Anna Frida troede, hun kendte sin krop, men så besøgte hun denne udstilling
Efter kort tid på det aarhusianske Steno Museum bliver mine antagelser og forestillinger om et skrøbeligt underliv og en uforklarlig krop gjort til skamme. For her står det soleklart for mig, hvor lidt jeg egentligt kender min egen krop.
Smerter i underlivet, jag i brystet og mærkelige blødninger. Størstedelen af mine lægebesøg omhandler noget kvindekropsrelateret. Det virker nogle gange som om, at der kun er tre sandsynlige problemer på ubehaget - det er bare meget sjældent menstruation, klamydia eller graviditet, der er årsagen.
Men man ved ikke i hvilke andre hjørner, man ellers skal kigge. For i mange årtier har forskningen ikke fokuseret på kvindekroppen i dens helhed.
Det føles som at blive ved med at finde hemmelige døre hjemme bag kommoden eller æsker med familiehemmeligheder under gulvbrædderne. For det bliver ved med at overraske mig, hvor utrolig lidt jeg egentlig ved om min egen krop.
Nok nærmere hvor meget jeg faktisk ikke ved om, hvorfor min krop gør, som den gør – og hvad det skal til for?
De spørgsmål prøver forskerne, kunstnerne og skoleeleverne bag udstillingen ”Den oversete krop” at give mig svar på. De forsøger at pege pilen i retningen af nogle af de blinde vinkler, der findes i vores viden om og forståelse af kvindekroppen.
Ikke som en afsluttet fortælling, men som et rum for refleksion og undersøgelse af, hvad det indtil nu har betydet for din søsters, datters, venindes, mors og egen krop, at den historisk set har været underrepræsenteret i medicinsk forskning.
Det vil jeg også gerne have svar på, for jeg vil kende og forstå min egen krop.
Organer
Med det sagt, får jeg tre moderkager lige i smasken. Den ene er en strikket moderkage i rødlige nuancer, der måler tre meter i højde og brede. Man skal være blind for at få øjenkontakt med andet end den som det første, når man træder ind på museets første etage. I en noget anden størrelsesmæssig kaliber, står der ved siden af garnmoderkagen et sæt blege tvillingemoderkager. Med klemmer og snører er de nøje placeret i en montre fyldt med sprit.
- De er doneret af én af forskerne bag projektet selv, siger Ella Paldam, direktør for Science Museerne.
Annonce
Hun fortæller, at museet ikke har oplevet en så personlig involvering i en udstilling før, som de oplever flere gange under udformningen af denne. Den indeholder nemlig en organdonation yderligere.
Jeg træder ind gennem dørene til det mørke rum, der udgør udstillingen, men jeg bliver hurtigt stoppet af et lyseblåt forhæng. Der er et skær fra en lystavle bag det tynde stof, og foran det står der igen dele af kroppens indre.
I den første af de to små montrer er der noget, der ligner en østers, sådan som den er åbnet og positioneret. I den spritfyldte beholder ligger der en testikel. Til venstre for den står den anden lille montre. I den er der en æggestok.
Indtil nu har jeg måttet tage mig til takke med illustrationer af min livmoder, æggeleder og æggestok - og sidstnævnte ligner en bønneformet perle på billeder, men noget nær en snegl med et rimelig stort sneglehus på ryggen.
”Ej, det er jo sygt unfair!” lyder det pludseligt fra en drengestemme et stykke længere inde i udstillingen.
Igennem nogle af de tynde forhæng kan jeg se skikkelserne af en kvinde og to drenge. Hun har hænderne placeret på hofterne og let sammenknebne læber. Drengene og deres rynkede øjenbryn kigger med åben mund på hende.
Stayin’ alive
Som når en spændt tunge slipper ganens vakuum, er der er en ret konstant kliken. Engang i mellem kan jeg høre stemmer synge ”ha-ha-ha-ha stayin’ alive, stayin’ alive” i takt med den klikkene lyd, der kun bliver mere markant, jo længere ind gennem udstillingen jeg kommer.
Bag det lyseblå forhæng mellem kvinden, de to drenge og jeg, gemmer der sig endnu flere bekendte ukendtheder. To voksafstøbninger af rigtige hjerter står spiddet på en piedestal. Selvom jeg kan se med mit blotte øje, at den knytnæve jeg har lært, var sammenlignelig med størrelsen på det kvindelige hjerte, ikke passer – så knytter jeg hånden og fører den op ved siden af.
Annonce
… Og så fører jeg den anden op ved siden af.
Med to knyttede næver ovenpå hinanden, løber mine øjne over teksten, der lyder:
Der er forskel på hjertet hos biologiske mænd og kvinder, og derfor er der også forskel på de sygdomme i hjertet, som rammer mænd og kvinder. Tidligere har dette betydet, at nogle kvinder er blevet sendt hjem fra hospitalet med syge hjerter eller har fået behandlinger, som ikke virkede optimalt. Forskningen i kvinders hjerter er dog vokset de seneste 10-20 år, men det tager tid at opbygge den manglende viden.
Nyere forskning viser, at graviditet, for tidlig fødsel og behandling for brystkræft kan påvirke hjertets sundhed. Men forskerne forstår stadig ikke hvorfor.’
Ligesom de to måbende drenge, kan jeg mærke uretfærdighedsfølelsen krybe frem i mig.
Den klikkende lyd begynder igen efter en kort pause, og jeg kigger nu direkte på afsenderen. Til venstre for mig ligger der en førstehjælpsdukke. Med bryster. Noget der går op for mig, at jeg aldrig har set før.
Men det er der nok mange, der ikke har. I en lystavle, ved siden af dukken, der er i brug, hænger endnu en damedukke. Under den står der beskrevet, at Dansk Røde Kors i Aarhus længe har ønsket at bruge både mandlige og kvindelige førstehjælpsdukker, men at det ikke har været muligt, fordi de kvindelige fantomer simpelthen ikke har fandtes tidligere.
Og med ’tidligere’ mener jeg i 2024. I lystavlen hænger den første kvindelige førstehjælpsdukke fra Røde Kors Aarhus, som blev taget i brug første gang i 2024.
I bokseringen med mig selv
Annonce
På skellet mellem udstillingens tredje og fjerde sektion tårner et par enorme, hudløse, ammende stofbryster op som en slags sofa, man frit kan slå sig ned på. Selvom mælkekirtlen, jeg sidder på, ikke har den største overflade, har den lige præcis den størrelse, mine tanker og jeg har brug for.
Det kommer bag på mig, at selvom jeg har været til adskillige førstehjælpskurser, har jeg på ingen måde studset over, at det udelukkende har været med brugen af mandlige fantomdukker. Jeg har selv været blind for det problem, det er, at der ikke har været taget udgangspunkt i begge slags dukker.
Jeg rejser mig fra brystsofaens lidt ukomfortable sæde og træder ind i en ny lyseblå afdeling.
Det første, der fanger mit øje, er et stort, oplyst bord. Der er nogle håndboldshorts, en interaktiv skærm, en cyklusdagbog og en livmoder.
Ikke en illustration af en delikat, lyserød livmoder, men en vaskeægte, bastant livmoder. En kvinde har valgt at donere sin livmoder til udstillingen. Både for at slippe fra de smerter hun havde grundet endomitriose, men også for at skabe synlighed.
I den væskefyldte montre ligner den mest af alt en ordentlig boksehandske. Fra begge dens sider stikker to trompetblomst-lignende æggeledere ud.
Jeg forestillede mig livmoderen som sådan en lang, slank, v-formet, og endda lidt yndig ’ting’ – for det er altid sådan, den bliver portrætteret.
Men den er meget større og ’voldsommere’, end jeg havde regnet med. Hvilket giver enormt god mening, når dens egentlige formål er at skabe, rumme og beskytte et barn gennem hele dets udvikling.
Livmoderen ser på ingen måde så skrøbelig og sårbar ud, som den normalvis gør, når den bliver illustreret med tynde, lyserøde og elegante streger.
Men visheden om, at den faktisk er ret robust, gør mig både rolig og tryg. Det giver mig en større tiltro til, at min livmoder selvfølgelig også kan klare det, den nu engang skal igennem.
Annonce
Det afslørende blod?
Hvis jeg blev rystet i min grundvold over, hvordan livmoderen egentlig ser ud, så sker der for alvor et jordskælv under mig, da jeg læser teksten bag det lysende bord.
Menstruation består af blod og væv, og det er fyldt med værdifuld information.
I mere end 100 år har man taget blodprøver med kanyle fra blodårer. Men først i 2010’erne er man begyndt at undersøge, om prøver kan tages fra menstruation.
Helt ny forskning viser, at det muligvis kan bruges til at opdage sygdomme som endometriose, kræft og barnløshed. Menstruation kan også indeholde stamceller, som måske kan hjælpe med at reparere skader i kroppen.
I fremtiden vil læger måske bruge blod fra menstruation i almindelige undersøgelser af patienter.
Har man mave- og tarmproblemer, så ved man godt, at der sandsynligvis skal en afføringsprøve til. Det er fra den grotte, monsteret kommer, så det er derfra, man undersøger problemet.
Har vi 'overset' den mest logiske løsning, der kan fortælle os om, hvad der faktisk foregår i underlivet, fordi vi har været underlagt et narrativ om, at menstruationsblod er urent, unyttigt og klamt?
Det vigtigste at vide
Ved udstillingens udgang hænger en masse papirlapper, som besøgende har skrevet på. Normalt kan man godt forvente en tegnet tissemand, men der hænger noget, som jeg ikke har set før. Nogen har tegnet en w-formet tissekone, der bløder.
Annonce
’Hvad er det vigtigste, andre skal vide?’ bliver der på alle papirerne spurgt om.
’Info om menstruation’ står der under tegningen af den blødende tissekone. På papiret ved siden af står der: ’Det er vigtigt at vide, at menstruationsblod ikke rigtig er blevet undersøgt. Det, håber jeg, ændrer sig i fremtiden, da det er et emne, jeg er interesseret i. Det er vigtigt for fremtiden’.
Inden jeg går, skriver jeg på min egen seddel: ’Kvindekroppen er helt utrolig og kan på ingen måde klandres for at være svag, hysterisk eller uforklarlig. Det er vigtigt for min søsters, datters, mors, mine veninders og min egen krop, at vi lærer den at kende’.
