Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Foto: Getty Images Alt du skal gøre er at printe en prøvelsesattest og møde op i Hornbæk Kirke, for at blive gift.

Bliv gift på ti minutter: For første gang i Danmark tilbyder en kirke nu ”drop-in-bryllup”

Normalt skal et kirkebryllup bookes i rigtig god tid, og der er for-samtaler med præsten, men nu er fænomenet ”drop-in-vielser” for første gang kommet til landet. Det er for dem, der ikke orker en stor bryllupsfest, lyder det fra præsten.

Synes du, at det er lidt for dyrt og besværligt at planlægge et stort bryllup? Men du vil omvendt gerne have det kirkelige ritual med i stedet for en borgerlig vielse på et rådhus? Så kan der være grund til at tage til Hornbæk, hvor du som det første sted i landet kan blive gift med din udkårne i en kirke næsten helt uden forudgående planlægning.

Læs også: Stephania Potalivo om kærlighed og parforhold

Hornbæk Kirke har nemlig som noget nyt besluttet at afholde drop-in-vielse, hvor du og din udkårne kan dumpe forbi kirken fredag aften og blive gift i løbet af kun ti minutter.

- Vi har en fornemmelse af, at rigtig mange gerne vil vies eller velsignes i en kirke, men måske ikke føler, at de kan leve op til andres forventninger om at skulle holde en stor bryllupsfest med 200 gæster og stor, hvid kjole. Der kan være mange grunde til, at man ikke ønsker alt det hurlumhej, og derfor kan det være en god mulighed at blive gift på denne her måde, siger Rasmus Markussen, som er sognepræst i Hornbæk Kirke, og i aften vil stå klar til at vie spontane par sammen med sin medsognepræst Bodil Olesen, som har fundet på idéen.

Ikke forhastede beslutninger

Hvor mange og hvem, der kunne finde på at dukke op til en drop-in-vielse er svært for sognepræsterne i Hornbæk at spå om. Det er allerførste gang, at konceptet afprøves i Danmark, og selvom der allerede er to par, der har meldt deres ankomst, er det ikke til at vide, hvem der ellers dukker op.

Læs også: Gift ved første blik-Cecilie: Dette par kan jeg virkelig relatere til

Selvom konceptet indebærer et element af spontanitet, tror Rasmus Markussen dog ikke på, at det vil resultere i uovervejede beslutninger.

- Det er møntet på dem, der allerede har tanker om ægteskab, og som mangler en god anledning. Vi vier folk i formelle rammer og taler med parrene inden om, hvad det indebærer af forpligtelser. Jeg bryder mig ikke om, at man som udgangspunkt betvivler folks motiver. Vi tror ikke, at det bliver noget, folk gør spontant, fordi de står med en øl i hånden og vil have lidt sjov i gaden, understreger sognepræsten, der heller ikke tror, at denne form for vielse vil føre til flere skilsmisser.

- Der er desværre altid en risiko for, at et ægteskab ikke holder, uanset hvordan man er blevet viet. Men når vielsen bliver holdt i formelle rammer i kirken, tror vi godt, at folk ved, hvad de siger ja til. Desuden skal man medbringe en prøvelsesattest for at kunne blive gift, så vi kan være sikre på, at man ikke er det i forvejen.

Læs også: Ibi Makienok om sit ægteskab: ”Der er mange, der tænker, at det da må være et fravalg, at vi ikke bor sammen”

Han medgiver, at de romantiske elementer i bryllupsritualet kan blive lidt mindre, når det foregår på denne måde.

- Det bliver nok ikke et prinsessebryllup, men det er heller ikke det vi er ude efter. Vi forsøger at føre folk ind i ægteskabet på en god måde, netop fordi ægteskabet ikke kun er en romantisk ting: Det er også benhårdt arbejde og en forpligtelse, hvor man lover at elske og ære hinanden i medgang og modgang. Denne her form for vielse bliver nok bare romantisk på en lidt anden måde, siger Rasmus Markussen.

Idéen er inspireret af lignende typer bryllupper i udlandet og er opstået i forbindelse med, at Hornbæk og Tikøb holder kulturnat. Bliver konceptet taget godt imod, er det ifølge præsten på tegnebrættet, at kirken igen vil lave drop-in-vielser.

Hvordan skal man gøre for at blive drop-in gift?

For at blive gift i Hornbæk Kirke, behøver du ikke en forudgående aftale.

Du møder bare op i Hornbæk Kirke mellem klokken 19.00-20.00.

Det eneste du skal huske for at kunne blive viet til en drop-in-vielse er at have en såkaldt prøvelsesattest med, som beviser, at du ikke i forvejen er gift. Den kan skaffes på Borger.dk.

Kirken holder desuden drop-in-dåb fra klokken 17.00-19.00.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryllup, Kultur, Samfund og Kærlighed