Underholdning for børn
SPONSORERET indhold

Computerspil er også for de små

Må dit barn spille computer, før det kan udtale ordet? Hvilke spil er gode, og hvad kan dit barn lære af sit første møde med teknologien?

Af: Lea Carlsen Ejsing, Vores Børn, april 2010
22. apr. 2010 | Børn | Vores Børn

Baduter, baduter, råber din toårige fuld af forventning, når computeren bliver tændt. Den lysende skærm lokker, selv om dit barn endnu ikke har begreb om, hvad en computer kan bruges til. Det ser sjovt ud, og dit barn vil også lege med. Når din toårige kan finde ud af at flytte musen og trykke på tastaturet, kan I godt begynde at spille. Men det er vigtigt, at du introducerer dit barn for spil, der passer til alder og udvikling.

Se, hvilke spil du skal vælge til mini, hér!

Gå på opdagelse i børnefamiliernes egne favoritter indenfor apps, spil, film og tv på Digitalefavoritter.voresborn.dk

“Som hovedregel kan man sige, at de helt små børn får mest ud af computerspil, der er bygget op som interaktive legepladser,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen, der er psykolog og medieforsker med speciale i computerspil og læring.

Interaktive legepladser

Interaktive legepladser vil sige billeduniverser, hvor et klik med musen giver en lille forandring. For eksempel at blomsterne på skærmen siger hej, når musen strejfer dem. Eller at du kan starte noget musik med et enkelt klik. Det kræver ingen hurtighed eller forståelse af regler, men dit barn vil alligevel opdage, at det kan styre noget på skærmen.

“Før barnet er cirka fem år gammelt, har det ikke udviklet den fornemmelse for tid og rum, som er nødvendig for at spille,” forklarer Simon Egenfeldt-Nielsen.

Det betyder, at dit treårige barn sikkert synes, at det lyder sjovt med et spil, hvor den lille bjørn skal åbne en låge og kravle over en træstamme for at komme frem til honningkrukken. Men når barnet ikke selv kan skabe sammenhængen i spillet, vil det enten kede sig eller blive frustreret. Meget enkle spil uden handling er derfor hyggeligst for de mindste.

Når dit barn bliver omkring fire-fem år, vil det sikkert synes, det er sjovt med mere komplicerede spil. Motorikken begynder også at følge med, og derfor bliver små spillekonsoller som Gameboy eller Nintendo interessante.

Dit barns første klik

Dit barn forstår ret tidligt, at det er tastaturet og musen, der styrer alt det spændende på skærmen. Men den lille hånd har alligevel svært ved at styre musen selv, fordi færdigheder og forståelse ikke altid hænger sammen.

“Det at bruge en mus eller en computer kræver som alt andet, at barnet har de motoriske færdigheder, og at det får mulighed for at øve sig,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen.

Når det er lidt svært for dit barn at få computeren til at makke ret, skyldes det blandt andet, at udstyret er designet til voksne. En mus virker stor og klodset i hånden på en treårig, og der er for langt mellem tasterne på tastaturet. En touchpad, som findes på mange bærbare computere, er også lidt af en udfordring for de små fingre. Derfor kan det være en god idé at sætte en lille ekstern mus til computeren. Skal computeren være rigtig børnevenlig, kan du overveje at købe en touch screen.

LÆS OGSÅ: Derfor er tv godt for dit barn

“Det er klart lettest for børn at bruge en computer, der er bygget intuitivt op. Det vil for eksempel sige en computer med touch screen, hvor barnet rent fysisk kan pege og flytte ting på skærmen,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen.

Hvad og hvor meget?

Computeren er en integreret del af hverdagen i de fleste familier, og derfor er det naturligt, at dit barn lærer at bruge den som legetøj og underholdning på linje med fjernsynet og bøger.

“Det vigtigste er at give dit barn et naturligt forhold til computeren. Du behøver ikke nødvendigvis at opstille særlige computerregler,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen og understreger, at du kommer længst med sund fornuft.

Der er umiddelbart ingen risiko for, at dit lille barn bliver afhængig af medier, fordi det får lov til at spille lidt. Men selvfølgelig skal du gøre dig klart, hvad du ønsker, at dit barn skal opleve, og det er en god idé at afprøve computerspillet sammen med dit barn, så du kender indholdet. Computerspil er noget andet end fjernsyn.

“Den interaktive form i computerspillet kan virke skræmmende på dit barn. Barnet sidder ikke bare og ser, at bjørnen går ind i den uhyggelige hule, men skal selv styre den derind, og det kan virke meget farligt,” forklarer Simon Egenfeldt-Nielsen.

De små hoveder bruger deres oplevelser fra skærmen meget direkte i virkeligheden, og derfor er det vigtigt, at du som forælder ved, hvad dit barn ser og spiller.

LÆS OGSÅ: Sådan gi'r du dit barn gode skærmvaner

“Børn skal være næsten syv år gamle, før de forstår fiktion. Når de er yngre, er deres imitationslyst mere naiv, og de afprøver meget af det, de ser,” siger Simon Egenfeldt-Nielsen.

Derfor skal din fireårige søn afprøve det cirkelspark, han har set i sin storebrors computerspil. Han er altså ikke blevet voldelig af at spille sammen med sin storebror, han skal bare lige prøve virkeligheden af. Indgår computeren naturligt i hverdagen, vil forbruget ifølge Simon Egenfeldt-Nielsen regulere sig selv, og vælger I alderssvarende spil, er computeren et glimrende legetøj.

Du kan læse mere om børn og computerspil på Medieraadet.dk
Hjemmesiden har links og forklaringer til de forskellige mærkningsordninger, der findes. Desuden kan du finde en liste over gamle mærkninger, hvilket er en stor fordel, hvis du køber brugte spil eller låner gamle spil.

LÆS OGSÅ: Børn elsker tv og Nintendo – og det er ok!