Indretning
SPONSORERET indhold

Nana: "Et hjem skal fortælle en historie om, hvem der bor der"

Danske designklassikere, iøjefaldende farver og rene linjer. I et håndplukket miks af nyt og vintage, kunst og tekstiler har Nana Voxtrup skabt en rolig og samtidig livlig base for sin familie på fire.

Foto: Flemming Leitorp
28. okt. 2015 | Bolig | BoligLiv

Finurligt, overraskende og med masser af leben. I en 213 kvadratmeter stor lejlighed på Østerbro i København mødes danske møbelklassikere med loppefund. Og netop i det uventede miks mellem det enkle og de iøjefaldende farvevalg er der skabt en inspirerende glæde og vitalitet. Stilen er lagt af Nana Voxtrup, der er designkoordinator i børnetøjsvirksomheden MarMar, og af Lasse Holm, der er direktør i møbelfirmaet Twenty1. I hjemmet bor også parrets to børn Arthur på seks år og Herman på tre år. Sammensætninger af former og farver er en fast del af Nanas arbejde, og for hende er opbygningen af et hjem meget lig at  skabe en kollektion. Til gengæld tager det længere tid, fordi alt er valgt med hjertet og med næsen begravet i loppemarkeder.

LÆS OGSÅ: Guide til de bedste loppemarkeder i København

Den bedste gave
– Jeg er den vildeste samler, og alle vores ting betyder noget for mig. På mine ønskesedler står der kun ting til hjemmet. Et fint loppefund er det bedste, man kan give mig, og Lasse ved efterhånden, at vejen til  mit hjerte er en gammel stol og en bøtte maling. Mærkevarer interesserer mig ikke – kun ting med sjæl, fortæller Nana. I spisestuen står lutter forskellige spisebordsstole, dog med fælles træk, og parret har kun få dyre ting. Resten er nøje udvalgte loppefund, brugte møbler og hjemmesyede puder. Det må nemlig ikke blive for fint hjemme hos Nana og Lasse, man må godt kunne se, at der bor en familie.

Plads til at udfolde sig
Den store lyse lejlighed fik parret ved et lykketræf. I 10 år havde de boet i naboopgangen. Som nr. 10 på listen til lejlighederne på over 200 kvadratmeter, som aldrig blev ledige, regnede de derfor ikke med, at der var nogen chancer for, at ni mennesker ville takke nej før dem. Men så en dag skete det!

– Jeg tror aldrig, at vi har følt os så heldige. Lejligheden var i ret dårlig stand, men det var på ingen måde noget, der skræmte os, siger Nana, der før har istandsat ‘et absurd grimt sommerhus’, som hun siger.

– Her var der grænser for, hvad vi måtte lave om, fordi det er en lejelejlighed. Kun køkkenet har vi skiftet og lysnet parketgulvet, og tilsammen har det skabt en ren ramme, som understreger de nordiske linjer i vores indretning, siger Nana. Nana har forsøgt at finde en balance mellem ro og visuel udfordring i indretningen. Når man træder over dørtærsklen, skal man kunne se, at parret har blik for både det gode håndværk og detaljen. Men også, at der er plads til, at familien kan udfolde sig, fortæller Nana, der selv elsker at komme ind i inspirerende hjem, hvor man kan blive ved med at gå på opdagelse. For som hun siger:

– Et hjem skal fortælle en historie om, hvem der bor der.

Klaveret er et arvestykke. Børge Mogensen gyngestolen har Nana fået af Lasse i fødselsdagsgave. Nomon Oj-uret er købt på trendbazaar.dk, og den hvide kommode fandt Nana i DBA. Den sorte tremmestol er fra Ikea.

Blomster i en vase fra Anne Black lyser op på en gul kommode i spisestuen. Billedet i baggrunden er af kunstneren Jesús Perea.

En blå urtepotteskjuler fra Rambow giver en sart farvekontrast til tingene af træ. Bordet er fra Illums Bolighus, lampen er fra Brdr. Krüger og fuglen er fra Architectmade.

Stramme linjer, finurlige detaljer og forskellige blå nuancer i spisestuen. Nana har blandet stole fra Hay, Coop og loppemarkeder omkring spisebordet fra Hay. Lamperne er vintage.

En tekande af støbejern fra Sings Tehus står klar til en tepause sammen med mor- og far-tekopper fra Liebe.

Bauhaus bordlampen og en gul windsorstol designet af Børge Mogensen skaber varme sammen med palisanderskænken. Sort, hvid og gul grafik og linoleumstryk er nogle af Nanas loppefund sat sammen med en Playtype plakat.

Køkkenet har kig til vitrineskabet i det gamle anretterkøkken. Billedet er fra Bob Noon, kopperne er fra Designletters og kanden fra Helbak. Køkkenskabene er fra Vordingborg Køkkenet.

I stuen sørger lyse træsorter for en lys, nordisk stemning. Bakkebord og loungestol er fra Brdr. Krüger, og bogkasserne købte Nana i Trævarefabrikernes Udsalg, da hun flyttede hjemmefra.

TIP
Bor du med mange vintagefund, så giv stilen et nutidigt pust med moderne grafik.

Et telt på børneværelset er den bedste hule, og dette er fra mylittlevibes.dk, puderne er fra Ferm Living og LuckyBoySunday. Sengetæppet har Nana hæklet i sin strikkeklub. Det tog over et år. Sengene er fundet i DBA.

TIP
Lasse har selv bygget klatrevæggen til stor glæde for børnene – tjek f.eks. gubbies.com for tips og materialer.

I Nanas krea-rum kan hun udfolde sig, som hun vil på arbejdsbordet lavet af Ikea bukke med bemalede MDF-plader. Dekorative huse af træ fra Netto holder styr på skrivegrejet. Stolen er fra Quriosa. Skamlen fra Ikea har fået et par lag orange maling.

Et teakspejl fra storskrald skaber sammen med moderne Playtypepostkort i loppe-rammer et cool modspil til det enkle, lyse badeværelse.

Stemningen i soveværelset er rolig, selvom der både er mønstret tapet på væggen og grafisk mønstrede puder på sengen. Flere af puderne er hjemmesyede, mens tapetet og den storternede pude er fra Ferm Living.

Anbefalet til dig