William fik kramper i benene – dagen efter blev han indlagt på børnekræftafdelingen

Duften af chokolade breder sig i køkkenet, og 11-årige William Sundkvist kommer ind med en tallerken fuld af chokolade muffins. Han har altid elsket at bage, og i dag er det ham og hans 7-årige lillesøster Greta, der har bagt.

Da familien har sat sig, og mor Sofia har tændt nogle stearinlys, stryger han hånden hen over bordet og siger: Værsgo!

På bordet foran ham ligger også en blå stofpose. Han åbner den og viser ”supersnoren” frem, som er 7,2 meter lang og består af 480 perler i forskellige farver. En perle for hver behandling, William har gennemgået i løbet af de sidste 25 måneder. Han lader fingrene glide hen over perlerne og stopper ved en, der ligner en hamburger.

”Jeg husker den her særligt godt. Jeg lå på intensiv på hospitalet, og da jeg vågnede, var jeg så sulten, og jeg ville have en hamburger.”

”Og jeg løb ud for at købe en til dig,” siger mor Sofia Bergström.

Anettes kræft blev ikke opdaget ved mammografi: ”Det skyldes mit tætte brystvæv”

Brystkræft ligger til familien, og Anette Toftgaard havde været opmærksom på at få tjekket sine bryster, siden hun fyldte 40 år. Da hun fik konstateret brystkræft, havde mammografien bare ikke kunnet se canceren gennem det tætte brystvæv, som mange kvinder har. Nu, hvor Anette Toftgaard er på den anden side af et hårdt forløb, vælger hun at dele sin historie, så du er bedre klædt på til at spørge om det rigtige.

Kun William kan beskrive følelsen bag hver perle. Kun han ved noget om den fysiske og psykiske smerte ved hver behandling.

”Nogle gange havde jeg så ondt, at jeg ikke engang kunne tage et bad. Min hud brændte som ild,” siger han og tager en bid af sin muffin.

Far, Fredrik Sundkvist, lægger armen om William, giver ham et knus og siger:

”Jeg er så glad for, at alt er gået godt. Men jeg glemmer aldrig den dag, hvor livet pludselig ændrede sig, og hverdagen blev helt anderledes. Det er tre år siden nu. Vi har været igennem så meget sammen og har båret på så mange bekymringer,” siger Fredrik.

”Ja, man kan ikke forvente, at nogen skal forstå denne forfærdelige sygdom, og hvad den indebærer. Vi har selv glemt visse ting, fordi vi har været så fokuserede på at komme igennem det hele,” siger Sofia.

Havde ikke lyst til at lege

Det hele startede i august 2021, en uge før skolestart. William var cyklet hjem, men så fik han kramper i benene. Hele hans krop blev følelsesløs, og han måtte stoppe på en parkeringsplads for at lægge sig ned og hvile. Netop da kom en af hans venner kørende forbi sammen med sin far. Da de så William ligge på asfalten, ringede de til Fredrik, som straks hentede ham.

”Vi tog hjem, og jeg reagerede på, at han var så bleg,” husker Fredrik.

Mette Horn har droppet én ting efter overgangsalderen: ”Jeg gider ikke mere”

Da Mette Horn var yngre, var det vigtigt for hende altid at præstere og vinde over sig selv. Men efter overgangsalderen har hun fundet fred med, at hun ikke længere har det samme energiniveau som tidligere.

Som aftenen skred frem, blev det bedre. Men fredag den 13. august, da familien tog til hans bedstefars fødselsdag, blev det tydeligt, at William var svag igen. Han ville ikke lege eller svømme med de andre børn.

”Det lignede ham ikke. Da vi kom hjem den aften, satte jeg en pulsmåler på ham og ringede til sundhedsplejen for at få råd,” fortæller Sofia.

Næste dag besluttede de at tage William med på skadestuen. Men han ville ikke med, fordi han havde planlagt at lede efter Pokémon med sine venner. Mor Sofia foreslog, at de kunne søge under bilturen. På skadestuen mente både sygeplejersken og lægen, at William så fin ud, og at det nok var en virus. Men Sofia stod fast.

”Jeg ville have dem til at lave et hurtigt tjek, fordi han var så bleg. Sygeplejersken gik med til det og tog en prøve. Kort tid efter kom hun tilbage og ville tage endnu en prøve.”

Sofia troede, at der var gået noget galt under den første prøve. Men da hun så sygeplejersken gå direkte til lægen for at få taget den anden blodprøve, gik det op for hende, at der var noget galt. De fik at vide, at Williams hæmoglobinniveau var 40. Det er meget lavt. Normalt skal det være 140. William havde brug for blod, og de var nødt til at tage på hospitalet, forklarede lægen.

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

”Jeg havde ikke nogen katastrofetanker dengang. Jeg troede, at alt ville blive godt, og at han bare havde lave blodtal,” siger Sofia.

Akut lymfatisk leukæmi

Efter et par timer på hospitalets børneafdeling fik de lørdag aften at vide, at de allerede næste morgen ville blive fløjet til Universitetshospitalet med ambulancefly.

”Lægen sagde, at der kunne være noget galt med Williams knoglemarv, men at lægerne var nødt til at undersøge den. Selv da var jeg ikke klar over, at det kunne være farligt. Jeg havde 'slukket',” siger Sofia.

Men da de ankom til hospitalet, så hun et skilt, hvor der stod ”Børn og kræft hører ikke sammen”, og der, på nabodøren, stod der ”William”.

”Min første tanke var: ”Skal han have sit eget værelse?” Så gik det op for mig, at det kunne være kræft. Da blev det sort for mig. Jeg gik ud på toilettet, græd og ringede til Fredrik og sagde: ”Jeg tror, vi er på en kræftafdeling”.

Fireogtyve timer senere var alle prøver taget, og svaret kom: William havde akut lymfoblastisk leukæmi, ALL. Det er en form for blodkræft, hvor en bestemt type hvide blodlegemer, de såkaldte lymfoblaster, formerer sig ukontrolleret og derfor kommer ind i blodbanen i en umoden form. Lægerne var klare i mælet og forklarede, at ALL er den mest almindelige form for leukæmi, og de forklarede, hvad der sker nu:

”Vi vil være ærlige om alt, og vi vil ikke holde noget hemmeligt for dig. Heller ikke for dig, William,” sagde de.

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.

Meddelelsen markerede begyndelsen på en lang periode med bekymringer for familien og en endnu længere rejse med utallige behandlinger og procedurer for William. Fra fredag den 13. august 2021 til den 15. oktober 2021 tilbragte Sofia og Fredrik det meste af deres tid på hospitalet sammen med William. Lillesøster Greta, som på det tidspunkt var fire år gammel, måtte blive hjemme hos sine bedsteforældre.

”Angsten var forfærdelig, men vi besluttede, at vi ville klare det. Alt andet måtte lægges til side,” siger Fredrik.

”Jeg var i chok og græd meget, men jeg bed tænderne sammen for Williams skyld. Der var ikke andet, jeg kunne gøre. Jeg havde også dårlig samvittighed over for Greta. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være der for hende,” siger Sofia.

I denne periode var der også en covid-pandemi, som begrænsede besøg fra familie og venner. Samtidig ville vi ikke risikere, at William blev smittet, da han var ekstra følsom over for infektioner.

Livet gik i stå

Efter to måneders behandling skulle de have været hjemme på orlov i en weekend. En tur, der blev aflyst, da det blev opdaget, at Williams urinrør var blokeret, og at hans nyrer var holdt op med at fungere. En alvorlig tilstand, som kunne føre til blodforgiftning, og som resulterede i, at han blev bragt til et andet hospitals intensivafdeling.

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

”I dag er jeg evigt taknemmelig for, at vi ikke havde tid til at forlade hospitalet. For hvis vi havde gjort det, ved vi ikke, hvordan det var endt,” siger Fredrik.

I begyndelsen sagde William ikke meget om sin sygdom. Han ville helst ikke tale om sin kræftsygdom. Men da han lå på intensivafdelingen, gik det op for familien, at han havde besluttet sig for at kæmpe. En dag sagde han: Nu er jeg ligeglad med mit hår, bare giv mig medicinen.

”Der indså vi, at det ville blive hårdt, men at han ville klare det,” siger Sofia.

De tilbragte i alt to måneder på det første hospital og fortsatte derefter behandlingen hjemme på deres lokale hospital. William gennemgik også flere operationer og besøgte et større hospital regelmæssigt, da han ofte led af nyresten.

Fredrik og Sofia beskriver følelsen under sygdommen som, at livet gik i stå. Pludselig drejede alt sig om det, der foregik inden for hospitalets mure. Det, der skete udenfor, var ikke længere under deres kontrol.

”Jeg husker en fredag aften på hospitalet. Mens vi levede minut for minut, læste vi opslag på Facebook om familier, der hyggede sig fredag aften og gjorde helt almindelige ting. Det var der, jeg indså, hvor hurtigt livet kan ændre sig, og hvor hurtigt en families prioriteringer kan ændre sig,” siger Sofia.

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

”Mange ting, som var vigtige før, føles helt uvigtige nu. Jeg går ikke længere op i materielle ting på samme måde. Vi lever i nuet, tager en dag ad gangen og værdsætter familietid på en helt anden måde end tidligere,” tilføjer Fredrik.

Hjælp til skolegang

På trods af hospitalsopholdene har William forsøgt at følge med i skolen, så godt han kan. I perioden fra august 2021 til marts 2022 var han væk og gik glip af det meste af tredje klasse. Når han har haft overskud, er han blevet undervist på hospitalet, og lærerne på hans skole har altid været en stor støtte. Takket være dem har han været i stand til at indhente det, han er gået glip af.

William viser stolt en hvid hund frem, et krammedyr, som han fik på hospitalsskolen på børnekræftafdelingen. Der hjalp lærerne ham med hans skolegang. De besøgte blandt andet hans klasse for at tale om sygdommen og Williams vej tilbage til et sundt liv. Så efterlod de den hvide hund og fortalte hans klassekammerater, at den fra nu af ville være Williams stedfortræder.

”Det var så pænt af hospitalsskolen. Vi vil virkelig gerne hylde hans lærere. Alle har været helt fantastiske og en kæmpe støtte,” siger Fredrik.

På hver udflugt, klassen var på, sendte de billeder af hunden og ofte også af undervisningen.

”Det hjalp William til at føle sig inkluderet og ikke glemt,” siger Sofia.

Da han kom hjem, begyndte han at gå i skole et par timer om ugen. Tiden blev gradvist øget, efterhånden som han kunne klare mere.

”Sofia og jeg skiftedes til at være sammen med ham i skolen. Vi ville ikke lade ham være alene, for hans humør kunne hurtigt skifte. Han kunne f.eks. pludselig få stærke mavesmerter, feber og træthed eller blive træt og sløv,” siger Fredrik.

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Tilbage til fuldtidsarbejde

Først den 4. august 2022, ved starten af fjerde klasse, vendte William tilbage til skolen på fuld tid. Ud over bekymringen for William var der også en konstant længsel efter Greta for hans forældre. At William blev syg var en stor omvæltning, selv for hende.

”Jeg savnede hende utroligt meget. At kunne børste hendes tænder, hente hende i børnehaven, kramme hende og læse godnathistorier for hende. Vi gjorde ikke nogen af disse ting i den periode,” siger Sofia.

På et tidspunkt besluttede de dog, at Sofia skulle tage hjem på weekend og overraske Greta.

”Jeg glemmer aldrig, da jeg hentede hende i vuggestuen. Hun var overlykkelig. Jeg græd, og personalet græd. Der var så meget kærlighed dengang.”

I dag er William kræftfri, men han er stadig modtagelig for infektioner. Al den medicin, han har taget, har svækket hans immunforsvar. Han skal indlægges, hvis hans temperatur stiger til 38,5 grader, eller hvis den bliver ved med at være 38 grader i mere end en time. Blandt andet derfor holder familien stadig nøje øje med Williams velbefindende, og han er ikke så aktiv, som han plejede at være.

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

”Det har været hårdt at skulle sige nej nogle gange og ikke kunne lade ham være sammen med sine venner på samme måde som før. Det tog lang tid, før han kunne være sammen med sine venner efter skole. Det er først nu, hvor han er stoppet med kemoterapien, at hans energi begynder at komme tilbage,” siger Fredrik.

”Jeg bliver ved med at tage små skridt i den rigtige retning. Jeg ved, at jeg kommer tilbage med fuld kraft,” siger William og pakker sine supersnørebånd ned i rygsækken.

Denne artikel blev første gang udgivet på Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.