Jane holder døende mennesker i hånden, inden de lukker øjnene for sidste gang
Livets skrøbelighed stod pludseligt klart for Jane, da hun indgik i et atypisk vågeforløb med en døende kvinde på hendes egen alder. Der var nærvær og gode snakke, men også en efterfølgende tristhed.
Den vågning, der står klarest for mig, var hos en kvinde på min egen alder.
Før jeg kom ud til hende, havde jeg ikke tænkt særligt meget over, hvad den døendes alder betød, men jeg blev klogere.
For jeg blev mødt af en kvinde på samme alder som mig, som virkede overraskende frisk og snaksalig.
Hun sad op i sin seng og spiste, og jeg tænkte instinktivt: “Det er jo helt forkert, det her – det kan simpelthen ikke passe, at hun skal dø.”
Kvinden var utroligt afklaret med, at døden ventede. På en måde, jeg beundrede. For mig virkede døden så langt ude i horisonten på det tidspunkt.
I løbet af de to uger, forløbet varede, spillede jeg ofte musik for hende, og en aften så vi Melodi Grand Prix. Det var et personligt og intensivt vågeforløb, hvor jeg kom tæt ind på livet af både hende og de pårørende, som jeg følte stor medfølelse for.
Samtidig rumsterede vågeforløbet i mit hoved dag og nat; det var langt fra et almindeligt forløb, hvor man kommer ud til en ældre mand eller kvinde i 80’erne, som ikke er ved bevidsthed, og man ikke er i tvivl om, at de er døende.
Noget ved den her kvinde gjorde, at jeg følte en forpligtelse til at være der. For hende og hendes pårørende. Jeg tog mange vagter, dag efter dag, nat efter nat. Selv mine kolleger begyndte at sige, at jeg skulle passe på mig selv. Men det var vigtigt for mig at være der.
Langsomt blev kvinden dårligere og dårligere. Om aftenen når hun skulle sove, ville hun gerne have, at jeg holdt hendes hånd og aede den, til hun faldt i søvn.
Jeg tror, hun var bange for at lukke øjnene. Hver aften puttede jeg dynen om hendes spinkle krop, for at hun kunne føle sig tryg, og så kiggede jeg rundt i værelset, hvor der var billeder af hendes børn og børnebørn. I mit stille sind gøs jeg ved tanken om, at det kunne være mig selv.
Annonce
Den sidste aften aede jeg hendes hånd som altid, da hun skulle sove. Men denne gang var den iskold. Det kan jeg huske, at jeg bemærkede, for hun plejede altid at have dejligt varme hænder.
Jeg forlod hende, og næste dag kunne jeg se på vores interne system, at vågningen var aflyst – og så vidste jeg godt, hvad der var sket. Hun var gået bort.
Selv om jeg var meget trist over ikke at have været til stede for hende, den nat hun døde, trøstede det mig, at hun endelig havde fået fred.
Vågeforløbet har gjort mig bevidst om, at vi ikke er udødelige. At det er vigtigt, at man husker at fortælle sine nære, at man elsker dem, og får gjort de ting i livet, man drømmer om. Jobbet som våger har også fået endnu større betydning.
For jeg ved, at det gør en forskel for både de døende og deres pårørende, at der er mennesker omkring dem, som har tid til at holde i hånden, give et kram og være der, når livet gør allermest ondt.
