Barn selvværd
SPONSORERET indhold

Sådan giver du dit barn mere selvværd

Det kan siges i en enkelt sætning: ”Du er ikke bare dygtig – du er dejlig!” For børn har mere brug for at føle sig elskede og værdifulde, for den de er, end for det de gør.

Af: Rie Helmer Nielsen Foto: Nimastock
18. nov. 2008 | Børn | Vores Børn

Børn kan sagtens være fulde af selvtillid og samtidig føle sig værdiløse. For selvværdet, – der, hvor barnet virkelig hviler i sig selv, – kommer først, når barnet føler sig grundlæggende god nok, som han eller hun er.

Så uanset hvor meget du roser dit barn og fortæller ham, hvor blændende begavet han er, eller hvor smuk hun er, så ryger det ind på selvtillidskontoen, men gavner ikke selvværdet.

LÆS OGSÅ: Få et barn der strutter af selvværd

I bogen “Dit kompetente barn” skelner familieterapeut Jesper Juul mellem selvfølelse og selvtillid.

Selvfølelse er vores viden om og oplevelse af, hvem vi er. God selvfølelse er, når vi hviler i os selv. Lav selvfølelse er oplevelsen af usikkerhed, selvkritik og skyldfølelse.

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

Selvtillid handler, om det vi kan, det vi er dygtige eller dårlige til.

De to begreber kan ikke umiddelbart sammenlignes eller træde i hinandens sted. Jesper Juul skriver, at hvis man har en sund selvfølelse, er selvtillid sjældent et problem. Mens det modsatte absolut ikke er tilfældet…

– Det med selvtillid er jo nemt, siger en af Danmarks førende børnepsykologer Margrethe Brun Hansen og fortsætter:

– For der er det dig, der som den voksne vurderer og bedømmer barnet. Her er mors kærlighed bundet op på, om barnet gør det, som mor synes er godt. Og det er ikke spor svært at rose barnet, når det er, som vi gerne vil have det.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn selvværd uden ros

Men faren ved en høj selvtillid, som ikke er fulgt op af højt selvværd, er, at barnet ikke tror på sine egne evner og sit eget værd, før andre fortæller, at det, barnet gør, er godt nok.

– Vi kan meget let komme til at overrose vores børn, så de hele tiden opfører sig sådan ”se mig!”-agtigt, og i stedet for at blive anerkendt, så ender med at få at vide af de andre i skolen, at “du er dum!”. Vi risikerer, at barnet aldrig bliver tilfreds med sig selv, fordi det ikke er barnet selv, der sætter målet for, hvornår det er godt nok, siger børnepsykologen.

Ros skal være ærlig

Derfor er det gode råd fra Margrethe Brun, at vi som forældre skal være realistiske, når vi roser vores børn. Ros er okay, så længe den er ærlig. Og så skal vi lære vores børn at turde tage konflikter selv. I dag er det ofte sådan, at mor taler med læreren, hvis der er problemer i skolen. Men det giver ikke barnet selvværd at lade andre klare ærterne.Tværtimod skal vi forældre turde at være virkelighedens repræsentanter i børnenes liv. Vi kan sagtens sige til vores barn, at vi godt forstår, at det er træls, når der er knas med det sociale samvær i skolen. Men vi skal ikke gå ind og feje vejen for børnene.LÆS OGSÅ: Få et barn der strutter af selvværd– Selvværd kommer af at kunne tilfredsstille sine egne behov. Hvis vi roser produktet, genererer vi selvtillid, men hvis vi derimod roser processen, så genererer vi selvværd. Det kan man for eksempel gøres ved at sige: “Det er vel nok dejligt, at I hygger jer”, når børnene leger godt sammen, uden at vurdere konkret om det, de gør, er rigtigt eller godt, siger Margrethe Brun Hansen.

Kampen mod monstrene

– Vi skal huske, at vores børn vil have udviklingsmæssige kriser hele livet. Og det er meget vigtigt, at de får lov at leve dem ud. For eksempel er det fantastisk at se, hvordan en 4-5-årig dreng helt bogstaveligt dræber sine indre monstre. Han tager lige sværdet med, når han skal ud i haven, så han kan bekæmpe krokodillerne, vinde over dem og dermed føle sig noget værd!, siger børnepsykologen.LÆS OGSÅ: Forstå dit barns drømmeDet kan for eksempel være et barn, som kommer ind i sengen om natten, fordi han er bange for mørke. Her, om natten, er han en lille baby, som trænger til tryghed. Men næste morgen, når han vågner, er det jo pinligt! Drengen tænker: ”Jeg har jo ligget og klamret mig til mor og far, selv om jeg er en stor dreng!”. Så må han ud og bekæmpe nattens monstre med sit legesværd i haven.– Drengen kan selv mærke, hvad han har behov for – hvad der er godt for ham. Og dét giver selvværd af rang, at kunne tilfredsstille sit eget behov, siger Margrethe Brun Hansen.

Den falske personlighed

Hun fortæller, at det ofte er fars og mors relationer i familien, som er afgørende for, hvordan barnet takler sine egne konflikter. I en familie skal følelsen af, at “vi er her for at hjælpe hinanden” helst dominere.

Følelsen af at vi har respekt for hinanden og for, at det er forskelligt, hvad vi synes er skidt, og hvad vi er bange for.

Et barns selvværd er meget afhængigt af forældrenes indbyrdes forhold, for børn spejler samspillet mellem mor og far. Så hvis forældrene smækker med døren, når de har konflikter, så spejler børnene det, og så er det også sådan, de løser deres konflikter.

LÆS OGSÅ: Sådan styrker du dit barns personlighed

Hvis barnet får følelsen af, at ”du er ikke, som vi ønsker”, er den gal. Det er meget vigtigt at erkende og anerkende det, hvis det er sådan, barnet går og har det.

Her må de voksne i familien tale med hinanden om det og eventuelt også få noget hjælp hos en psykolog til at finde ud af, hvorfor det er sådan i deres familie. For børn kommer så let til at føle sig forkerte. Og så kan de få det, man kalder en falsk personlighed, hvor de tilpasser sig og ændrer sig, og tænker: “Hvis bare jeg er, som mor og far vil have mig, så…” Det er meget ødelæggende at skulle forstille sig på den måde hele tiden, forklarer psykologen.

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikter

– Dem er der så mange af i vores samfund, – både børn og voksne, som har et meget ringe selvværd, fordi de aldrig er blevet set og forstået som den, de er, siger Margrethe Brun Hansen.

Det, der skal til, er, at vi forældre går den tunge vej og erkender det, vi ikke er gode til. Og ikke nok med det, vi skal også sige det til vores barn. For selve anerkendelsen af, at der er noget galt, men at det ikke er barnet, den er gal med, er et stort skridt i den rigtige retning. Og heldigvis er det aldrig for sent, siger Margrethe Brun Hansen.