-
Der er fart på denne uge, viser både astrologi og tarot - men tre råd kan hjælpe os
-
Denne uge skifter energien markant - og det kan betyde skift i kærlighed og relationer
-
Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge
-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
"Jeg kan rigtig godt lide sort og grå. Det giver kant, tyngde og er lidt et statement"
Lidt, men godt er mottoet bag Birgitte Hougaards indretning af huset i Skødstrup lidt uden for Aarhus. Med designklassikere, arvestykker og rejsefund har hun skabt et hjem, der er enkelt, personligt og hænger sammen hele vejen igennem.
Hjemme hos Birgitte Hougaard skal hver ting bidrage med noget. Uanset om det er de mange designklassikere, rejsefund eller unikasager, skal hver ting være med til at ”gøre det visuelt rigtigt”, som Birgitte formulerer det.
Hun har indrettet sit højloftede hus i Skødstrup i samme stil som den, hun kører i sin interiør- og modebutik Utzon i hjertet af Aarhus. Her køber hun kun de ting ind, hun selv gerne vil have, og på den måde hænger hele hendes univers sammen. Også i forhold til de mange gamle sager, hendes eget hjem er indrettet med, og som hun altid går og finder rundt omkring.
– Jeg dyrker det enkle, både hvad angår min indretning og min garderobe, måske fordi jeg bare gerne vil have det godt og mageligt. Det klæder så det enkle rigtig godt at få tilsat lidt finurlige og unikke ting. Derfor har jeg hele mit liv samlet på antikviteter, rejsefund og andre ting, man ikke finder alle steder, fortæller Birgitte, der også i sit farvevalg holder sig til det enkle.
– Jeg kan rigtig godt lide sort og grå. Det giver kant, tyngde og er lidt et statement. Men jeg synes også, det giver varme og hygge, og det er nemt at indrette på en sort baggrund. Æstetikken bliver nem at lave med kunst, blomster, puder og tæpper. For mig handler det meget sorte og grå også om, at jeg godt kan lide den balance og ro, det skaber, for jeg bliver helt rodet i hovedet af for mange farver, siger hun.
Personlighed er et af de ord, der går igen, når Birgitte fortæller om sin bolig. Den ligger i den stramme farveskala, kunsten på væggene, arvestykkerne, de gamle og antikke fund, og så ligger den, ifølge hende selv, også i reolernes indhold: bøgerne.
– Jeg har rigtig mange bøger, og jeg har med den beskedne reolplads måttet sortere, vælge de bedste ud og pakke resten ned. Bøger fortæller meget om, hvem det er, der bor i et hjem, og er med til at skabe hygge, som man særligt kan have brug for i et stort rum.
Arvestykkerne fylder også en del i hjemmet. Birgittes interesse for design og indretning har hun med sig hjemmefra.
– Fra barnsben er jeg blevet slæbt med på messer og i livsstils- og antikbutikker. Jeg er vokset op på en stor gård, der var fyldt med antikviteter og dansk design, så jeg har både kærlighed og viden om begge med hjemmefra.
Et af de fineste eksempler på familiens passion for dansk design er Koglen designet af Poul Henningsen, der hænger over spisebordet. Den fik Birgitte af sin mor i 50 års fødselsdagsgave, da hun var 44 år. Moren var nemlig syg og vidste, at hun ikke ville leve, når Birgitte fyldte 50. Så nu hænger Koglen smukt og centralt i hjemmet og minder om moren hver eneste dag.
"Jeg godt kan lide den balance og ro, det sorte og grå skaber, for jeg bliver helt rodet i hovedet af for mange farver"
Birgitte Hougaard