banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

Mette fortæller om at have brystkræft
"Jeg vidste, at jeg inden længe ville være en af de skaldede kvinder"

Brystkræft og kemobehandling

Mettes dagbog 6: "De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"

Mettes dagbog 6: Kursus i makeup, kondomer med knopper og ingen øjenbryn. Det er nogle af de følger, Mette bliver indviet i til møde med sygeplejersken.

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Ti dage efter operationen var vi til "operations-samtale" med lægen på Brystkirurgisk Afdeling, hvor vi blev informeret om, at jeg var blevet "opereret rask". Alt kræft fjernet og ingen spredning. En fantastisk dejlig besked, men samtidig også en besked, der er svær at forene med mine bekymringer for de måneder, der venter forude med kemo og stråler.

Gustent og uvirkeligt.... Næppe realistisk at forestille sig, at følelsen af at være rask vil forblive intakt under den medicinske efterbehandling. Men rolig nu Mette Juel....et skridt af gangen....træk vejret dybt....det skal nok gå....du klarer den. Rolig nu!

Dagen efter samtalen på Brystkirurgisk rejste jeg storsmilende og glad til Dubai i forbindelse med mit arbejde, og jeg nød i fulde drag at være "back on track". Mærkede hvordan jeg ubevidst tildelte min professionelle rolle, opgaverne, menneskerne omkring mig samt omgivelserne en meget intens og dedikeret opmærksomhed. Det føltes godt, men det var også lidt skræmmende at erfare hvor stort et favntag en kræftsygdom indirekte kan have.

Fra Dubai gik min rejse videre til Sydafrika, men forinden kom min mand og pigerne til Dubai, hvor vi i fulde drag nød hinanden og weekenden. Jeg sugede hvert minut til mig, og jeg følte mig som verdens lykkeligste. Det var ren balsam for mit "fyldte hoved" at være i tæt selskab med pigerne, der var ubekymrede, glade, grinende, nysgerrige og lige så frække som de plejede at være.

Weekenden i Dubai var et sandt vitamin-boost for os alle, som vi forhåbentlig ville kunne drage nytte af i de kommende måneder. Jeg skulle rejse videre søndag aften, mens min mand og pigerne skulle blive et par dage ekstra i Dubai. Selvom jeg er garvet i "farvel og på gensyn" var jeg meget grådlabil, da jeg kørte fra hotellet til lufthavnen. Jeg ville alt andet end væk fra min lille familie, og ville alt andet end at være alene med alle tankerne omkring kræften. Åh for fanden hvor var jeg ked af, at den lorte kræft havde tilladt sig at blande sig i mit liv...!!!

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

Styr på kræften og brysterne
Dagen efter jeg var kommet retur til Danmark, var jeg indkaldt til vores første møde på onkologisk afdeling, som er den afdeling på hospitalet, der varetager ikke-kirurgisk behandling og kontrol af cancer. Der var som sådan ikke noget ved afdelingens funktion, der tiltrak mig, men udsigten til at få mere viden omkring det videre forløb var absolut inden for mit interessefelt. Hvornår ville jeg få første behandling, hvordan, hvor mange, bivirkninger o.s.v. Derfor så jeg frem til mødet med forventning om, at jeg ville blive klogere og få den kommende tid placeret i "kasser og rammer". Jeg havde et voldsomt stort behov for at få "styr på" situationen.

Inden mødet kl. 09, startede jeg dagen med en løbetur langs vandet (den første efter operationen), iført ekstraudstyr i form af to løbe-BH'er for maksimal støtte (som lægerne havde ordineret). Jeg var pænt spændt op og følte nærmest, jeg havde fået blå læber, inden jeg var kommet ud af døren. Men det fratog mig bestemt ikke motivationen til at få brændt noget krudt af.

Det var intet mindre end fantastisk. Godt nok pustede og prustede jeg undervejs, og det ene knæ gjorde lidt ondt, men brysterne blev siddende i spænd og gjorde ikke det mindste ondt. Jeg var så glad og endorfinerne boltrerede sig rundt i kroppen min. Jeg var flyvende.

Pænt opstemt og klar kørte jeg til Herlev hospital, hvor jeg mødtes med min mand, som "uden at blinke" tilpassede sit arbejde til at kunne deltage sammen med mig i alle de mange møder på hospitalet. Selvom jeg ofte tænkte og sagde "du behøves altså ikke, hvis det passer dårligt" så var det gang på gang så dejligt at opleve, når min mand uden kommentarer stod klar og tog med...hver gang.

Det første syn, der mødte os på afdelingen, var (udover en usædvanlig varm og åben modtagelse) mange skaldede eller (meget) korthårede kvinder. Vi sad og ventede på at blive kaldt ind. Jeg lurede rundt og forsøgte i skjul at smugkigge på kvinderne, der også sad og ventede. Jeg prøvede at forestille mig, hvad de havde været eller var igennem. Prøvede at aflæse om de så bange ud. Om de troede på fremtiden. Eller om der var smil i deres øjne. Jeg skilte mig ud fra de andre med min nye frisure, men det i sig selv føltes egentlig ikke specielt fedt. Jeg vidste, at jeg inden længe ville være en af de skaldede kvinder og en del erfaringer rigere.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Ikke plads til selvynk
En ældre kvindelig læge kaldte mit navn, og jeg sprang op. Lægen lignede en, der havde prøvet lidt af hvert. Hun smillede imødekommende og bød os velkommen. Hun lignede ikke en, man lænede sig tudende op af (ikke at det var min plan lige i dag). Det er nok nødvendigt med en vis "hårdhed", når man er på en afdeling med cancer som omdrejningspunkt. Lægen havde lidt et udtryk, der ikke appellerede til selvynk og negativt fremtidssyn.

Vi fik en overordnet gennemgang af det kommende kemoforløb, der ville bestå af seks såkaldte serier og to forskellige kemo-typer, tre serier af hver kemo-type. Lidt frisk hovedregning førte hurtigt kalenderen frem til slutningen af juni, før jeg kunne få stemplet "afsluttet kemobehandling" i min journal. Første kemo-behandling om 4 dage. Velbekomme og velmødt.

Lægen kiggede på mig og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål? Jeg havde vel stort set ikke andet, men de fleste (og de der fyldte mest) var nok i den kasse, hvorpå der ikke kan gives svar. Mit svar på lægens spørgsmål fik jeg hevet op af den kasse med spørgsmål, der ikke rigtig kan besvares...."hvad nu hvis kræften kommen tilbage? Hvor tit sker det, og hvor mange overlever så?"

Lægen kiggede på mig uden nogen form for "pysse nysse" i stemmen responderede hun:

- Ved du hvad, det er jo ligesom ikke der vi er nu, så lad os ikke bruge tid på det.

Lige i nuet tænkte jeg "din sure kost", men efterfølgende følte jeg mig overbevist om, at det var den helt rette måde at svare på, ikke mindst overfor én som jeg. Pointen var jo netop at fokusere på den faktuelle situation, som for mit vedkommende var positiv, nemlig at kræften var opereret væk og ingen spredning. Det bringer intet godt at male skræmmescenarier. Jeg mindede mig selv om, at det forløb der ventede forude ikke var en "regndans" for kræftens tilbagevenden, tværtimod.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

Kondomer og makeupkursus
Efter samtalen med lægen skulle vi tale med en sygeplejerske, der ville give os en "guidet tour" gennem kemo'ens potentielle bivirkninger samt en gennemgang af øvrig relevant praktik forbundet med behandlingen. Endnu engang blev jeg imponeret over at opleve hvor fantastiske kompetent behandling jeg modtog hele vejen rundt – menneskeligt såvel som professionelt – hvilket betyder rigtig meget når man pludselig ser sig selv "skøjte rundt på tynd is".

Sygeplejersken lagde ud med at fortælle, at den kemo jeg skulle have, ville medføre, at jeg inden for 7-12 dage ville tabe håret. Bum. Ikke så meget pjat der....Jeg mærkede, hvordan jeg bed mig selv i underlæben. Ikke at jeg var overrasket over at få beskeden om hårtab, men at det gik så hurtigt, havde jeg ikke lige forventet. Jeg spolede frem i kalenderen og kunne hurtigt konkludere at skaldepande-looket ville ankomme midt i vores vinterferie. Sygeplejersken gav mig information om, hvor parykker og andet godt til skaldede kunne købes, og jeg fik samtidig udleveret en rekvisition der kunne bruges til betaling af en paryk. Jeg samlede papirerne i mappen med alverdens information og mærkede kalendergymnastik i mit hoved mht til at få booket tid til paryk-prøvning...eller hvad man nu ellers kalder det.

Der var dog også godt nyt m.h.t hårtab, idet bryn og vipper var mere standhaftige end håret på issen, så jeg ville med stor sandsynlighed have bryn og vipper et par måneder endnu. Tak tak, det skubbede jeg ind på pluskontoen. Endvidere blev jeg orienteret om, at der på hospitalet ville være mulighed for at deltage i et make-up kursus. Det lød umiddelbart lidt for "rundkreds-agtigt" til min smag, men omvendt kendte jeg jo godt mine nuværende kosmetik-evner som begrænsede sig til en smal tre-trins-raket: foundation, powder og mascara. Evner der næppe ville være nok til at "spice me up", når jeg inden længe stod uden bryn og vipper. Så jeg var selvskreven deltager på kurset. Please count me in.

Træthed blev også nævnt som en af de oftest forekommende bivirkninger, hvilket lød træls men omvendt tænkte jeg, at det trods alt nok var en af de bivirkninger jeg lettest ville kunne "slå igen på". Et af de mest effektive våben mod trætheden skulle efter sigende være motion, så jeg følte mig klar i ringhjørnet.

Kvalme var også på agendaen, og jeg fik pænt ærgerlige associationer til de gange, hvor jeg er blevet søsyg, når vores båd har været i høj søgang. Med udsigten til risiko for seks måneder i bølgegang fik jeg lyst til at afmønstre....lige nu.

Som afslutning på snakken kom vi også rundt om slimhinderne, der heller ikke er fjollede med kemo, hvorfor de venligt responderer med at blive tørre og irriterede. Vældigt.

Sygeplejersken bevægede sig elegant rundt i snakken og kom også ind på, hvordan sexlivet kunne blive påvirket som følge af slimhindernes mopsede reaktion på kemo'en. Uden at kigge på min mand, kunne jeg næsten mærke, hvordan han syntes det var et vel frisk emne at tumle rundt med fra morgenstunden. Jeg tænkte praktisk og vurderede, at glidecreme vel sagtens kunne fikse det problem. Men sygeplejersken toppede snakken og rundede af med, at kondom kunne være en god løsning (vist nok for at beskytte mod evt. infektion).

- Hvilken fest, tænkte jeg...jeg kunne end ikke huske, hvornår jeg sidst havde tumlet rundt med gummi, og jeg havde indrømmet heller ikke den store lyst til at genopfriske de svundne erindringer.

Om aftenen kyssede jeg på min mand og ville forsøge mig med et forløsende link til dagens "sex-snak" på hospitalet og spurgte kækt, om han helst ville prøve gummi med riller eller dupper? Jeg synes selv, det var pænt sjovt, og om ikke andet blev hans jyske humor pirret. Han svarede tørt:

- ...det gør ikke noget, jeg venter bare til det hele er overstået.

Svært ikke at falde i søvn med smil på læben. Godnat.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5:  "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: 10 ting der kan lindre dine syptomer på PCO

LÆS OGSÅ: 6 ting, du tror, er sunde for dig – men som kan gøre dig syg

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok