Sådan føles det at miste et barn
Børn dør ikke! – i hvert fald ikke før deres forældre. Men det gjorde Tobias, og på et øjeblik ændrede Pernille Schmidts liv, da hendes søn pludselig blev revet væk fra hende.
Af: Vores Børn i samarbejde med ALTfordamerne.dk, December 2012
Nedenfor fortæller Pernille Schmidt ærligt om hendes reaktion på den ellers helt almindelige hverdagsmorgen, hvor hendes liv tog en dramatisk drejning.
Klokken var lidt over 11, da drengenes far ringede. De havde ringet fra vuggestuen, fordi Tobias havde fået noget mad galt i halsen, og de syntes, vi skulle komme. Jeg greb min jakke og råbte til mine kolleger, at jeg ville komme tilbage, for det var drengenes fars uge, så hvis Tobias skulle hjem, ville det være ham, der tog ham med.
Men samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme tilbage. Det var, som om en hånd førte mig, og allerede da jeg bakkede bilen ud af parkeringspladsen, begyndte tårerne at trille. Jeg kørte hurtigt turen fra Rødovre til vuggestuen Fregatten i Ballerup. Uden for institutionen holdt to store hjerteambulancer og en lægeambulance. Da gik alvoren op for mig.
Falckredderne forsøgte at redde Tobias
En pædagog tog imod mig og førte mig ind i vuggestuen. Jeg måtte ikke komme ind på stuen, hvor falckredderne arbejdede med Tobias, så hun placerede mig i et lokale overfor og blev siddende hos mig.
Læs også på ALTfordamerne.dk: Kendte om at miste: Det sætter spor til evig tid
Hun var roen selv og meget omsorgsfuld, og jeg tænkte, at hvis andre var gået i panik, ville hun have kunnet tage sig af Tobias, så fattet som hun var. De kom ud fra stuen med Tobias på en båre, og jeg sagde, at hvis han skulle nogen steder, ville jeg med.Jeg blev bedt om at køre med lægeambulancen efter Tobias’ ambulance, og mens bilen susede mod Glostrup Hospital, uden at tage hensyn til røde lys, hulkede jeg, så jeg næsten ikke kunne få luft.På hospitalet tog en sygeplejerske mig med ind i et værelse over for stuen, hvor de arbejdede videre med Tobias. Drengenes far kom også, og i det næste stykke tid – jeg aner ikke hvor længe – gik vi bare rundt om hinanden og bad og håbede.Tobias kæmpede for sit liv
Jeg har svært ved at huske, hver der egentlig skete, men én ting husker jeg klart. Pludselig gik det op for mig, at det var forbi. Mit sidste håb om, at Tobias ville overleve forsvandt, og et øjeblik efter kom sygeplejersken og hentede os. Tobias havde kæmpet for sit liv i tre kvarter, men de blev nødt til at slukke maskinerne. Han så ud, som om han sov.Læs også på ALTfordamerne.dk: Hannes kamp for et barn
Vi var alle sammen samlet, hele Tobias’ familie. Mads, hans storebror, der var tre et halvt år gammel, kiggede forundret på alle de voksne, der græd. I flere timer sad vi på børneafdelingen hos Tobias, inden vi kørte hjem.
Mine forældre tog med hjem til mig, og vi spiste færdiglavet mad fra fryseren og drak, så vi kunne sove. Dagen efter tog jeg ned i Fregatten.
Jeg fortalte dem, at jeg godt vidste, at de alle sammen havde gjort, hvad de kunne, og at det ikke var deres skyld. Jeg havde ikke brug for at bebrejde nogen noget, for intet kunne gøre situationen hverken bedre. Tobias var jo død.
Pernille Schmidt har skrevet bogen ”Englemor” – om Tobias’ død, der udkom 11. april 2012.
Læs mere om Englemor her