Få første smugkig på H&Ms SS15 Studio-kollektion

Få første smugkig på H&Ms SS15 Studio-kollektion

H&M har løftet noget af sløret for deres SS15 Studiokollektion med to billeder af looks og flere skitser af den sommerlige, florlette kollektion, vi glæder os til.

H&M skaber en masse hype omkring sig for tiden. Først med annonceringen af deres samarbejde med Alexander Wang, dernæst med deres Studio-kollektion, som udkom i begyndelsen af oktober, så fulgte endnu en linje i deres portefølje af bæredygtige kollektioner; Consious Denim.

Nu har de løftet sløret for noget af den Studio-kollektion, som kommer på gaden i begyndelsen af næste år med to lookbilleder og flere smukke skitser af designet, vi kan forvente os, tegnet af H&M's printdesigner Moa Bartling.





Kollektionen er ifølge H&M inspireret af solen og det sorgløse liv i Miami og Palm Springs og bliver sat til salg 12. marts. Den kommer til at spille på sporty og afslappede elementer, som får kant af legesyge print som flamingoer, kaktusser og palmer.

De første smugkig viser den mere stilfulde del med en pyjamasoverdel med slå-om-effekt og et opsigtsvækkende florlet sæt i lyserød med fine palmer og gyldne kaktusser, som sammen med andre looks blev fremvist ved en særlig event under modeugen i Paris – frem for det store modeshow, H&M sædvanligvis afholder.

Kollektionen vil i sit fulde omfang komme til at bestå af en draperet pyjamasjakke og matchende bukser, en løs pyjamasjakke i slå om-facon, shorts med print, jeans med vide ben, en oversized og ærmeløs tennisbluse, tanktop med cutaway-ryg, draperede tørklædekjoler, jumpsuits med korte og lange ben, T-shirts med print, miniskirt i ruskind med tie-dye langs sømmen og en bandeau-bikini og adskillige accessories som ruskindsskoene fra look nummer to.

Vi glæder os til at se mere!

LÆS OGSÅ: Så er de her: De første billeder af Wang x H&M