Hun lærte os, at tarme har charme, nu opfordrer bestsellerforfatter os til at lytte til hele kroppen

For 12 år siden fik læge, forsker og forfatter Giulia Enders os til at se på vores tarme med helt andre øjne end tidligere. 

Bogen "Tarme med charme" udkom i 2014 og blev hurtigt en international bestseller. Og med den ønskede Giulia Enders at give os alle et mere nuanceret billede af tarmen og fortælle, hvor stor betydning den faktisk har for vores helbred, vægt og velbefindende. 

En øjenåbner for de fleste, som indtil da ikke havde haft den store lyst til at tale åbent om deres tarmsystem.

Nu er hun aktuel med en ny bog, ”Organisk”, hvor hun endnu engang kombinerer forskning og videnskabelig formidling på en både personlig og poetisk måde, idet hun reflekterer over, hvordan vi i en hektisk og moderne verden har glemt at lytte til noget så vigtigt som vores krop.

– Jeg havde ikke planlagt at skrive en bog nummer to. Jeg er meget glad og stolt over min første bog. Folk købte ikke min første bog, fordi de ville have endnu et nyt kostråd. De købte den, fordi den gav dem en anden følelse omkring et organ, som de måske ligefrem havde skammet sig over. 

Jeg fortalte dem om, hvad videnskaben viser, og hvordan tingene faktisk hænger sammen. Og når du får mere information og mere viden, begynder du at se anderledes på dine tarme. 

Og derfor begyndte jeg at overveje, om jeg kunne gøre det samme med vores krop som helhed? Kan jeg få os til at føle anderledes omkring det at være i live? Om det at have en krop? spørger Giulia Enders, da jeg møder hende på en Teams-forbindelse, hvor hun er med fra hjemlandet Tyskland.

– I mit arbejde på hospitalet møder jeg mange patienter, som er ved at miste kontakten til deres krop. Vi tracker vores træning, prøver alle mulige forskellige diæter og forsøger hele tiden at optimere vores krop. 

Så vi er bestemt optaget af kroppen – men vi er samtidig blevet distancerede fra den. Vi ser kroppen som noget, der skal optimeres. Som noget, der ikke fungerer rigtigt, som er gået i stykker. 

Og jeg indså, at det er en skam ikke at have den forbindelse til sin krop, men bare se den som et projekt, der skal administreres.

Hun beskriver, hvordan vi bruger mange begreber fra teknologien, økonomien og endda krigsførelse, når vi taler om vores krop. Hjernen sammenlignes med en computer, og immunsystemet “udsender forsvarstropper”, der “angriber indtrængere”. 

Når vi dyrker sport, “effektiviseres” træningen for at opnå et “optimalt resultat”, og hvis man ikke “investerer” i sit helbred, “vil man betale prisen” på et tidspunkt. Kunne det måske være omvendt fra tid til anden: at kroppen fik lov til at diktere, hvordan vi så på vores arbejdsliv og sociale samvær?

– Det, der bliver overset, er alt det bløde. Alt det, der handler om at være levende. Alt det organiske. Vi har mistet blikket for en krop, som er blevet skabt gennem millioner af år. 

En krop, der er blevet forfinet igen og igen. Jo, den har lavet fejl, men den har fundet nye løsninger og udviklet sig.

– Men kroppens værdier er blevet nedtonet, fordi kroppen og vores organer ikke er som en maskine. De kan ikke sættes ind i et regneark. Men de har en værdi og er helt afgørende for vores helbred. 

Desværre har vi en tendens til at skubbe dem til side og sige, at de nok ikke er så vigtige. Men hvis vi bliver syge eller er tæt på at dø, opdager vi, hvor vigtige de faktisk er. Derfor ville jeg gerne give de bløde værdier den plads og den respekt, de fortjener.

LÆS OGSÅ

Anna Frida troede, hun kendte sin krop, men så besøgte hun denne udstilling

Efter kort tid på det aarhusianske Steno Museum bliver mine antagelser og forestillinger om et skrøbeligt underliv og en uforklarlig krop gjort til skamme. For her står det soleklart for mig, hvor lidt jeg egentligt kender min egen krop.

Kunne ikke sørge over sin mormor

I sit arbejde med bogen er Giulia Enders kommet frem til, at livet er komplekst – og det er noget, hendes krop lærer hende hele tiden. Hun oplevede det blandt andet på egen krop, da hun mistede sin mormor.

– Hun var et af de vigtigste mennesker i mit liv, og alligevel følte jeg ingenting i den første tid efter hendes bortgang. Jeg stod op, gik på arbejde og lagde mig til at sove igen om aftenen. 

“Hvis man fortrænger følelser som sorg, vil de ligge og vokse i baggrunden,” havde jeg engang noteret under en psykologiforelæsning. Det kom jeg til at tænke på nu, men den viden hjalp mig heller ikke. Hvad var der galt med mig?

– Noget tid senere sad jeg i solen ved mit skrivebord og læste en videnskabelig artikel om sårpleje. Et sår har brug for en følelsesløs skorpe, der beskytter det. 

Jeg var så følelsesløs, at jeg ikke kunne mærke noget, efter min mormor døde. Og hvad sker der så under sårskorpen? Der kommer immunceller til for at rydde op, reorganisere og tiltrække de ting, der hjælper med at få det til at hele. 

Det var det, jeg gjorde. Så kroppen har lært mig, hvordan jeg skal håndtere sorg, fortæller hun.

Og med den viden kom tårerne.

– Det føltes, som om huden forstod, hvordan det var at miste. At være blevet såret, det bratte fravær af væv, det indledende chok. Det, jeg ikke havde tilladt indtil nu, skete langt om længe: Jeg kunne sørge. 

Og jeg orienterede mig også efter hudens reaktion på sår, da jeg stillede mig selv spørgsmålet: “Hvordan kommer jeg videre?” At rette blikket mod kroppen hjalp mig med at håndtere sorgen, skriver hun i bogen.

Oplevelsen satte tankerne i gang. Vi lever i en kræ­vende tid, hvor vi konstant bombarderes med information om, hvor meget vi skal præstere, hvordan vi skal leve, hvordan vi skal se ud og føle, selv om vi ofte slet ikke ved, hvad vi er her og nu.

Kunne viden om kroppen være en modvægt til det, jeg så på sygehuset og i mig selv? Kunne et kropsligt perspektiv hjælpe os med at bevare det menneskelige i den moderne verdens virvar – i det mindste et lille stykke af vejen? spørger Giulia Enders i bogen.

Imens jeg interviewer hende, uddyber hun, at hun gerne ville væve tingene mere organisk sammen: forståelsen, følelserne og adfærden. Men adfærden behøver ikke altid at følge efter. For mennesker er ikke perfekte, og det er helt okay.

– Jeg ønskede at tilbyde læserne en lidt anderledes tilgang. Derfor kunne jeg ikke bare skrive en ren videnskabsbog og krydre den med nogle sjove jokes. Jeg ønskede, at folk skulle lære organerne at kende, ligesom de ville lære deres bedstemor eller en god ven at kende.

– Så jeg var nødt til at forsøge at få folk til at se tingene fra den vinkel gennem små personlige historier. Jeg ville gerne give dem videnskaben, men jeg ville også gerne have, at de nogle gange tænkte lidt filosofisk – for derefter måske at kunne omsætte det til noget konkret.

Så bogen bygger på videnskab, men har samtidig en personlig vinkel.

– Engang tænkte jeg fx, at lungerne var lidt bløde og passive, men så gik det op for mig, at de mindede mig om min oldemor. Hun var ganske rigtigt en blød og sommetider også passiv kvinde, men hun har haft enorm indflydelse på alle, der kom efter hende. Hun udgjorde et fundament, nøjagtig som lungerne og åndedrættet.

Hvad nu, hvis kroppen ved noget, vi har glemt? I sin nye bog “Organisk” fortæller Giulia Enders på baggrund af den nyeste forskning om de kræfter, der beskytter os, helbreder os og holder os i live – oftest helt uden, at vi bemærker det. 

Bogen indeholder konkrete råd til, hvordan man hjælper sin krop til at have det bedst, og så giver Enders stof til eftertanke, når hun spørger, hvad der ville ske, hvis vi i højere grad lod vores løsningsorienterede kroppe være rettesnor for, hvordan vi indretter vores samfund.

Giulia Enders, ”Organisk”, Forlaget Alpha, 300 kr.

Har vi mistet evnen til at lytte?

Hvor ”Tarme med charme” tog udgangspunkt i ét organ – tarmen – tager den nye bog udgangspunkt i hele kroppen. Giulia Enders undersøger lunger, hud, muskler, immunforsvar og hjerne og ser på, hvordan kroppens forskellige systemer arbejder sammen og hele tiden reagerer på omgivelserne.

Kroppens funktioner bliver i bogen en slags metaforer for livet. Lungerne handler fx om vejrtrækning – vores mest grundlæggende behov. Immunforsvaret handler om sikkerhed og om at kunne skelne mellem det, der hører til os, og det, der er fremmed. 

Huden bliver koblet til relationer, for den beskytter os og skaber en grænse mod omverdenen, men den er også vores vigtigste organ for berøring.

I sit arbejde med den nye bog har Giulia Enders lært rigtig meget om kroppen – og den viden har forandret hende og hendes måde at leve på.

– Et eksempel er noget, jeg oplever hver dag: nemlig at være så afhængig af slik eller alle de små dopaminfælder, vi hele tiden bliver udsat for. Det var lidt af en øjenåbner for mig at forstå de celler i hjernen, som skaber følelsen af belønning. 

For nu er jeg ikke længere et passivt offer for en industri, som kender de celler bedre, end jeg selv gør. Jeg forstår, hvad der foregår, og pludselig kan jeg skelne mellem forskellige former for følelser. Der findes følelser, hvor jeg mærker, at jeg har fået nok. Og så findes der følelser, hvor jeg hele tiden tænker: ”Mere, mere, mere, mere.” Og det er faktisk forskellige celler, der bliver aktiveret eller narret.

Men hvis vi lærer at skelne mellem ægte belønninger, der virke­lig mætter og tilfredsstiller, og belønninger, der bare lokker, kan vi beskytte de dopaminudskillende celler imod at blive overbe­lastede. 

Et fortroligt samarbejde med belønningssystemet, hvor dets signalstoffer styrkes på de rette tidspunkter, vil give tilfredsstillende følelser, der er til at stole på.

– Med den viden kan jeg styrke følelsen i min hjerne af den gode belønning efter et godt måltid, en dejlig vandretur eller en god samtale. Og den forståelse har fået mig til at ændre mig, men også at tage kroppens fysiske behov alvorligt. 

Nu forstår jeg, hvordan min søvn nogle gange påvirker mit arbejde, uanset hvor godt forberedt jeg kan være. Eller at min vejrtrækning har stor betydning for mit stressniveau.

– Og det er ikke nødvendigvis ting, som folk ikke allerede ved. Folk ved, at de skal sove ordentligt. De ved, at vejrtrækningsøvelser er gode. Men der er virkelig forskel på at have en to do-liste over, hvad der er godt for dig, eller gøre det, fordi din mor har fortalt dig, at du skal – og så på at forstå, hvad der sker i organet, og hvad der sker i cellerne. 

Det gør i hvert fald en forskel for mig, og det gør mig meget mere motiveret.

Har vi mistet evnen til at lytte til, hvad kroppen fortæller os?

– Jeg kan godt lide at sammenligne det med en samtale. Mange bruger deres trackere, som om de kun lytter for at kunne rette noget og optimere det. Men forestil dig en samtale med en ven, hvor du kun lytter for at kunne rette på ham eller hende. 

Det ville være enormt irriterende efter fem minutter. Hvis du derimod lytter for at forstå din ven, bliver det en interessant samtale. Og jeg synes, det er sådan, vi kan bruge fitness-trackere på den bedst mulige måde.

– Modsat folk, der vågner om morgenen, og egentlig føler sig friske og veludhvilede, men så kigger de på deres tracker, som fortæller dem, at de har sovet dårligt, og så føler de pludseligt, at de ikke er så friske alligevel. 

I den situation bliver trackeren som en ven, der fornærmer dig under en samtale. Du får det dårligere bagefter. Og så er det måske på tide at prøve en anden måde, fortæller Giulia Enders, og supplerer med et eksempel:

– Jeg elsker at have lange samtaler med venner sent om aftenen, men jeg opdagede, at jeg sover dårligere bagefter, fordi jeg er så aktiveret og begejstret. Jeg ville aldrig have troet, at det havde en betydning, fordi jeg nyder samtalerne. 

Men nu prøver jeg fx at have de samtaler tidligere på aftenen – og hvis det ikke lykkes, er det også okay. Én dårlig nats søvn gør ikke noget.

Søvnforskerens ene råd om søvn

Netop søvn er noget, som Giulia Enders vender tilbage til flere gange i interviewet. Og der hersker heller ingen tvivl hos hende om, at god søvnkvalitet er noget, man skal vægte højt, når det gælder sin sundhed.

– Jeg talte med en veninde, som er søvncoach, og hun bliver ofte spurgt: ”Hvad er det ene råd, du ville give alle, når det handler om søvn?”

– Hun sagde, at mange sikkert vil svare, at man skal have styr på sin stress og være god til at håndtere den. Det er rigtigt, men det er ikke hele sandheden. 

Hun anbefaler også at have mindst én ting i løbet af dagen, som du virkelig nyder. Noget, der giver dig ægte glæde helt ind i sjælen. Og når hun får folk til at efterleve det, sover de som regel bedre.

– Det lød lidt mærkeligt, syntes jeg, og jeg var nødt til at tænke over det, men der findes former for afslapning, som opstår, når man føler glæde, og som man ikke kan opnå på samme måde ved at lave en afslapningsøvelse meget koncentreret og målrettet. 

Når du fx virkelig griner helt nede fra maven, sker der en form for afslapning i hele kroppen, som er meget svær ellers at opnå.

– Glæde er faktisk en meget vigtig faktor. Hvis du dyrker motion på en måde, der giver dig glæde, er det bedre for din hjernes sundhed.

 At være sammen med mennesker, som giver dig glæde, er også bedre for dit helbred. Så det at opsøge glæde og samle på glæde kan forbedre din søvnkvalitet, fordi du får flere ting i dit liv, som du virkelig holder af.

Hvad gør du selv, når du ikke sover godt eller spiser usundt?

– Jeg tror, at én ting er at acceptere, at det nogle gange er helt okay ikke at spise sundt, og at det nogle gange også er helt okay ikke at sove godt. Du går måske igennem en ekstremt stressende periode i dit liv. Kroppen reagerer på det, og det er okay. 

Men så prøver jeg at hjælpe min krop. Hvis jeg ikke har spist så godt, spiser jeg lidt bedre næste dag. Og hvis jeg ikke har sovet så godt, prøver jeg at arbejde med min vejrtrækning. Jeg laver fx vejrtrækningsøvelser om aftenen, for når jeg sænker vejrtrækningen og forlænger udåndingen, kommer jeg ned i en roligere tilstand.

– Og hvis det ikke hjælper, fordi mit bevidste sind er helt vildt aktivt, lytter jeg til en podcast, så hjernen får lidt arbejdsro, og som regel når jeg aldrig særligt langt ind i podcasten, før jeg er faldet i søvn.

– Jeg tror, at det at leve sit liv med både kroppen og hjernen som ligeværdige medspillere er afgørende for at leve godt. Vi har så meget visdom i kroppen. Vi har så mange gode kolleger derinde, som hjernen kan sparre med, afprøve ting sammen med eller lade sig inspirere af. Hvorfor ikke bruge dem?

LÆS OGSÅ

Kan man rense kroppen for mikroplast?

Mikroplast findes i vores hjerner og andre vitale organer. De er mere eller mindre umulige at undgå. Men kan man fremskynde mikroplastens vej ud af kroppen? Eller styrke kroppen, så den bliver bedre til at håndtere plastpartiklerne? Det undersøger forskere over hele verden netop nu.