Tv-vært og journalist Petra Nagel, 41, har lige siden hun debuterede på tv-skærmen generøst delt ud af sit liv. Både stjernestunder og de hårde perioder i livet har hun gransket i og vist frem.
Hun har blandt andet inviteret et kamerahold med til fødslen af sit første barn i program-serien "Petra har fået en baby", ligesom hun også har delt sin rejse til mere selvkærlighed i "Petra elsker sig selv".
I et stort interview med ugebladet SØNDAG, deler Petra Nagel igen ærligt og sårbart ud. Denne gang om sin mor som er blevet alvorligt syg.
– Midt i det hele er min mor blevet rigtig syg. Hun har fået blodpropper i hjernen og har ikke noget sprog længere Hun er også lam og får sondemad. Hun bor på et plejecenter, hvor jeg ser hende hver anden dag. Den ekstra dimension oveni alt det andet... Jeg er kommet i den alder, hvor forældrene begynder at skrante. De bliver syge og falder fra, og det er nu sket for mig, siger hun i interviewet.
Til ugebladet deler hun, at moren, som hun er meget tæt med, var frisk og rask inden blodpropperne.
Sammen med sin mand, Asbjørn, har tv-værten tre børn på et, fire og syv år. For ikke længe siden rykkede hele familien til Petras barndomsby Lejre for at få et roligere tempo.
Roen har dog ikke helt sænket sig, for nu er det ikke længere kun børnene og arbejdet, der optager Petras tid.