-
Janni Rees store lettelse: Naboen kom hende til undsætning
-
Janni Ree fyret
-
Kærlighed på toppen: Janni Ree og Jeppe Stokholm viser deres luksus penthouse frem
-
Janni Ree afslører stort problem
-
Janni og Jeppe afslører: Nu er datoen sat
-
Janni Ree åbner op om flytning: Fuldstændig frustreret
-
SE DEN VILDE VIDEO: Janni Ree revet rundt af verdenskendt stripper
-
Lå ikke i kortene: Janni og Jeppe tager kæmpe skridt i forholdet
-
Efter strid med Karsten: Janni Ree vender tilbage med ekstra kapitel
-
Janni Ree advarede kæresten fra starten: De har førsteprioriteten
-
Janni i chok: Det værst tænkelige er sket
-
Sådan mødtes Janni og Linse

Efter sin mands selvmord ville Kirsten ikke leve: Så kom Athos
Da Jørn tog sit eget liv, væltede verden omkring Kirsten Møldrup. Pludselig stod hun alene med resterne af hans konkursramte firma, en overvældende gæld og sine egne mørke tanker.
Da 78-årige Kirsten Møldrup modtog et opkald fra lægen på en lun junidag i 2005, væltede verden omkring hende. "Din mand har hængt sig", lød ordene, der siden har brændt sig fast i hendes hukommelse.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Jeg bliver altid rørstrømsk, når jeg tænker tilbage på det øjeblik, siger Kirsten med blanke øjne, da HER&NU besøger hende i Skødstrup, en forstad nordøst for Aarhus i Danmark.
– Jeg besvimede lige efter. Jeg kan stadig høre den lyd, jeg lavede – en slags kvalt lyd, som jeg aldrig vil glemme, fortsætter hun.
De første tegn
Allerede ved juletid i 2004, et halvt år før Jørns selvmord, begyndte Kirsten at ane uråd for sin mands helbred.
– Første gang jeg for alvor blev bekymret, var 1. juledag til frokost i 2004. Den dag gik han rundt og krammede os alle og gentog, at han elskede os. Det var meget usædvanligt, og jeg kunne mærke, at noget var helt galt. Han var meget stresset og var begyndt at gå rundt oppe om natten, fortæller Kirsten.
Over de næste måneder blev Jørns tilstand gradvist værre. Han kæmpede med svær depression, blev indlagt på psykiatrisk afdeling og talte konstant om at komme herfra, og den 2. juni 2005 lykkedes det for ham at tage sit eget liv.
Drømmen, der gik i stykker
Når Kirsten husker tilbage til 2005, kunne hun slet ikke kende sin mand til sidst. Da de to mødte hinanden, var han nemlig en livsglad og energisk mand, fyldt med visioner og gåpåmod.
– Vores ægteskab var fyldt med liv. Jørn var meget temperamentsfuld, men han bar aldrig nag. Vi støttede hinanden gennem både op- og nedture, som man nu gør i et langt ægteskab. De kriser, som vi havde, snakkede vi os altid igennem dem på en god måde.
Jørn drømte også om at starte sin egen virksomhed. En drøm, han fik realiseret gennem deres 39 år lange ægteskab, men virksomheden førte til den første krise, som parret ikke kunne snakke sig igennem. For da økonomien kollapsede og konkursen var en realitet, brød noget sammen i Jørn.
– Det knækkede ham. Han kunne simpelthen ikke klare det, siger Kirsten og fortæller:
– Da vi tog afsked med ham på hospitalet, stod hele familien omkring ham, og så sang vi "Altid frejdig, når du går", og der er et vers, der siger "Kæmp for alt hvad du har nær, dø om så det gælder". Det var faktisk Jørns motto, og set i bakspejlet, var det jo det, der skete. Det Jørn havde kæmpet for, det lykkedes ikke, og så døde han i stedet for.
Alene med sorg og gæld
Efter Jørns selvmord stod Kirsten alene med sine egne mørke tanker og en overvældende gæld. Hun havde underskrevet flere lån for at støtte sin mands virksomhed, og efter hans død blev hun overladt til et økonomisk kaos.
– I lang tid kæmpede jeg selv med selvmordstanker, fortæller Kirsten og beskriver en af de mørkeste perioder i sit liv: sin første nytårsaften uden Jørn.
– Jeg var hos min bror og svigerinde, som vi plejede. Da klokken slog midnat, smilede jeg, sådan som man forventede, men indeni havde jeg det forfærdeligt. Alle sagde "Tak for det gamle år og godt nytår", men for mig havde det gamle år været et mareridt.
– I et halvt år var jeg blevet jagtet af kreditorer. De mødte op klokken seks om morgenen og stævnede mig til fogedretten. Jeg turde ikke tage telefonen eller åbne postkassen – den var fyldt med rykkere og rudekuverter. Da jeg kom hjem nytårsdag, tænkte jeg bare: Jeg magter ikke et år mere. Jeg har brug for fred nu. Jeg tænkte ikke på andet, end at få fred. Set i bakspejlet tænker jeg, at det var mærkeligt, at jeg ikke tænkte på min søn og mine børnebørn, fortæller Kirsten.
Det var hendes ekssvigerdatter, Charlotte, der opdagede, at noget var galt om morgenen 1. januar.
– Hun boede ved siden af og lagde mærke til, at min bil stod anderledes. Hun låste sig ind og fandt mig. Jeg havde taget alt, hvad jeg havde: Antidepressiver, medicin for lavt stofskifte, smertestillende, vitaminpiller. Der var ikke én pille tilbage i huset, siger Kirsten.
– Da jeg vågnede efter fire dage på hospitalet, græd jeg som pisket. Jeg ville ikke vågne. Jeg ønskede bare, at det hele var forbi.

Athos blev hendes redning
Først syv år senere kom vendepunktet. En dag blev Kirsten inviteret hjem til en fitness-kollega, hvis hund netop havde fået hvalpe.
– Jeg husker det så tydeligt. Jeg tog de små hvalpe op, og da jeg løftede Athos, begyndte han at smaske på min tynde hud. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg fik lov til at få ham på afbetaling, fortæller Kirsten med et smil.
– Så begyndte mit liv at vende. Pludselig var der et lille væsen, som havde brug for mig. Jeg havde lært at arbejde med mine selvmordstanker gennem mindfulness, og Athos gav mig en grund til at stå op hver dag, fortæller Kirsten.
Athos døde den 11. december sidste år.
– Jeg savner ham så ufatteligt meget. Han blev 12 år, otte måneder og to dage. Han var min firbenede soulmate.
Selvom Athos ikke længere er ved hendes side, har Kirsten det godt i dag. Hun kæmper dog stadig med at afdrage den gæld, hun hæftede for i sin mands virksomhed. Kirsten har søgt om gældsernæring to gange, men uden held.