Det kom som et chok, da John Kahn i det tredje afsnit af "Alene i vildmarken" kaster håndklædet i ringen og vil hjem uden meget forklaring. Men nu tager han bladet fra munden og forklarer sin beslutning.
LÆS OGSÅ: Asta jubler: Slutter på toppen
Artiklen fortsætter efter videoen.
- Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg synes heller ikke, der er nogle af de ydre omstændigheder, som gør, at jeg er nødt til at tage hjem. Men jeg mister en kontrol, som jeg er vant til at have, og det omhandler, at der har været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har mistet rigtig mange mennesker i mit liv - alle sammen nogle af de nærmeste, fortæller John og fortsætter:
- Og i den periode følte jeg, at jeg skulle være den, der var i kontrol og altid være den, der kunne hjælpe og aflaste og i værste fald nå at sige farvel. Og det har jeg været vant til at kunne være i og kunne klare. Jeg rejser rigtig meget alene, men jeg har altid en satellit telefon og en nødmodtager med, så hvis der sker noget, kan jeg få besked øjeblikkeligt, og så er alt op til mig i forhold til at kunne komme hjem og være der.
LÆS OGSÅ: Karl og Teresa dater: Vores energi matcher sindssygt godt
- Det kom bag på mig derude, at det vejede så utrolig tungt, så det var ligesom det, der gjorde, at jeg tog beslutningen. For mig handlede det ikke om savn. Jeg er vant til at være væk fra børn og dem jeg elsker i 1-2 måneder ad gangen. Men tabet af kontrol var det, der gjorde det.
Efterfølgende kan John godt se, at det er irrationelt, fordi hans familie og folk omkring ham hele tiden ville kunne få fat på produktionen. Her mener han, at isolationen gjorde, at rationelle tanker blev irrationelle, og det var han ikke forberedt på.
John er dog ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at sige stop.
- Jeg siger også, at behovet for at komme i kontrol er større end behovet for at vinde. Det er ikke taget med, men det er ligesom min konklusion, da jeg står derude, fortæller han.
Overraskede børn: Vi havde en klar aftale
I programmet hører man John sige, at han måske skuffer nogle derhjemme. Og familien var da også overraskede over at se ham hjemme igen så hurtigt, selvom de var glade for at se ham.
LÆS OGSÅ: Iben Hjejle har droppet makeup: ”Det er en hyldest til den alder, jeg har nu”
- Børnene havde forberedt sig på, at jeg skulle være væk i to måneder. Det havde vi lavet en klar aftale om, at nu tager far afsted, der går nok et par måneder, men I ved, at jeg kan det her, og I ved, jeg tænker på jer. Og de var i fine hænder hos deres mor, som er en stor del af mit liv og bakker mig op i det her, fortæller John og tilføjer:
- Så de blev overraskede - det gjorde min ekskone også og alle dem, der kender mig og ved, hvad jeg normalt gør. Der var ikke nogen, der var i tvivl om, at jeg kunne alt det praktiske. De var overraskede, ligesom jeg var, over, at det med kontrollen var så vigtigt.
Ville gøre det igen
Selvom John stadig står ved sin beslutning om at trække stikket, så ville han være klar til at deltage i programmet igen, hvis muligheden bød sig.
LÆS OGSÅ: Remee afskyr dating-apps: Man skal altid skrive sin alder
- Det kunne jeg godt. Fordi jeg synes, det allermest interessante, jeg kan gøre for mig selv, det er at sætte mig derud, hvor tingene bliver svære. Og så alle ting, der går galt første gang, er jo svært, og så derefter er det læring og erfaring, som styrker mig, fastslår han og mener, han ville kunne bruge de redskaber, han efterfølgende har fået.
- Alt andet var jeg forberedt på. Jeg var forberedt på, der ville komme noget savn. Jeg vidste, at rastløshed var min værste fjende - når ting bliver kedelige. Men det var jeg også forberedt på, derfor havde jeg en masse projekter i bogen. Jeg havde forberedt mig på sult, mangel på søvn og motivation, men det eneste, jeg ikke havde forberedt mig på, var det, jeg ikke vidste ville komme, og det var det her kontroltab.
Når han ser tilbage, er John mest stolt af, hvor mange ting han fik gjort og bygget hurtigt og evnen til at fange fisk i stride strømme. Han sultede på intet tidspunkt og endte med at smide fisk tilbage i vandet, fordi han havde så mange.
