Den 22. september har musiker Thomas Buttenschøn en ny bog på gaden, en bog der er skrevet til hans yngre jeg.
Bogen har fået titlen "Nu skriger jeg i stilhed".
– Bogen er et skrig for alle os, der har følt os marginaliseret. Os der har stået ude på kanten og har været the one and only black kid ude på Lars tyndskids mark. Jeg har fundet mig i virkelig mange ting, siger Thomas og tilføjer.
– Efter jeg er blevet voksen, har jeg snakket med mange, der har stået i samme position i en anden by og har oplevet de helt samme ting.
I bogen sætter Thomas ord på nogle af de ting, der har gjort ondt. Blandt andet at have en mor, der ikke snakkede dansk, at have familie fra Afrika, at hans forældre var syge med Aids og døde af det og meget mere.
Thomas' forældre døde, da han var kun ni år, og selvom han i dag har nogle adoptivforældre, han er meget taknemlig for og som har taget sig godt af ham, har han behov for at fortælle hele verden om sine unge år.
– Det er jo et opråb. Det er et opråb, jeg burde have haft for længe siden, men jeg har ikke givet mig selv lov til at skrige, siger Thomas og tilføjer:
– Jeg har lært at smile, når jeg ikke burde smile. Jeg prøver at lære mine egne børn, at det er okay at være ked af det. I stedet for at gå rundt med det hele selv og opbygge det her skjold, så sig det højt.
Thomas er far til Jens på 14 og Peter 11 år, som han har med ekskonen Cana Buttenschøn.
Ifølge Thomas har han skrevet bogen til mig selv for at fortælle sit yngre jeg, at fra nu af bliver det fucking hårdt.
– Inden din mor dør, det ved du ikke endnu, så dør din far også, og du har mistet dine forældre. Du kommer til at få så mange kampe, og det kommer til at blive lort, siger Thomas, der trods kampe har opnået langt mere i livet, end han drømte om.
- Alle de drømme, jeg havde, og alt det håb, jeg havde som otteårig, der vil jeg bare gerne have sagt, "bare roligt, du skal nok nå det hele. Du kommer til at opleve det hele - på nær det med fodbold. Du får heller ikke det lyse hår og de blå øjne, som du gerne vil have. Men alt det med musikken, det bliver vildere end det". Dengang var min drøm, at undervise i musik eller blive musiklærer. Klip til, at jeg har spillet på de største scener. Jeg har nået langt mere, end jeg håbede på.
Selvom Thomas ikke oplever racisme i dag, som da han var yngre, så føler han sig stadig heller ikke som normen.
- Det er et privilegium, der aldrig kommer til at tilfalde mig. Alle mørke i København, vi hilser på hinanden, også selvom vi ikke kender hinanden. Det er bare sådan en “hey, jeg ser dig”. Ikke at folk er onde, men vi ved bare nogle ting, slutter Thomas.
