-
Denne uge skifter energien markant - og det kan betyde skift i kærlighed og relationer
-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
Kamilla forsøgte at blive gravid 13 gange – men én ting viste sig at stå i vejen
Da Kamilla Albek fik den gode besked, var hendes håb tæt på at svinde ud. Igennem de sidste ti år havde hun prøvet at få børn uden held, men da lægerne opdagede denne ting, gik der kun få måneder, før hun var gravid.
Kamilla Albek turde næsten ikke tro på den besked, hun fik, da hun tog telefonen en morgen på sin arbejdsplads.
Hendes forventninger var dalet efter 10 år med mislykkede forsøg. Det fortæller hun i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”.
– Det var en helt normal dag på arbejde, da min læge ringede til mig. Så sagde hun til mig, at nu sad det fast. At nu var jeg gravid. Jeg tror, at jeg var oppe på 13. forsøg, og jeg håbede hver gang, det gør man jo. Men efter så mange gange, bliver det også sårbart at håbe, siger hun i ”Skål Søster”.
Få dage inden havde Kamilla opdaget, at der var blod i hendes trusser, så hun var gået fuldstændig i panik. Hun tænkte, at så var den der nok ikke – sådan som det plejede at være. Men denne gang var den altså god nok.
– Så var den der. Jeg tror bare, at jeg gik rundt i en tåge inde på mit arbejde. Jeg kunne ikke helt forstå det. Det havde været en lang kamp. Og jeg blev også lidt sorgfuld over, at jeg skulle så meget igennem.
Kamilla havde været i fertilitetsbehandling med to forskellige kærester og var fortsat alene efter bruddet. Samtidig med at hendes forhåbninger blev knust gang på gang, var æg udtagningerne også utroligt smertefulde – men det viste sig, at der var en grund bag.
En sidste undersøgelse
Efter Kamilla og hendes ekskæreste var gået fra hinanden, fik hun undersøgt sine æggeledere. Selvom hendes håb var ved at være slukket, fik hun alligevel lavet undersøgelsen, hvor lægerne skulle kontrollere, om der var nogle blokeringer i æggelederne.
– Så fandt de ud af, at æggelederne var fuldstændigt smadret af inflammation og var rigtigt syge. Så de besluttede at operere begge to ud. Efter operationen kom der en læge ind og fortalte mig, at de havde fjernet begge æggeledere, og at jeg havde endometriose.
Det var første gang, Kamilla hørte den besked. Hun havde haft smertefulde menstruationer, krampeanfald og voldsom kvalme, siden hun var teenager – men det var først nu sidst i 30’erne, at hun fik diagnosen.
– Jeg havde mange spørgsmål. Jeg havde bare fået at vide, at det var moderat til svær endometriose, men jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg fik så fat i en læge nogle uger senere, der forklarede, at endometriosen havde skabt sammenvoksninger i mine æggeledere.
Kvindesygdommen endometriose, som danner både arvæv og sammenvoksninger i underlivet, har gjort det meget sværere for Kamilla at blive gravid. Men allerede andet forsøg efter, at Kamilla havde fået fjernet sine sammenvoksede æggeledere, lykkedes det.
I dag er hendes datter Vera 3 år gammel, og selvom Kamilla er ked af alt det, hun måtte igennem, inden hun kunne blive gravid, så er alt endt, sådan som hun gerne ville have det.
– Jeg tænker, at man godt kunne have fundet ud af det her før. Men så kan man sige, så havde jeg jo ikke fået min datter. Så havde det været med min ekskæreste, så på den måde er alt, som det skal være. Jeg er dybt taknemmelig for at have fået min datter.
Du kan høre hele Kamillas historie i denne uges særafsnit af ALT for damernes podcast ”Skål Søster” her, hvor hun fortæller om at leve uden at vide, hvad hun fejlede, hvordan sygdommen påvirker hende i dag og hvad, hun selv kan gøre for at få det bedre.