en hel omg rundt på p, og strik igen 6 m r fra venstre p *, fortsæt fra * til * pinden ud. Man snor/vrider altså det smalle strikkede stykke om sig selv med jævne mellemrum, hvilket giver den særlige buede kant.
7., 9. og 11. p: Vrang.
8., 10. og 12. p: * 2 r sm, gentag fra * pinden ud.
Bryd garnet, og træk garnenden gennem de resterende masker. Rul stykket ind i sig selv, så det ligner en rose, og hæft sammen med nogle sting gennem midten. Strik i alt 12 roser i forskellige farver.

Montering:
Sy roserne fast på båndet i 2 rækker forskudt for hinanden. Hækl en trense til knaphul i den ene ende af båndet. Hækl en kugleknap således:
1. omg: 2 lm, 6 stgm i 2. lm fra nålen. Luk omg med 1 km i 1. fm.
2. omg: 1 lm, 2 lm i hver fm hele omg rundt (= 12 m). Luk omg med 1 km i 1. fm.
3. omg: 1 lm, 1 fm i hver m omg rundt (= 12 m). Luk omg med 1 km i 1. fm.
4. omg: 1 lm, 2 fm sm omg rundt (= 6 m). Luk omg med 1 km i 1. fm.
Bryd garnet. Fyld kuglen med garnrester, en lille uldtot eller lig-nende, og sy hullet til. Sy den på båndet i den modsatte ende af trensen.

TIP
Hvis du vil bruge blomsten som broche kan opskriften bruges til alle typer garner, blot pindestørrelsen tilpasses garnets tykkelse.

Opskriften er fra Hendes Verden nr. 38, 2009

Del på
Kommentarer (0)

Henter...