SPONSORERET indhold

Da Hjalmer mistede sin far, blev han ramt af dødsangst – men i dag har han lært en vigtig lektie

I årene efter sin fars død befandt Hjalmer sig i et mørke, på trods af at han stod på toppen af sin karriere. Det blev hans redning at gå til psykolog, men der gik lang tid, før han tillod sig selv at slippe kontrollen og få hjælp.

Af: Caroline Højrup Heidemann og Susanne Knutzen Foto: Franne Voigt
28. feb. 2024 | Sundhed | ALT for damerne

Da Hjalmer mistede sin far, Kim Larsen, i 2018, skete der en stor forandring i den unge sanger. Han havde generelt ikke lyst til noget som helst, for der hvilte et kronisk tungsind over ham. Og sådan havde han det ofte i årene efter sin fars død.

Det fortæller han i ALT for damerne uge 9.

”I en lang periode havde jeg det virkelig dårligt mentalt. Jeg følte ikke, at jeg kunne finde ud af noget, og selv de mindste ting stressede mig vanvittigt meget. Jeg døjede med at sove på grund af tankemylder, så jeg brugte nætterne på at lave lister for ikke at glemme noget. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville mødes, blev det uoverskueligt for mig.”

Hjalmer er ellers vokset op i en familie, hvor han har lært at sætte ord på sine følelser. Når Hjalmer havde ligget for længe inde på sit barndomsværelse og overtænkt, stod hans mor klar med kram og omsorg, når han var klar, og når han fik sit hjerte knust, sad han midt om natten med sin far ved køkkenbordet og talte om hjertesorger. Familien var hans mest fortrolige, og over for dem var han en åben bog.

Læs også

Udviklede dødsangst

Men da Hjalmers far gik bort, blev det mørke, som omsluttede ham indeni, samt alle hans tunge følelser noget som han ikke delte med andre.

”Fra jeg var 23 og flere år frem, blev jeg meget lukket. At miste en forælder i den alder er så voldsom en oplevelse, og ovenikøbet var han en af Danmarks mest berømte mænd, så der var ekstra stort fokus på min sorg. Mens jeg lå og græd i lejligheden, kunne der uden for vinduerne være et stort optog af mennesker, der også sørgede over ham. Det var virkelig smukt, men samtidig var det også svært at relatere til, fordi min sorg var så anderledes. Den samme følelse fik jeg, når folk fortalte, at de også græd den dag, han døde. Det var rørende at opleve, hvor meget han betød for så mange mennesker, men det var også hårdt. De mistede en sanger, de godt kunne lide at lytte til, men jeg mistede min far, som jeg elskede overalt på jorden. Hans død satte gang i en årelang periode, hvor jeg ikke var mig selv.”

Når Hjalmers tanker var på sit mørkeste dengang, havde han dødsangst. En gennemborende frygt for, at nogen omkring ham ville dø, at han selv blev dødeligt syg, eller at hans liv ville falde fra hinanden.

”Min mor har virkelig prøvet at passe på mig, og hun har understreget, hvor vigtigt det er at passe på mig selv. Jeg har bare ikke villet gå derhen, hvor jeg skulle erkende, at jeg havde brug for at blive passet på. Jeg var bange for, at jeg ved at se mine følelser i øjnene ville lande et sted, hvor der var for dybt til at bunde, og at jeg aldrig ville komme op igen. Derfor var det nemmere og mere logisk at prøve at fikse ting for andre og kaste mig selv ud i arbejde, til jeg faldt om af træthed.”

Læs også

Skal ikke lege jernmand

I næsten fire år fortsatte Hjalmer på den måde, men efter flere år i hæsblæsende travlhed og stor sorg knækkede filmen i efteråret 2022, og Hjalmer begyndte til psykolog. Og siden da er han blevet meget bevidst om sine tankemønstre og følelser.

”Jeg har lært, at noget af det værste, jeg kan gøre mod mig selv, er at lege jernmand. Det var helt klart en overlevelsesmekanisme for mig, men jeg fjernede mig selv fra alle de mennesker, der kun ville mig det bedste. Da jeg sad derhjemme og ikke kunne overskue at tale med nogen, blev jeg meget hurtigt et halvt menneske. Jeg ved ikke, om jeg er blevet hel igen, og det tror jeg egentlig heller aldrig, jeg bliver fuldstændig. Jeg vil altid mangle en del af mig, fordi min far er død, men det er jo en del af livet, at man også mister.”

Læs hele interviewet med Hjalmer i denne uges ALT for damerne, hvor du også kan møde Sebastian Lynggaard, Jacob Lohmann, Sebastian Bull, Soeren Le Schmidt, Thomas Hwan, Emil Thorup og Thomas Skov i det større tema ’Den sårbare mand’

Læs hele interviewet her

Anbefalet til dig