Jannie er vågekone: ”Hun stirrede mig direkte i øjnene, og så døde hun”
Hun er der, når livet rinder ud. Ikke fordi hun skal, men fordi det er et kald. For ingen skal dø alene, hvis du spørger Jannie, som vi her har mødt. Og selv om en vågning aldrig bliver rutine, er der alligevel nogle opgaver, som sætter sig i sjælen. Hør blot her.
Jeg har været våger i fem år. Og selv om det er en del af jobbeskrivelsen, at folk kan dø, er det faktisk sjældent, vi oplever dødsfald på vores vagter. Slet ikke så intenst som det, jeg oplevede sidste sommer.
Jeg var bestilt til en vagt, der startede ved midnat og varede til klokken tre. Jeg afløste min kollega, der fortalte, at hun havde haft en rolig aften, og at borgeren sov under hele vagten.
Som altid blev jeg tilbudt kaffe af personalet på det plejecenter, hvor den ældre kvinde boede, og så tog jeg en dyb indånding – som jeg altid gør, når jeg går ind til en vågeopgave.
For man ved aldrig, hvad der venter. Jeg går højt op i at være mentalt klar, når jeg skal møde et fremmed menneske i en så privat situation.
I lejligheden lå en ældre dame i slutningen af 80’erne og sov tungt. Jeg satte mig forsigtigt i stolen ved hendes seng og kiggede mig omkring. Der var mørkt i rummet, sparsom indretning med enkelte private fotos på væggen, og kvinden lå i sengen og så helt salig ud.
Jeg tænkte umiddelbart, at det ville blive en stille nat – hvilket det oftest er på vågevagter. Men jeg nåede knap nok at tænke tanken til ende, før den ældre dame blev urolig og begyndte at røre på sig oppe i sygesengen.
Hun kiggede rundt i lokalet med store, stirrende øjne, som havde den karakteristiske hvide hinde omkring sig. Som om hun ikke rigtig kunne se mig og spejdede forvirret rundt i rummet.
Instinktivt rejste jeg mig op, tog hendes hånd og kiggede hende i øjnene, mens jeg med den anden hånd nussede hendes pande.
”Bare rolig, jeg er lige her, du er ikke alene,” hviskede jeg til hende. Hun klemte min hånd i samme sekund. Det var intenst at mærke hende fysisk, for det betød, at hun kunne høre, hvad jeg sagde, selv om hun stadig kiggede forbi mig– næsten som om hun ikke kunne se mig.
Pludselig stirrede hun ind i mine øjne, som om hun så mig direkte ind i sjælen. Med store, runde øjne. Jeg fastholdt blikket og blev ved at ae hendes hånd, mens jeg sagde: “Der er ikke noget at være bange for, jeg er lige her sammen med dig, det er okay.”
Annonce
Så blev hendes krop rolig, mens hun holdt det intense blik på mig. I det øjeblik døde hun. Det kunne man ikke se, for hun stirrede mig stadig i øjnene, men åndedrættet blev langsomt svagere.
Jeg nussede hendes hånd og hviskede: “Flyv godt af sted.” For jeg tror på, at sjælen flyver videre, når vi dør. Og så åbnede jeg et vindue, for at den kunne flyve væk fra hendes jordiske krop.
Det var en så intens og smuk oplevelse, og jeg er overbevist om, at hun vidste, at hun skulle dø. Jeg tror på, at hun manglede én til at holde sig i hånden; én, der kunne gøre hende tryg. Først da det skete, kunne hun give slip.
Resten af natten spillede jeg oplevelsen igen og igen i mit hoved. Havde jeg gjort alt det, jeg skulle? Mon hun havde været bange? Og hvad så hun, da hun stirrede ind i mine øjne?
Jeg fandt en ro i, at jeg havde været der for hende. Jeg havde været der i de mest intime minutter af hendes liv og givet hende tryghed, sådan at hun ikke var bange for at dø.
Den oplevelse har bekræftet mig i, hvor vigtig mit job som våger er. At vi er der, når folk tager deres sidste rejse. For det er min klare overbevisning, at ingen skal dø alene.
