Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Blomster til nytårsbordet
Foto: Kira Brandt Festlig bordækning med flotte blomster.

Pynt nytårsbordet med smukke blomster

Nytårsaften siger vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. På denne specielle aften er det oplagt at gøre lidt ekstra ud af borddækningen med smukke, friske blomster.

Nytårsbuketter

Nytårsbuketter

Når du vælger blomster, kan du med fordel tage udgangspunkt i farven på dug og porcelæn. Her har vi brugt eukalyptus, roser, stjerneskærm, mynte og nelliker.

LÆS OGSÅ: Servietfoldning: Sådan folder du en rose, åkande, butterfly, clutch og sommerfugl

Blomsterkrans

Rundt og rundt

Kranse er flot bordpynt, og hvis du lægger kransen på et fint fad med vand, har den lang holdbarhed. Når du skal binde en krans, begynder du med at forme en krans i den ønskede størrelse i elefanttråd eller kraftigt ståltråd. Vikl blomstertape rundt om kransen og bind blomsterne enkeltvis på med blomstertråd – kransen bliver jævn og ensartet i tykkelsen, hvis du sørger for, at alle blomster har forholdsvis korte stængler. Denne krans er bundet med eukalyptus, roser, stjerneskærm og mynte. De små kager er såkaldte lykkekager – inde i kagen ligger et lille stykke papir med et citat. Kagerne kan købes i kinesiske butikker, men det er også muligt at finde opskriften på nettet, hvis du selv vil prøve at bage dem.

Godt at vide...

  • Har du travlt nytårsaftensdag, kan du binde buketterne til nytårsbordet dagen før og stille dem i et køligt værelse, indtil de skal bruges.
  • Hvis du undlader at binde snor om stænglerne, falder blomsterne mere løst og tilfældigt i buketten.
  • Det har en flot effekt, når du fylder masser af små vaser og glas med blomster og placerer dem ud over bordet.

Stofservietter og blomster

En blomst til hver

Det ser fint ud med stofservietter, og det ser sødt ud, hvis de er i forskellige farver. Du kan pynte dem i anledning af nytåret ved at vikle et stykke rustikt snor om servietten og stikke en blomst ind under.

LÆS OGSÅ: Nytårsmenu: 17 bud på lækre og smukke menuer

Buket til værtinden

En buket til værtinden

Skal du fejre nytåret ude, er en flot buket altid en god gave, og den bliver mere personlig, hvis du selv binder den. Denne buket er bundet med roser, eukalyptus, mynte og salvie. For at buketten kan klare sig, til den kommer i en vase, kan du vikle våd køkkenrulle omkring stænglerne og binde en lille plasticpose udenom. Til sidst kan du pakke buketten ind i silkepapir i en farve, der matcher blomsterne.

Huskeliste til buketter

  1. Køb friske og saftspændte blomster.
  2.  Pak blomsterne godt ind på vej hjem, så de ikke bliver udsat for kulde.
  3. Sæt blomsterne i en spand vand, når du kommer hjem.
  4. Fjern de nederste blade på stænglerne, når blomsterne skal bruges. Er der blade på den nederste del, vil de typisk komme i berøring med vasevandet, som derfor hurtigt kan komme til at lugte dårligt.
  5. Når buketten er bundet, klippes den nederste del af stænglerne. På blomster med hårde stængler, som for eksempel roser, er det bedst at skære et skråt snit, da det letter vandoptagelsen.
  6. Skift vasevandet regelmæssigt.
  7. Stil buketten køligt om natten.
  8. Det er ikke altid, at alle blomster visner samtidigt. Du kan give buketten ekstra levetid ved at fjerne de visne blomster og binde en ny af de blomster, der stadig er friske.
Se, hvad vi ellers skriver om: Nytår og Borddækning