Mistede sit første barn: “Nu kan jeg elske ubetinget igen”

Carolina sidder på sit legetæppe på gulvet i en lyserød kjole og klasker håndfladen ned i et legetøjsklaver. ‘Pling, pling’ siger det, til stor fornøjelse for den otte måneder gamle pige. Hun rammer en tangent, der sætter en lille melodi i gang. ‘Aaaiii’ udbryder hun begejstret og smiler, så der er frit udsyn til et par små, fine babytænder. Hun kigger over mod sofaen for at få øjenkontakt med sin mor, Maria Thyrrestrup. ‘Se mor, jeg spiller klaver!’ signalerer hun ordløst.

Maria smiler tilbage. Jo, hun er dygtig. Maria kigger på klokken. ‘Du skal da have din frokost, Carolina,’ siger hun og rejser sig for at gå ud i køkkenet, men Carolina klynker og sætter en bekymret mine op. ‘Jeg går ikke, Carolina. Jeg skal bare ud i køkkenet og hente en leverpostejsmad’, beroliger Maria. Folden i den lille pande forsvinder, og Carolina retter opmærksomheden mod klaveret igen. Kort efter kommer Maria til syne med tallerkenen og løfter datteren op fra gulvet. Så er der mad.

Det er en lille stund, der på én gang rummer hele hverdagens trivialiteter og så meget mening. Et helt almindeligt gøremål, som kører på rutinen dag efter dag i barslen, men samtidig et udtryk for al den omsorg, kærlighed og tryghed, der flyder mellem mor og barn. For Maria er det ikke en selvfølge, at hun kan sidde her og give sin datter lidt mad før middagsluren. Det glemmer hun ikke.

“Det er jo den største gave overhovedet, at jeg har fået lov til at være mor for Carolina,” siger Maria.

Hun er 27 år, og som hun sidder dér i sin sofa hjemme i lejligheden i Roskilde, omgivet af legetøj, rugbrødshapser, baby og hendes lille Cavalier King Charles Spaniel, Nelly, ligner hun en mor som alle os andre.

Da Christian døde

Maria har en forhistorie. En forhistorie, som er alle forældres værste mareridt, men som for de fleste af os vedbliver med at være en forfærdelig tanke, som vi indimellem bliver ramt af for straks at ryste af os igen med et gys: Tanken om, at vi kunne miste vores børn. For Maria er det virkelighed. Hendes første barn, Christian, døde, da han var 14 måneder gammel, efter at han ved et uheld fik fat i et minibatteri, puttede det i munden og kom til at sluge det.

Måske kan du huske historien, som kørte i medierne i sommeren 2009. Christian-sagen. I Berlingske stod forældrene frem og fortalte, hvordan en række læger havde ignoreret deres mistanke om, at Christian måske var kommet til at synke det lille batteri. Det kunne ikke lade sig gøre, lød beskeden, men kort efter mistede Christian livet, da batteriet ætsede sig igennem hans spiserør og halspulsåre.

Fulgte du ikke historien dengang, så du den måske på sociale medier som Facebook og Twitter, hvor den dukkede op igen i december 2013 og blev læst og delt omkring en halv million gange, hvilket gjorde den til den mest læste historie på Berlingskes hjemmeside det år.

Vi, der læste med, græd igen, for Christian, for hans forældre og for det uretfærdige og uforståelige i, at et lille barn skulle dø, når lægerne havde masser af chancer for at redde ham. Christians mor, Maria, var overrasket og rørt, da historien dukkede op igen, årevis efter at sagen i hendes verden var afsluttet.

LÆS OGSÅ: Nybagt mor: Vær stolt af din indre løvemor!

“Jeg er ikke længere vred over det, der skete. Det får jeg ikke noget ud af. Men det rørte mig meget, at så mange mennesker læste historien igen, og jeg er glad for, at Christians sag har ændret noget,” siger Maria med henvisning til, at alle samtaler i dag bliver optaget, når man ringer til lægevagten – en stod frem i medierne og fortalte om Christians dødsfald og dermed satte fokus på patientsikkerhed i vagtlægesystemet.

Læs videre på næste side …

Da alting braste sammen

Det var en lille sejr, men en ringe trøst for det, Maria har været igennem. Det er snart seks år siden, at hendes verden med ét styrtede sammen. Tiden efter husker hun kun i tåger. Hendes hjerne har svært ved at holde styr på, hvad der helt præcis skete – måske fordi den har valgt at sortere i det følelsesmæssige kaos, der følger i kølvandet på så tragisk en begivenhed.

Hun kan huske, at hun græd en del. Og at hun og Christians far gled fra hinanden, fordi de havde to forskellige måder at sørge på. Han lukkede sig inde.
Hun holdt sig selv oppe ved at bruge al sin tid i sin venindes hestestald, hvor hun erstattede rutinerne med babypleje, aftensmad og bad med rutinerne med at strigle, fodre og ride. Parret boede sammen, men var ikke sammen, og halvandet års tid efter sønnens død gik de fra hinanden. Maria forsøgte at få livet tilbage på sporet og fik en elevplads som dyrepasser. Hun pakkede sorgen væk, så godt hun nu kunne. Men følelserne kom bragende tilbage, og hun fik en depression.

“Jeg havde det elendigt. Når man mister et barn, så får man altid at vide af folk: ‘Det ville jeg simpelthen ikke overleve. Hvor må du være stærk’. Jeg følte, jeg skulle leve op til at være den stærke person hele tiden, og det kunne jeg ikke. Et eller andet sted kan jeg godt se, at jeg er stærk. Men ikke altid. Og når man så falder, så falder man med 200 kilometer i timen og får det så skidt …”

LÆS OGSÅ: Søvn: Isabella sov kun korte lure

Marias selvtillid og selvværd fik et knæk. Hvis hun ikke kunne være den stærke person, omgivelserne så udadtil, hvem var hun så? Samtidig kørte det rundt i hovedet på hende: Det var ikke hendes skyld, at hendes søn døde, men kunne hun have forhindret det?

“Jeg havde hele tiden den der skyldfølelse og bebrejdelse liggende i kroppen. Over at Christian fik slugt det batteri. Den slipper jeg nok aldrig nogensinde helt af med.”

Nyt mod på livet

Men i stedet for at lægge sig ned og give op, søgte Maria professionel hjælp. Hun fik en rigtig dygtig psykolog, og lige så stille begyndte det at vende.

“Min psykolog kunne forklare mig, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Jeg blev klogere på mig selv og på de følelser, jeg havde, og det betød, at jeg kunne begynde at arbejde med mig selv,” fortæller Maria.

Samtidig lagde tiden afstand til det, hun havde været igennem. Hun fandt en måde at leve med minderne om Christian, med hans billeder og små sutsko stående fremme og med besøgene på kirkegården. Da hun om sommeren for to år siden mødte en ny mand, havde hun det godt, og de begyndte at tale om, at han skulle flytte ind i Marias lejlighed.

LÆS OGSÅ: Fængslet for at efterlade sin baby i barnevognen

Endelig så fremtiden lidt lysere ud. Men mens flyttekasserne var i gang med at blive pakket, fik projektet med at opbygge et fælles hjem en helt ny dimension: Marias menstruation udeblev. De blev ikke de to, men de tre, og det var Maria slet ikke var forberedt på.

“Det var slet ikke inde i billedet, at jeg skulle have flere børn efter Christian. Så der var lige noget, der skulle tygges på.”

Læs videre på næste side …

Frygten for at miste igen

Hvorfor hun havde så svært ved at forestille sig at få et barn ind i sit liv igen, ved hun ikke helt. Måske var en del af hende bange for, at en lillesøster eller -bror til Christian skulle tage hans plads. Alligevel var hun sikker i sin sag: Nu, da barnet allerede var begyndt at vokse i hendes mave, skulle det være sådan, og hun var aldrig i tvivl om, at hun ville kunne elske det nye barn. Alligevel var graviditeten ikke helt ubekymret.

“Min største frygt var, at jeg skulle miste igen. De første 12 uger skulle bare gå rigtig hurtigt, og jeg tjekkede meget op på, om jeg begyndte at bløde. Og var hun nu sund og rask? Tog hun på, som hun skulle? Hvad med fødslen? Alle de tanker havde jeg slet ikke under min første graviditet,” forklarer Maria, som fik god støtte af læger og jordemødre, mens hun ventede Carolina.

Især fødslen stod som noget stort og faretruende for Maria. I hendes verden udgjorde en naturlig fødsel en risiko for, at hun kunne miste kontrollen. Det turde hun ikke, selv om hospitalets holdning var, at hun sagtens kunne føde naturligt. Det lykkedes hende at få trumfet igennem, at hun skulle have planlagt kejsersnit, og den 31. juli 2013 kom lille Carolina til verden, sund, rask og lyslevende.

LÆS OGSÅ: Særligt sensitiv: Spot de typiske tegn

“Det var fantastisk at få hende i armene. At få lov til at være mor igen. Jeg tænkte faktisk ikke så meget på Christian i de første dage, for al tiden gik med Carolina og med at komme mig over operationen,” husker Maria.

Begge børn er til stede

Det var dejligt at få den lille baby med sig hjem. At mærke morfølelserne vælte ind over sig igen. Heriblandt beskyttertrangen, som denne gang var endnu større. De første 14 dage sov Maria stort set ikke, lå bare og kiggede på sin nyfødte datter for at sikre sig, at hun havde det godt. Til sidst anskaffede hun sig en vuggedødsalarm, så hun kunne få lidt ro om natten. Men det vil altid være en del af Maria, at hun har oplevet, hvordan den latente angst for at miste, som ligger i os alle, pludselig kan blive til virkelighed. Så hun passer ekstra godt på Carolina. Gemmer smådimser og andre ‘farlige ting’ af vejen og sørger for, at alt legetøj er sikret.

“Jeg ved godt, at jeg ikke kan beskytte Carolina mod alt, men jeg har det bedst med at være nogenlunde i kontrol. Næste udfordring bliver, når hun skal begynde i vuggestue. Jeg kan godt blive bange for, at de skal have et eller andet liggende. Men jeg er sikker på, at jeg kan få en god snak med personalet om det,” siger Maria.

I dag er Maria alene med Carolina. Det var en streg i regningen, at drømmen om en kernefamilie brast. Men Maria har et godt forhold til Carolinas far, og familie og venner er kun en opringning væk. I dem har hun et netværk, der bakker op om hendes liv sammen med Carolina – og sammen med Christian.

Det er super vigtigt for Maria, at han ikke er glemt. Hun ser det som en helt naturlig del af hendes og Carolinas liv, at der er en storebror, som desværre ikke kan være hos dem. Ikke at hun vil være fanatisk med at tage Carolina med på kirkegården, snakke om Christian hele tiden eller indprente Carolina historien om ham. Men han er i Marias tanker og på billederne ved siden af sofaen i stuen, hvor han smiler med al sin etårige charme. I dag kan Maria for det meste mindes ham med glæde.

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

“Da Carolina fik sin første tand, tænkte jeg ‘ej, kan du huske, hvordan det var med Christian?’. Jeg bliver ikke ked af det over det på samme måde, som jeg gjorde tidligere. Men mærkedage er stadig svære. Christians fødselsdag, dødsdag og juleaften. Det er lidt forskelligt fra år til år, om det har været okay eller ikke okay. På hans fødselsdag tager vi en tur på kirkegården, mine forældre og jeg, og sætter flag og blomster. Det er vigtigt for mig at holde mindet om ham i live på den måde.”

Kærligheden er tilbage

Når Maria ser på sit liv i dag, er hun godt tilfreds. Selvfølgelig bliver hun indimellem ramt af tanker om, hvordan hendes liv ville have set ud, hvis hun havde haft to levende børn. Især når hun snakker med veninder, der har børn på den alder, Christian ville have haft i dag. Hvordan ville han have set ud? Hvordan havde han været? Det får hun aldrig at vide, og det skaber et tomrum inde i hende – et lille hul af savn, som stadig kræver psykologtimer at bearbejde. Men nu, hvor Carolina er her, er der kommet mening og struktur tilbage i Marias liv.

“Jeg har fået noget at stå op til hver morgen. Følelsesmæssigt har jeg fundet ud af, at det ikke er umuligt at elske ubetinget igen. Før tænkte jeg, at det ville være svært at finde den samme kærlighed igen. Det at stå tilbage og have elsket så højt og så pludselig ikke at have noget at elske … det er lidt ligesom om at have noget overskud af kærlighed, der mangler at blive givet ud.”

Maria læner hovedet ind mod sin datters pande, giver hende et lille kys på kinden og smiler. Hendes morfølelser har fået en retning – et sted at høre hjemme. De vil aldrig forlade Christian og det, der var, men med Carolina bliver de fysiske og får lov at udmønte sig kærtegnene og i rutinerne med mellemmåltider, middagslure, natflasker, tumlelege, bleskift og gåture med hund og barnevogn. Opgaver, som Maria ikke bare klarer, men som hun udfører med nydelse og med stolthed.

“Nogle gange kan jeg godt tænke, at jeg er stolt af mig selv, fordi jeg står på begge ben i dag. Jeg er nok også stolt af, at jeg kan finde ud af at være mor igen – og at være alene om det. Og jeg er stolt af Carolina. Meget stolt.”

LÆS OGSÅ: 4 veje til en rolig baby