Anettes kræft blev ikke opdaget ved mammografi: ”Det skyldes mit tætte brystvæv”

Det var en forårsfredag for knap et år siden. 

Efter en mammografi på Bispebjerg Hospital tikkede der en besked ind i Anette Toftgaards e-Boks. 

Tæt brystvæv er en risikofaktor, som mange desværre ikke kender til

I Danmark tilbydes kvinder over 50 år en mammografi hvert andet år for at øge chancen for at opdage brystkræft tidligt i forløbet. Men du får ikke oplyst, om du har tæt brystvæv, som kan gøre det svært at opdage en kræftknude i tide.

De ville gerne se hende to dage senere, fordi der var fundet forandringer i hendes bryst. 

"De ville altså gerne se mig på en søndag. Der kunne jeg mærke, at hele mit system begyndte at pulsere. Det var sådan en intens fornemmelse. Hvad er det her for noget? Hvad betyder forandringer? Og hvad kommer der til at ske? 

Jeg mærkede efter på mine bryster endnu engang, men jeg kunne simpelthen ikke fornemme noget," siger Anette.

Om søndagen tog hun til Gentofte, og da Anette blev scannet på det højre bryst, dukkede der hurtigt en række små prikker op på skærmen. Det kunne bare være kalk, forklarede lægen, men det kunne også være forstadier til kræft. Og fordi det spredte sig over hele 10 centimeter – altså knap halvdelen af hendes bryst – så skulle brystet fjernes, hvis det viste sig at være forstadier til kræft. 

"Lige der tænkte jeg, okay. Afsted med det. Så det er altså ikke kræft, det er forstadier til kræft, og så skal brystet fjernes. Fint nok," fortæller Anette, som bagefter blev scannet på det venstre bryst, hvor der lige så hurtigt dukkede en sort kugle op. 

Anette har dog tidligere oplevet at have vandcyster i brysterne, men det var det her ikke, hørte hun lægen sige. Faktisk så det ikke så godt ud.

"Allerede der fik jeg jo nærmest at vide, at jeg havde kræft. Der var i hvert fald en meget lille sandsynlighed for, at det ikke var det. Det var så uvirkeligt. 

Det var kun to dage siden, at jeg havde fået mailen om, at der var forandringer, og mammografien havde jo ikke opdaget den her knude i venstre bryst, den havde kun opdaget pletterne i det højre," siger Anette, der herefter gik i det, hun kalder en form for overlevelsesmode. 

"Så må det jo være sådan det er, tænker jeg. Jeg bliver meget handlekraftig, når jeg oplever uforudsete ting. Nu måtte jeg bare læne mig ind i det her, og så måtte vi tage én dag ad gangen."

Ja, det er kræft 

Anette har altid været meget opmærksom på at få tjekket sine bryster. Hendes mor har fået konstateret brystkræft to gange, så det har været et naturligt fokus for hende allerede fra omkring 40-års alderen. 

Der startede hun med at få en årlig mammografi og en ultralydsscanning på en privat klinik, og da hun blev 50 år, begyndte hun så at blive tjekket i det offentlige. 

"For mange år siden fik jeg at vide, at jeg har et meget tæt brystvæv, og at det derfor ikke var sikkert, at en mammografi ville kunne opdage en knude. 

Af den grund har jeg udover mammografien også altid fået en ultralydsscanning," fortæller Anette om de mange år, hun er blevet tjekket i det private.

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Og netop derfor bad hun fire måneder inden den skæbnesvangre mammografi sin læge om også at blive henvist til en ultralydsscanning, men da lægen ikke kunne mærke noget særligt, blev det slået hen med, at mammografien jo ventede lige om hjørnet, og så kunne der blive taget stilling til ultralyd derefter.

"Det er så vigtigt at være opmærksom på, at mammografien altså ikke altid opdager alt. Derfor kan det være vigtigt også at få en ultralydsscanning. Det er der mange, der ikke ved, og hvor skulle de også vide det fra? 

De fleste tror jo, at de er home safe, når de får lavet en mammografi," siger Anette.

Hun lægger også vægt på vigtigheden af selv at spørge ind til, om der kan være omstændigheder i brystet, der gør, at det kan være sværere at opdage knuder og dermed endnu mere nødvendigt at få en ultralydsscanning med i pakken.

Selv forlod Anette Gentofte Hospital med en overbevisning om, hvad der ventede af svar på den biopsi, hun fik lavet. 

"Den næste uge gik med at vente, og i den tid prøvede jeg at være meget kærlig mod mig selv. Jeg talte virkelig pænt til min krop. ”Jeg ved, at du har gjort det så godt, du kan, og nu er vi sammen om det her. Jeg er her for dig”. 

Ventetiden var ikke så ulidelig, som jeg havde troet, sådan en tid ville være, fordi jeg inderst inde godt vidste, at det var kræft. Jeg havde forberedt mig på det."

Og Anette fik ret. Ugen efter sad hun igen overfor en læge på Gentofte Hospital. 

"Der var sat en time af til mødet, og jeg tænkte, at det gør de jo ikke for at fortælle, at der ikke er noget galt. Og ret hurtigt sagde lægen da også, at ”ja, det er kræft”, men selvom jeg var forberedt på det, var det så surrealistisk at få konstateret."

Knuden i venstre bryst var en østrogenfølsom knude, mens de endnu ikke vidste, om prikkerne i det andet bryst havde noget med kræft at gøre.

"Og så starter spørgsmålene. Hvis du nu skal have fjernet det her bryst, vil du så også have det andet fjernet? Eller vil du bare have fjernet noget af det? Vil du bevare dine brystvorter? Eller have lavet nogle nye? 

Eller vil du slet ikke have nogen bryster? Det var altså den samme samtale, hvor jeg lige have fået at vide, at jeg havde kræft, så jeg kunne slet ikke forholde mig til noget af det. 

Efter 50 minutter kunne jeg ikke rumme mere. 

Jeg blev nødt til at fordøje, hvad det var, der skete inde i min krop, inden jeg kunne tage stilling til noget som helst omkring mine bryster. Jeg forstod slet ikke, hvorfor det var så vigtigt. 

Var det vigtige ikke at få kræften væk?"

Brølende primalskrig 

To dage senere blev Anette ringet op igen. Der var også kræft i det højre bryst. Herefter gik hendes e-Boks for alvor i selvsving. 

Indkaldelse til møde. Indkaldelse til blodprøver. Indkaldelse til tjek. Indkaldelse til møde igen. Indkaldelse til operation. 

Anette tog hurtigt en beslutning om, at hun ville have fjernet begge sine bryster. Et tjek af hendes lymfer viste heldigvis, at kræften ikke havde spredt sig yderligere, men derfor skulle hun alligevel forberede sig på en eventuel kemokur efter operationen.

"Hele perioden var sådan et vakuum, fordi jeg hele tiden gik og ventede, og jeg anede ikke, hvilke svar jeg ville få. Det eneste, jeg kunne gøre, var at prøve at mærke efter i mig selv hele tiden, om jeg havde mig selv med, og samtidig bare stole på, at der var nogen omkring mig, som kunne guide mig. 

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Det gik virkelig op for mig, hvor meget frihed vi normalt selv har til at vælge, hvad der skal ske i vores liv. Det var simpelthen så vildt et sted at være. 

At selvom du på ingen måde har lyst til noget af det, der skal ske, så er det eneste, du kan, at acceptere, at det er sådan, det er," siger Anette. 

Inden operationen blev Anette indkaldt til endnu en samtale, nu på Herlev Hospitals plastikkirurgiske afdeling. 

Det var tid til endnu en snak om de bryster, som hun lige om lidt skulle sige farvel til. Eller nærmere dem, som hun skulle have bagefter. 

Anette sagde ja til at få lavet en brystrekonstruktion i samme ombæring, som brysterne skulle fjernes, og med det fulgte nye beslutninger og et hav af informationer.

"Der kunne jeg mærke, at mit hoved begyndte at slukke. Nu havde jeg gået i den her uvished i 14 dage, og der var så mange forklaringer og spørgsmål, så jeg endte med at sige til lægen, at jeg faktisk slet ikke skulle have de her bryster. 

Jeg kunne simpelthen ikke rumme mere. Det var en blanding af chok og overinformation, og at det hele skete så pludseligt og skulle gå så hurtigt. 

Og samtidig var det også en sorg over, at jeg skulle have fjernet mine bryster, som har fulgt mig gennem hele livet og ammet mine børn, og nu skulle de bare væk i løbet af 14 dage," fortæller Anette, der efter mødet oplevede sig selv skrigende i bilen med hovedet begravet i sin jakke. 

Et brølende primalskrig helt inde fra det dybeste indre. 

"Nu var det bare nok. Jeg havde været så fokuseret hele vejen igennem på, at nu gør vi sådan og sådan, men efter det møde var der bare et sammensurium af tanker og overvejelser, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre," fortæller Anette.

Ingen kemokur 

Anettes vildrede over beslutningen fik hendes datter til at komme med et godt råd. 

Måske skulle hun tale med nogen, der havde været igennem det samme? Det blev til et opkald til Anettes tidligere kollega Sara Bro, der også har været ramt af brystkræft, som igen henviste til Andrea Elisabeth Rudolph, som igen henviste til andre kvinder, der også havde været igennem det samme. 

"Det var sådan en dag, hvor der var fire eller fem kvinder, der greb mig og sagde, at selvfølgelig skulle jeg have den operation, og du ringer bare dag eller nat, hvis du har brug for at tale. 

Det var simpelthen så powerfuldt at opleve, og der var så stor en styrke i at tale med nogen, som havde oplevet et forløb, der var meget vildere end mit, men som stadig var her. 

For der er ikke rigtig nogen, der på noget tidspunkt siger til dig, at du nok skal overleve det her. Det håber de selvfølgelig, at du gør, men det bliver ikke sagt højt. Det glemmer jeg aldrig," siger Anette, der fandt så stor en ro i samtalerne, at hun bestemte sig for at få rekonstrueret sine bryster. 

Operationen lå en uge senere, og et par dage forinden bookede hun sammen med sin kæreste, Jens Jacob Tychsen, der er skuespiller og senest kendt fra rollen som Hr. Weyse i 'Badehotellet', en overnatning på et hotel for at få et minibreak, inden kalenderen stod på restitution og en måske ventende kemokur. 

Her i den københavnske varme sommernat samlede Anette kræfter, inden turen gik til Herlev til en syv timer lang operation.

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

"Da jeg vågnede, var jeg så høj på adrenalin over, at nu var jeg så langt, og at det var gået godt. Allerede her fik jeg beskeden om, at jeg var kræftfri, fordi brysterne nu var væk, og kræften ikke havde spredt sig. 

Jeg var så lettet og meget taknemmelig. Bagefter kom sygeplejersken med et stort spejl og tog forbindingen af, så jeg kunne se, hvordan jeg så ud, og de havde simpelthen gjort det så flot. 

Jeg følte med det samme, at det stadig var min krop, jeg så bare lidt anderledes ud," siger Anette, der i efterspillet godt kan se, hvorfor hun blev bombarderet med så mange spørgsmål og beslutninger omkring hendes bryster.

"Nu er jeg så glad for, at de pressede på, og jeg kan jo godt se nu, at der er en grund til, at de tvang mig til at forholde mig til det, for det er jo en beslutning, jeg skal leve med resten af livet. 

På Herlev mødte jeg en fantastisk sygeplejerske, som stoppede mig, da jeg begyndte at tale ind i, at det da også var lige meget med de bryster, nu var jeg jo over 50, og så vigtigt var det vel heller ikke. 

Stop, sagde hun, du har forhåbentlig masser af år tilbage, og de kan støtte dig i at føle dig feminin, så omfavn det og tag styringen. Tak for det!"

Efter nogle dage begyndte Anette at kunne mærke en bedring i sin krop. Hun har altid løbet, så hun var i god form inden operationen, og det hjalp hende til at restituere hurtigt. 

De første 14 dage lå hun ned for at kroppen kunne hele bedst muligt, og siden fik hun lov til at tage 14 dage til Blokhus med familien i sommerhus. Naturen og den friske luft gjorde hende godt, og en dag, mens hun kiggede på sko i en lokal butik, ringede de fra Gentofte hospital. 

Anettes væv var analyseret, og risikoen, for at kræften ville komme tilbage, var så lav, at hun ikke skulle have kemo.

"Det var fuldstændig fantastisk at få den besked. Og samtidig fuldstændig surrealistisk. Sådan et forløb her er så meget ude af din kontrol, fordi det kan skifte hele tiden. 

En dag tror du, at du skal den vej, og så bum, så skal du en anden vej. Derfor har jeg også hele tiden prøvet at tage en dag ad gangen og forholde mig til tingene, når de skete," siger Anette, der i euforien der midt i butikken købte et par sølvsko med høje hæle, der nu står og minder hende om den gode besked.

Mental styrke 

Anette Toftgaard blev landskendt tilbage i 1995 i underholdningsprogrammet 'Husk lige tandbørsten', hvor hun også mødte sin første mand, Casper Christensen, der er far til hendes to ældste børn, Cajsa og Marvin. 

De seneste mange år har hun arbejdet som caster på DR, men for to år siden valgte hun at gå selvstændig med firmaet Fromcare. 

Her arbejder hun ud fra et holistisk livssyn, hvor hun tilbyder kinesiologi (TVM), coaching, traumeterapi, NADA akupunktur samt meditation. Mental sundhed har altid interesseret hende, og hun ville gerne i en ny retning. 

Og netop den store indsigt i mental trivsel og ikke mindst hendes daglige vane med at meditere har været Anettes anker undervejs i kræftforløbet. 

"Jeg har meditationen med mig som et redskab, som jeg bruger dagligt. For mig er det en måde at læne mig ind i et neutralt, kærligt og tillidsfuldt sted i mig selv, hvorfra jeg observerer mine tanker og følelser.

I stedet for at jeg blev kapret af mine følelser og blev revet med af dem, prøvede jeg at rumme det, der skete, fra det her observerende sted. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke blev bange eller ramt af frygt undervejs, men det har hjulpet mig til at have et kærligere fokus," fortæller Anette, der hele vejen igennem sit sygdomsforløb blev kendt af læger og sygeplejersker som hende med den lave puls.

"Det, er jeg overbevist om, var fordi, at jeg lænede mig ind i den her rolige, meditative tilstand, når jeg skulle ud på hospitalet. 

Meditation har været en ultimativ støtte i det her forløb. Jeg havde ikke selv valgt at få brystkræft, men jeg kunne vælge, hvordan jeg ville håndtere det, og det ligger der en kæmpe power i," siger Anette, der løbende også gav sig selv NADA akupunktur for at genetablere balancen i nervesystemet. 

På samme måde som Anette arbejdede med ikke at lade negative tanker og frygt overtage, havde hun også fokus på at slippe kontrollen. 

"Jeg vidste, at jeg på ingen måde kunne kontrollere eller regne det her ud, og hvis jeg prøvede, så ville det blive en kamp, og var der noget, jeg ikke havde brug for, så var det at kæmpe med mit sind og min krop. 

Derfor kunne jeg lige så godt prøve at slippe kontrollen og være i det. Prøve at komme ud af mit hoved og trække vejret ned i mit hjerte og opleve den ro, der kom, når jeg overgav mig til, at nu er jeg bare i det – én dag ad gangen. For uanset hvor bange, jeg blev, så kunne tankerne ikke løse det. 

Det var ren accept og overgivelse til at være i nuet."

Nye prioriteter 

Om en måneds tid er der gået præcis et år siden, at Anette fik konstateret brystkræft. Udover meditation og NADA akupunktur har hun også benyttet sig af et terapiforløb hos Kræftens Bekæmpelse, hvor hun har fået vendt hver en detalje af det intense forløb. 

"Og tak for den mulighed. Sikke en gave, at vi bor i et land, hvor det tilbud findes til alle, der gennemgår et kræftforløb, og deres pårørende. 

Når jeg ser tilbage, virker det hele på en måde en lille smule uvirkeligt, fordi det er gået så hurtigt, men det fylder hos mig på den måde, at der er et før og et efter. 

Jeg oplever en enorm taknemmelighed og ydmyghed. Tænk, at jeg er i live. Det her har været et wakeupcall om, at jeg ikke kan tage livet for givet. 

Sofie tager på pengedate med sin mand hver måned: ”Det har gjort en kæmpe forskel for vores økonomi”

Hjemme hos Sofie Bay og hendes mand er evnen til at kunne tale om penge én af de vigtigste prioriteter for, at familien når deres mål – og så er det afgørende, at alle penge på kontoen har ”et job,” som Sofie kalder det.

Jeg prøver virkelig at minde mig selv om at leve mit liv kostbart og at være i nuet. Det betyder, at jeg er meget bevidst om, hvilke valg jeg tager. Er det noget, der nærer eller dræner mig? Jeg følger min intuition, og der er ikke særlig meget tvivl hos mig, om noget er et ja eller et nej," siger Anette og uddyber de ting, som er blevet ekstra vigtige for hende at fokusere på.

"Jeg er bevidst om, hvilke miljøer jeg bevæger mig i, og hvilke mennesker jeg omgiver mig med. 

Samtidig sørger jeg for at sove godt om natten, at grine, at spise sund mad, få trænet og arbejde med noget, som jeg interesserer mig for. Det er jo en kæmpe gave. 

Jeg synes, at jeg er et dejligt sted, og jeg føler, at jeg har det godt og er i balance. Jeg er meget rolig, og jeg føler mig stærk. Jeg har oplevet, at jeg godt kunne stå igennem denne krise, og at jeg har haft mig selv med i det, og det føles meget kraftfuldt," siger Anette og slutter: 

"For mig er det vigtigt at fortælle om mit forløb og mine erfaringer til de fremtidige kvinder, som vil blive ramt af brystkræft. Husk at ikke to forløb er ens, og at brystkræft også er en sygdom, som mange heldigvis overlever. 

Det her er min historie, og jeg er simpelthen så ydmyg og taknemmelig for, hvor jeg er i livet nu, og hvad jeg har lært. 

Tak for det."