Ingen tog Livs underlivssmerter alvorligt: "Jeg følte mig hysterisk"

Liv Sicard Filtenborg var 10 år gammel, da hun fik sin menstruation.

 Det var der ikke mange af de andre piger i klassen, der havde fået endnu. Det var lidt pinligt at være den første, så Liv holdt det for sig selv. Det blev frøet til en følelse, der kun skulle vokse sig større de kommende år. En følelse af ensomhed.

Med menstruationen fulgte også de månedlige smerter. De tog hurtigt til, men hun tænkte, at sådan måtte det nok være at få sin menstruation.

– Til at starte med tænkte jeg, at det bare var en del af livet. Det var sådan, man snakkede om menstruationssmerter på – at de var normale. Men med tiden blev det alligevel slemt nok til, at jeg tænkte, det nok ikke var normalt, siger hun.

For hver måned der gik, blev smerterne i Livs underliv tiltagende værre. I takt med at flere af veninderne også begyndte at få deres menstruation, blev følelsen af at stå alene kun forstærket.

– Jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod det. Da mine veninder i skolen begyndte at snakke om, at i dag havde de smerter, så vidste jeg bare, at når jeg havde smerter, så kunne jeg ikke være i skole. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne bare ligge i min seng.

Livs smerter blev hurtigt så intense, at hun blev nødt til at blive hjemme fra skole flere dage om måneden. Hun lå i fosterstilling i sin seng og prøvede at tænke på noget andet – men smerterne fyldte det hele.

– Jeg kunne mærke hver gang, det var på vej. Når det ramte, vidste jeg, at jeg ikke kunne noget de næste to dage, som i slet ikke. Jeg kunne kun ligge ned og skrige. Det lyder lidt vildt, men jeg fik det nærmest som om, jeg ikke havde lyst til at leve mere. Det var ikke selvmordstanker, det var virkelig bare et ønske om ikke at være her længere, fordi det er så svært at være i.

Er jeg hysterisk?

Liv følte sig anderledes end de andre. Ingen kunne sætte sig ind i, hvordan det føltes, og hvor intense Livs smerter var. Det fik hende også til at tvivle på, hvad hun selv følte.

– Hverken min mor eller andre kvinder i min familie har oplevet menstruationssmerter overhovedet. Så der har ikke været nogen, der kunne sige, hey, jeg forstår, hvordan det er. Jeg blev bange for, om jeg overdrev.

Sådan tænkte Liv mange gange i løbet af de kommende år. Når hendes veninder og kvinderne i hendes familie sagtens kunne klare det, måtte der være noget galt med hende.

– Hvis jeg snakkede med mine veninder om det, kunne de ikke forstå det. De kunne ikke sætte sig ind i, at jeg havde menstruationssmerter på en anden måde end dem – for de kunne godt klare at tage i skole, gå til sport og fødselsdage med menstruation.

Selvom det var svært for omgangskredsen at forstå, hvad Liv gik igennem, var der alligevel fysiske tegn på, at hun ikke havde det helt godt. Hun blev bleg, kastede op og besvimede sågar af og til af sine smerter.

– Jeg havde en situation, hvor jeg pludselig kunne mærke, at smerterne var på vej. Jeg sad i skolen, og jeg prøvede at gå ud, men så bliver alt sort, og jeg væltede foran hele klassen.

Den irriterende veninde

Det var dog ikke altid, at man fysisk kunne se på Liv, hvor skidt hun havde det. Derfor kom hun også til at skuffe sin omgangskreds af og til, når hun måtte aflyse, fordi smerterne kom uanmeldt.

– Jeg planlagde min måned ud fra min cyklus. Min menstruation var nogenlunde regelmæssig, så jeg vidste godt, hvilke dage jeg ikke skulle lægge planer. Det holdt nogenlunde, men hvis menstruationen og smerterne kom tidligere, kunne det godt ødelægge det lidt.

 Og så måtte Liv aflyse. Det føltes pinligt at fortælle veninderne, at hun aflyste på grund af sin menstruation, så Liv undskyldte bare med, at hun havde det dårligt. Den uspecifikke grund gjorde desværre kun vennerne mere frustrerede.

– De sagde det måske ikke direkte til mig, men jeg kunne godt fornemme, at dem omkring mig blev lidt irriteret, når jeg aflyste. Men mest af alt blev jeg sur på mig selv. Jeg synes, at jeg var en irriterende veninde, der blev ved med at aflyse.

Som 14-årig blev hun nødt til at nedtrappe sin håndboldtræning, fordi hun var blevet væk fra så mange træninger. Det resulterede i, at hun ikke kunne rykke op med de andre, da de skiftede klub for at spille på et højere niveau.

– Det var stadig hyggeligt, men det gjorde mig lidt ked af det, at det ikke kunne være så seriøst, som jeg egentlig gerne ville have det.

Livs cyklus var dog ret regelmæssig, så oftest kunne hun forudse, hvornår på måneden hun måtte trække stikket og sørge for ikke at have nogle aftaler.

– Det holdt nogenlunde. Men nogle gange kom menstruationen lidt tidligere, og så kunne det godt ødelægge det lidt.

Får diagnosen

Efter nogle år i den tilstand tog Liv sin mor i hånden og gik op til lægen. Her fik hun udskrevet forskellige typer smertestillende, men lige lidt hjalp det. Af og til oplevede hun en kortvarig effekt, men hurtigt var smerterne tilbage på samme niveau.

– Da jeg er 15 år, siger lægen, at vi måske bare skal sætte mig på p-piller. Men fordi jeg var under 18, ville hun gerne sende mig til en gynækolog. Det er først her, efter jeg har haft smerter i fem år, at gynækologen siger, at de ikke vil afvise, at det er endometriose.

Det kræver en kikkertundersøgelse før, gynækologen kan diagnosticere endometriosen, men hun udskriver p-piller til Liv og fortæller hende, at hun skal se pillerne som hendes medicin. Det er dem, der kan standse blødningen, og på den måde forhindre smerter og forværring af endometriosevævet.

 – Det har været en lettelse, da jeg fik den besked fra gynækologen, fordi jeg endelig blev troet på. Jeg har hele tiden følt, at jeg måske var hysterisk. At jeg bare var en pige, der ikke havde en særlig høj smertetærskel.

Efter et år på p-piller fik Liv i stedet en hormonspiral som 16-årig. Hendes humør havde været dalende, og hun endte med at blive diagnosticeret med en depression. Hun ved endnu ikke, hvad der er årsagen bag. Det kan både være en genetisk komponent, da flere i Livs familie har lidt af depressioner, men p-pillerne og de mange år med udiagnosticerede smerter kan også spille ind.

– Jeg tror måske ikke, at jeg var havnet i den her depression, hvis jeg havde vidst det noget tidligere. Hvis nu jeg vidste, at der ikke var noget galt med mig, så var det måske ikke endt med også at gå ud over mit hoved.

Hun startede i et forløb hos Børne- og Ungepsykiatrien, hvor hun snakker med en psykolog, og hun er også startet på antidepressiv medicin.

– Jeg skulle lære at sige højt, at jeg ikke er hysterisk, men også at sige det til andre. Jeg havde skabt et billede af mig selv som ekstrafølsom. At det var mig og mit hoved, der var noget galt med. Jeg har prøvet at vende de her tanker med, at jeg ikke er svag – at jeg faktisk er stærk.

Sammen med psykologen øvede Liv sig på at sige til sig selv, at det var okay, hvis hendes krop gjorde ondt. I stedet for at blive sur eller frustreret over det, skulle hun affinde sig med, at hun ikke kunne gøre noget lige nu og her, og at det var okay.

I dag oplever Liv stadig månedlige smerter, men intensiteten af dem er mindsket som følge af hendes spiral.

LÆS OGSÅ

Kamilla forsøgte at blive gravid 13 gange – men én ting viste sig at stå i vejen

Da Kamilla Albek fik den gode besked, var hendes håb tæt på at svinde ud. Igennem de sidste ti år havde hun prøvet at få børn uden held, men da lægerne opdagede denne ting, gik der kun få måneder, før hun var gravid.