Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde
SPONSORERET indhold

Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde

Drømmen om lykkelige stunder som nybagte forældre blev erstattet med sygehus, operationer og en mors mareridt, da Pernilles datter viste sig at være syg.

Af: Pernille Kjøller Rasmussen, blogger
14. aug. 2015 | Børn | Vores Børn

Da min datter var en uge gammel og havde skreget i døgndrift i tre dage, blev vi indlagt på børneafdelingen. Ikke fordi lægerne mente, der var noget galt som sådan, men fordi jeg som mor var udmærket klar over, der var noget, der ikke helt stemte her.

Godt nok var det første barn, men indeni var der bare en masse, der skreg på, at tingene ikke var, som de skulle være. Da de skulle undersøge hende for kolik, som åbenbart er den eneste årsag til, at børn skriger, hvis du spørger lægevagten, lurede de godt nok, at hjertelyden ikke helt var i den side af kroppen, som den burde. Bevares, vi blev da også sendt videre til en scanning en uge efter (det var jo bare kolik), min datter skreg og skreg, og jeg begyndte at føle sympati for de stakkels forældre, som har levet i årtier med termen kolik. Man bliver jo idiot! 

LÆS OGSÅ: Mistede sit første barn: “Nu kan jeg elske ubetinget igen”

Eller rettere, til sidst bliver du døv og zombiagtig, glemmer at du behøver mad og drikke for at overleve. Barnet sov jo aldrig, så vi sov på skift mens den anden travede stuegulvet op og ned med hende vuggende på armene. Følte mig så dårlig, tænkte bare: “Det her kan fandme ikke være min hverdag de næste tre måneder!” Og om få dage skulle jeg være alene med hende, det føltes som det bedste toturmiddel længe set. Men ja ja, som alle andre mødre glemmer man hurtigt, når skrigeballonen holder en pause og kigger på en. Suk.

En helt særlig torsdag

Dagen, hvor min datter skulle skannes, skulle egentlig bare overståes. Der havde allerede været et utal af kloge hoveder og forklare, at det ikke betød noget, så det skulle bare overståes. Og vi sad troligt ved siden af briksen og underholdt pigen, så hun lå så stille som muligt. Fokuserede egentlig bare mest på ranglen, der mekanisk rystede foran hovedet på hende. Især fordi jeg intet fattede af de fine billeder på skærmen.Men så sker det, at det ikke bare var en helt almindelig torsdag og en helt almindelig skanning. Lægen lagde sit apparat og bad sygeplejersken om at tage mit barn. MIT BARN! Stop. Jeg er godt nok ikke læge, men jeg er hellere ikke idiot, så jeg vidste godt, hvad klokken havde slået. Det næste døgn virkede lidt som et dårligt afsnit af Skadestuen.Vi blev flyttet med ambulancer og læger, og jeg skal komme efter dig, til et andet sygehus, blev ført ind af bagindgangen og mødt af et sprog, ingen mennesker ved deres fulde fem fatter en brik af. Spurgte op til flere gange, om vi var med i en film.LÆS OGSÅ: ‘Jeg måtte vælge mit ene barn fra, så det andet kunne leve’
Hvad skete der for, at jeg lige nu sad i en ambulance, mit barn lå på en båre, og to folk farede rundt og skrev tal ned fra maskinerne, når jeg egentlig burde sidde og drikke en latte i efterårssolen på en bænk et kønt sted i byen? Noget helt andet er, hvorfor lyttede de ikke? Hvorfor lyttede alle de mange fine mennesker ikke de første uger, da jeg sagde, at tingene ikke var, som de skulle være? Hvornår er det, man får et fag på medicinstudiet, der hedder en mors instinkt? For det er 100 gange bedre og stærkere end en læges!Månederne gik med at ryge ind og ud af sygehuse, ingen anede hvad mit barn fejlede, ingen kan fortælle mig, om hun skal dø, og ingen kan fortælle mig, hvad der skal ske imorgen. Fustrerende? Mere end I nogensinde kan forestille jer.Det er hårdt at se sit barn syg, men ikke for at negligere det, er det bare SÅ meget hårdere, når man ikke kan google symptomerne og få lidt beroligende svar eller mangel på samme. Følte tit, at jeg stod midt i ingenmandsland, ingen så mig, og ingen hørte mig. Især fordi jeg er en af dem, der troligt har fulgt med i Greys Hvide Verden og er mester i at prøve at lade som om, alt er okay, når jeg udmærket godt ved, det ikke er, og forøvrigt har det tarveligste forhold til sygehusvæsenet efter min 72 timers McDreamy. Men ikke desto mindre går dagene.

Seddel i opgangen

Det bliver nytårsaften, og vi er faktisk ved at finde roen i at være forældre til et sygt barn, vi har sat en seddel op i opgangen, at når det lyder som om, vi er ved at flå hovedet af hinanden, er det egentlig bare, fordi vi er pisse trætte og har et barn, der igen har 40 i feber, uden nogen ved hvorfor. Men den morgen forandrer alting, alting i mig og alting i at være mor. Det tager kærlighed til et helt nyt niveau, og ja, det ved jeg også godt man siger om fødslen, men forhåbentlig er det de færreste, der oplever det, vi gør.

Vi skulle på sygehuset til kontrolvejning, og pludselig sidder mit barn livløs og blå i autostolen på parkeringspladsen. Tro det eller ej, så tænker man rigtig meget og alligevel utrolig lidt. Flår hende ud og står med hende i armene, mens der bliver ringet 112. Husker jeg bliver ved med at kigge på hende, og der sker ingenting, hun er blå, hendes øjne er åbne men så alligevel ikke.

LÆS OGSÅ: “Det var ikke det barn, jeg havde bestilt”

For mig føltes det som om, der gik fire timer, selvom der gik tre minutter, og jeg husker, at jeg til sidst knugede hende ind til mig, for jeg var sikker på, det var sidste gang, jeg mærkede varmen fra hendes krop og duftede duften af hendes hud. Men ambulancen kom, og der kom liv i hende. Sad forstende og i chok. Dét er en hver mors mareridt.

Det føles bogstaveligt som om, dit liv stopper, for det, der hang livløst i dine arme, er jo dit liv. Det er kød og blod, og det er alt, hvad der får en mor til at ånde. Det var væk. De tre minutter, hun var væk fra mig, forandrede alt.

Jeg elskede hende mere end nogensinde før, græd for første gang i lang tid og kunne ikke klare tanken om, at andre mennesker rørte hende. Jeg sad stiv og træt om natten og gloede på hende, rørte ved hende for at være sikker på, at hun trak vejret, lærte alle de mindste lyde, hun lavede, for at kunne skelne mellem de gode og dårlige. Jeg blev parnoid, indelukket og bange.

Det, jeg egentlig vil frem til, er, at jeg møder mange på min vej, der siger:  “Gud, hvor er du sej, ej, hvor er du stærk, I er bare de bedste forældre. Men nej for helvede, jeg er ikke særlig stærk, jeg er muligvis en af de skrøbeligste mødre, der findes, jeg knækker nemmere end et hårstrå og er tyndere end silke at bryde igennem og er overhovedet ikke stærk! Jeg sidder og glor på mit barn om natten, panikker, når andre rører hende, bliver fysisk dårlig, når jeg er væk fra hende. Jeg er en vaskeægte hønemor med alt for meget bagage.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at miste et barn

Jeg kommer mig nok aldrig over de ting, der skete i hendes første tid. Ingen mødre bør opleve deres børn livløse, og ingen mødre bør føle verden bukke under. Nej, alle mødre fortjener det lykkelige glansbillede, som for mig ikke nødvendigvis er så kønt som i bladend, men små ting som mødregrupper, babysvøming, cafeture og sidst men ikke mindst roen til at nyde det lille menneske, som man har været med til at lave og bringe til verden, dét er, hvad barsel er, og det er den drøm, alle mødre bør leve.

Så måske er jeg stærk, fordi jeg ikke knækker sammen, når min datter er igennem undersøgelser på kryds og tværs, men tro mig, ingen er så stærke, at de ikke bryder ud i gråd, når stilheden rammer, og der ikke er noget, man kan flytte fokus på. Det er en hver mors mareridt.

Pernilles datter lider af hjertelungesygdommen Scimitarsyndrome, som der kun findes fire af i Danmark. Hun har kun én lunge. Det betyder blandt andet, at hun skal i en special dagpleje og skal isoleres, da små ting såsom lungebetændelser kan tage livet af hende.

LÆS OGSÅ: Efter jeg er blevet mor, ånder frygten for døden mig i nakken

LÆS OGSÅ: “I min boble fejlede Sofie ingenting”

LÆS OGSÅ: Det er ikke en sygdom at være særligt sensitiv