”Jeg bliver aldrig den, jeg var før mit møde med flåten”

”Jeg bliver aldrig den, jeg var før mit møde med flåten”

Familiens hund, Alban, blev ofte luftet i skoven, og Gitte måtte fjerne mange flåter fra hans pels. I sommeren 2009 fandt hun også for første gang en på sig selv.

– Den så stor og fed ud og havde siddet og guffet i sig mindst et døgn. Jeg fjernede den med en pincet på samme måde, som jeg plejede at gøre det på Alban. Det gjorde ikke ondt, og jeg havde ingen symptomer på noget. Heller ikke den røde ring, der kan følge med Borrelia infektion. Det sidste var jeg opmærksom på, for jeg havde læst om sygdommen, dengang Mimi Jacobsen blev smittet. I mit tilfælde var der dog ikke noget, der fik alarmklokkerne til at ringe, så jeg så ingen grund til at gå til læge, fortæller 46-årige Gitte.

Livet buldrede videre – ikke mindst med karrieren som fremtidsforsker, hvor hun netop var blevet selvstændig. Arbejdsugen kom nemt op på 60-70 timer, men i det tidlige efterår begyndte hun at døje med hovedpine.

– Det havde jeg aldrig haft før, og da der også stødte nakkesmerter og træthed til, gik jeg til lægen, som sagde, jeg skulle arbejde mindre og dyrke mere motion. Ordet Borrelia blev slet ikke nævnt.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du flåtbid

LÆGERNE GAV OP

I alt kom der til at gå seks år, før Gitte fik sin diagnose, og undervejs nåede hun at blive så syg, at hun var bange for, om hun ville dø.

– Det, der startede med forbigående symptomer, udviklede sig til ulidelige smerter i hoved, nakke og skuldre. Jeg fik stofskifteproblemer, fordøjelsesbesvær, kvalme, svimmelhed og en nærmest invaliderende træthed. I efteråret 2014 måtte jeg langtidssygemeldes, og der har været så mange undersøgelser, scanninger, blodprøver og specialister, at jeg ikke kan tælle dem. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede, men tilbød mig smertestillende medicin og lykkepiller, siger Gitte.

I desperation søgte hun selv efter en forklaring, og i et forum på internettet mødte hun en, der mente, det kunne være Borrelia infektion.

– Det gav god mening, for det var efter flåtbiddet, jeg blev syg. Jeg gik til lægen igen, men desværre er de danske tests, der måler antistoffer mod Borrelia, forbundet med stor usikkerhed. Mine prøver var negative, men jeg syntes, symptomerne passede, så jeg sendte en blodprøve til en Borrelia-specialist i Tyskland. Testen var positiv, så i januar 2016 havde jeg endelig en diagnose og noget at handle ud fra.

OPTIMISMEN LEVER

Siden Gitte fik bekræftet, at hun har en Borrelia infektion, har hun arbejdet målrettet med at genoprette sit immunforsvar og sit helbred.

– Jeg tager blandt andet flere slags urtebaserede antibiotika, og jeg har omlagt min kost og spiser ikke gluten, sukker og komælksprodukter. Det er gået langsomt, men sikkert fremad. I dag har jeg det 60-70 procent bedre på mine gode dage, men der er også stadigvæk dage, hvor jeg må ligge i sengen. Jeg bliver aldrig den, jeg var før mit møde med flåten, men optimismen lever. Alene det at jeg i højere grad kan være mor for mine døtre, gør mig vildt glad, siger Gitte.

Måden hun færdes i naturen på, bliver heller ikke den samme som før.

– Jeg elsker at være ude og får det godt af frisk luft, sol og vind, men jeg går aldrig med bare ben i skoven igen, og jeg holder mig til stierne og undgår højt græs!

”Jeg kunne ikke løfte foden op over fortovskanten”

Aases første møde med en skovflåt fandt sted i Hareskoven, hvor hun havde været ude at gå med bare ben.

– Jeg så ikke nogen flåt på mig, men ti dage senere opdagede jeg en rød oval i knæhasen på det højre ben, og jeg blev syg på en influenzaagtig måde. Lægen var ikke i tvivl; Det var en Borrelia infektion, og jeg fik straks antibiotika, siger 80-årige Aase. Infektionen gav hende ingen videre mén, men fire år senere blev hun bidt igen.

– Denne gang var det min mand, der bemærkede et rødt mærke på mit højre baglår over knæet. Det er jo ikke et sted, man ser sig selv, og jeg havde ikke været syg, så jeg kunne ikke præcisere, hvornår jeg var blevet bidt. Så var det afsted til en læge igen, for man bliver ikke immun overfor Borrelia infektion, selvom man bliver bidt af skovflåter flere gange. Jeg fik penicillin – samme dosis som første gang, det vil sige 12-14 dage, men der er vanskeligt at bedømme effekten, fordi jeg ikke var syg på samme måde som første gang.

LÆS OGSÅ: 4 kvinder om overgangsalderen: Lad os bryde tabuet

BESKADIGET NERVESYSTEM

Knap et år senere fik Aase smerter i sin højre fod.

– Det føltes som om, jeg havde et hundehalsbånd med pigge rundt om foden, og det var desværre starten på et langt sygdomsforløb. Over en periode på flere år blev jeg så dårlig, at jeg fx ikke kunne løfte foden op over en fortovskant. Eller stå op når jeg skulle skrælle kartofler og lave mad, fortæller Aase.

Forklaringen på hendes gener var et beskadiget nervesystem, der jævnligt ses som en følgevirkning af en Borrelia infektion.

– Jeg var jo blevet bidt to gange i samme ben, og måske gik der for længe, inden jeg fik penicillin anden gang. Konsekvensen blev et langt og hårdt forløb med smerter, operationer og et hav af undersøgelser. Jeg blev blandt andet opereret i Karlsruhe hos en læge, der er ekspert i nervesystemet i arme og ben. Han vidste ikke noget om Borrelia infektion, men det søgte jeg hjælp til i Marbella i Spanien. Med urtemedicin og forskellige andre behandlinger fik jeg det bedre. I dag føler Aase sig helt rask og mobil, og hun passer på sig selv.

– Sidste sommer blev jeg bidt af en flåt på mit håndled, og jeg tog straks til lægen og fik antibiotika. Det er jo langt fra alle flåter, der giver sygdom, men med min historie tager jeg ingen chancer.