Iben Hjejle har fået sit første kontor. Nogensinde. Eller faktisk er det et kontor, hun midlertidigt har lejet af en anden, men hun er så glad for at være her i det lillebitte rum i kontorfællesskabet på Christianshavn, at hun godt kunne finde på at prøve at møve sig rigtigt ind.
”Vil du ha’ filterkaffe?”, spørger hun som noget af det første, for hun kan ikke finde ud af den fancy kaffemaskine ude i køkkenet. ”Minimælken må du selv dosere, og her er de fine damaskservietter”, fortsætter hun og slår hånden ned på noget 8 køkkenrulle på bordet, mens hun griner højt og peger på croissanterne, der også ligger på bordet.
"De er fra 7/Eleven, og ved du hvad, det er godt nok! Havde det her interview fundet sted for fire år siden, så havde vi siddet på en fin café og spist en frokost samtidig. Nu er der filterkaffe, der er køkkenrulle, og der er croissanter fra 7/Eleven. Og det er nyt. Det har taget mig mange år at komme væk fra det, jeg måske vil kalde mit indre udstillingsvindue. Hvad synes de andre? Hvordan ser det ud? Gør jeg det rigtigt? Gør jeg det godt nok? Gør jeg det hurtigt nok? Altså, det er blevet mig så inderligt ligegyldigt. Det er noget, der er kommet snigende inden for de senere år, og overskriften på det hele er noget med tempo. Tempo er simpelthen blevet et tema for mig."
Sæt flere ord på det?
"Langsomt. Langsommere. Mageligt. At stille sig der, hvor det flyder nemt. Og fokus. Bevidstheden om de her ting begyndte for fire-fem år siden, lige omkring det tidspunkt, hvor jeg havde overtalt min far til at komme på plejehjem, fordi han havde fået en demenssygdom. Samtidig var jeg selv flyttet ind i en lillebitte lejlighed inde i en baggård i Nordre Frihavnsgade, hvor jeg stadig bor. Og elsker at bo.
Jeg er 54 år, og den lejlighed er nu det sted, hvor jeg har boet i længst tid alene som voksen. Vildt nok. Så lang tid skulle det altså tage mig at slå rod. Og at slå rod er et godt billede, for naturen er også blevet et kæmpe tema for mig. At dyrke noget. Se noget vokse. Drysse karsefrø ud i noget vat, glemme alt om det og så pludselig opdage, at der er noget lysegrønt i vindueskarmen og tænke, hov, hvad er det? Finde ud af, at det er karse, koge sig et æg og spise en pragtfuld æggemad med karsen ovenpå."
Første gang uden makeup
Roen, langsommeligheden og årsagen til, at Iben har fået kontor, vender vi tilbage til, for lige nu og her er det hendes rolle i TV 2-dramaserien ”Løgnen”, det handler om. Iben spiller den erfarne sosu-assistent Rie, der er vokset op på Vestegnen, hvor hun stadig bor og arbejder i den kommunale hjemmepleje. Historien begynder, da Rie får tilknyttet den unge, utilpassede Sille, som er sendt i aktivering. Sille spilles af rapperen Tessa, der har sin debut som skuespiller.
"Rie, der er præcis lige så gammel som mig, tilhører en generation, hvor det at blive social- og sundhedshjælper, sygeplejerske og lignende var et kald. Hun elsker sit job, og hun elsker sine klienter. De der søde, sjove, besværlige og mærkværdige gamle mennesker, hun hver dag cykler ud til og passer på. Hun er virkelig, virkelig god til sit job, men hun er fysisk slidt op og vil gerne have en form for skrivebordsarbejde i sosu-teamet. Ind ad døren kommer Sille på 21 år, og de to opbygger mod alle odds en stærk relation, som kommer bag på dem begge."
Hvorfor?
"Fordi de er så forskellige. Forskellige generationer. Forskelligt syn på det at arbejde. Forskellige i deres tilgang til udseende. Sille går op negle, hår og figur, det gør Rie slet ikke, og derfor er det faktisk første gang nogensinde, jeg arbejder uden nogen som helst form for makeup i en rolle!"
Hvordan var det så?
"Jeg foreslog det selv, skal jeg lige sige. Men til tider følte jeg mig som en bar røv lige midt i ansigtet. Hun griner højt og undskylder sproget.– Jeg var meget blufærdig. Jeg følte mig meget sårbar. Jeg følte mig grim, jeg følte mig gammel, og jeg følte mig slidt.
Men nu, når jeg ser serien, bliver jeg så utrolig glad for, at jeg gjorde det. Og jeg bliver virkelig stolt over det. Jeg synes, det er en hyldest dels til den alder, jeg har nu, og dels til de kvinder, der hver morgen mere eller mindre laver et forlæns rullefald ud af sengen, smører madpakker, tager noget tøj på, cykler til arbejde og klokken 06.25 står klar i en uniform for at gå ud og passe på os andre. Et tungt, slidsomt og til tider utaknemmeligt job. Og nu siger jeg ikke, at alle sosu’er ser ud, som jeg gør i den serie, for det gør de vitterlig ikke. Der er mange skønhedsdronninger imellem dem, ligesom der er i alle andre erhverv. Men det der med at stå og pjatte med, om man nu lige har fået den rigtige serum under den rigtige creme, hold nu op, altså! Og det er jeg faktisk stolt af, at jeg turde vise.
Der var heller ikke noget med at have trænet kroppen til rollen eller bruge opstrammende undertøj og andre tricks. Det hele var bare meget … Ja, bare meget nøgent, tror jeg, at jeg vil kalde det. Jeg er normalt ret forfængelig, men jeg tror faktisk også, at det her ryger ind under forfængelighed, for jeg tænkte, at jeg ikke kunne have siddende på mig, at jeg i denne rolle vågnede op om morgenen med pæne bølger i håret og lidt tilfældighedsmascara på. Det ku’ jeg bare ikke."
Det er måske også en tendens, at vi begynder at se kendte kvindelige skuespillere på den måde?
"Ja, tænk f.eks. bare på Trine Dyrholm i ”Pigen med nålen”. At se hende sådan, som hun ser ud i den rolle, gjorde mig underligt rørt, for hvor har vi kvinder dog både gemt os selv væk bag en facade, og hvor har vi været gemt væk i vores branche. Der var mange, der sagde til mig, at jeg var modig, da jeg optrådte med mit nøgne ansigt under indspilningerne, og først tænkte jeg: Okay, fordi jeg er så grim, eller hvad …?
Men pludselig gik det op for mig, at det ikke var det, de mente, når de sagde det. De mente, at det var vigtigt. Og det sjove er, at det udelukkende kom fra andre kvinder. Jeg tvivler faktisk på, om der var nogen mandspersoner overhovedet, der lagde mærke til, at jeg ikke havde mascara på."
Far på plejehjem
Iben er glad for, at hun og holdet bag den nye serie får sat fokus på en personalegruppe, som hun selv har haft tæt inde på livet i forbindelse med sin fars demenssygdom. Hun mistede ham i august 2022.
"Jeg var min fars eneste barn, så den flok af ”søskende”, jeg fik i personalet på plejehjemmet Klarahus i De Gamles By … altså, jeg kan stadigvæk få tårer i øjnene af taknemmelighed over de fuldstændig utrolige mennesker, der har valgt det arbejde, og som er så mega gode til at møde beboerne der, hvor de er. Og som også, når jeg havde det allerværst, havde tid til at standse op, give mig en krammer og fortælle, at det nok skulle gå alt sammen. De passede på min far, som de ville have passet på deres egne forældre, og det fik jeg simpelthen så stor respekt for."
Hun holder en lille pause og ser med ét meget bevæget ud.
"Personalet var der også, da vi skulle tage afsked med min far. Bedemanden kom, min far fik det fine tøj på, som vi havde valgt til ham, og han blev lagt i kisten med alle mulige ting, som han skulle have med på den sidste rejse. Nøgler, en lommekniv, en lille fjer, en dunhammer fra Gentofte sø i nærheden af, hvor han blev født. Og da alt så var klar, og jeg åbnede døren til hans stue, stod nærmest hele plejehjemmets personale udenfor med tårer i øjnene og spurgte, om de måtte komme ind og sige det sidste farvel og følge med ned til bilen, der skulle køre min far væk. Prøv at høre, jeg kunne simpelthen ikke have ønsket mig et bedre sted for ham i den sidste tid."
Hvad har dine egne erfaringer betydet i forhold til rollen som Rie?
"Jeg håber, at den taknemmelighed, jeg har, kommer til udtryk. Mennesker som Rie har fået jobbet, fordi de er gode til at tage sig af andre, og jeg håber, at de rigtige sosu’er og plejehjemsansatte derude kan se noget af sig selv i rollen. Professionalismen. Kaldet. Og ikke mindst kærligheden. Det er i hvert fald det, jeg har forsøgt at skildre."
Generationssamtale
Generationsforskelle er også et vigtigt tema i ”Løgnen”. Rie og Sille ser bl.a. helt forskelligt på, hvad magtmisbrug er, hvad der er krænkende, og hvordan man skal reagere i de forskellige situationer. Håbet med serien er, at den måske kan være med til at få yngre og ældre generationer til at lytte mere til hinanden.
"For det handler meget om, hvilke ord, vi bruger. Da jeg var ung, betød krænkelse f.eks. noget helt andet, end det gør i dag. En krænkelse dengang var kæmpestort. Meget, meget alvorligt. Virkelig et overgreb. I dag kan man føle sig krænket over alt muligt, som ikke ville være i nærheden af at blive kaldt en krænkelse før i tiden. Og som sagt, det handler om sproget. Unge forstår noget andet ved ordet, end de ældre generationer gør, og derfor skal vi tale sammen om, hvad vi hver især mener med de ord, vi bruger. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at man skal sige fra overfor de ting, der ikke er i orden. Det er klart."
Har du selv oplevet situationer i dit liv, som har været krænkende set i lyset af Metoo?
"Når jeg kigger tilbage, kan jeg se situationer, som den yngre generation i dag ville kalde krænkende, men jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig selv har følt mig krænket. Jeg er blevet begramset, jeg er blevet befølt, jeg er blevet kysset af nogen, jeg ikke ville kysses af, men jeg har aldrig følt det som et overgreb eller en krænkelse.
De gange, det er sket i en arbejdsmæssig sammenhæng, har jeg sørget for aldrig at arbejde sammen med den pågældende igen eller være i nærheden af ham. Jeg har haft en radar, som har gjort, at jeg er gået på luksikum, hvis der kom en, jeg ikke gad hilse på. Og når andre så sagde, nej, det var synd, du ikke fik sagt hej, han kom for at tale med dig, så tænkte jeg, ja, præcis, det var derfor, jeg gik på lokum!
I dag ville man nok opfatte det som krænkende, at man var nødt til at gemme sig, men det gjorde jeg ikke. Jeg dukkede da heller ikke op, hvis jeg blev inviteret ind på et kontor til et glas vin og en snak hos en, jeg ikke havde lyst til at sidde alene med. I stedet gik jeg på værtshus med alle de andre, og så kunne han sidde der og kede sig med sin Barolo. Men hør her, jeg ved også godt, at det ikke er alle forundt at kunne gøre sådan.
Jeg har haft en karriere, hvor det aldrig har været nødvendigt at give ”et stykke med filet” for at få en rolle, men jeg anerkender, at andre har befundet sig i situationer, hvor de har tænkt, okay, nu gør jeg det. Og det er jeg rigtig, rigtig ked af på deres vegne, for det er jo aldrig nogensinde okay."
Overgangsalder
Snakken om generationer leder tilbage til det sted i livet, hvor Iben befinder sig. Midt i 50’erne med fuld fart på overgangsalderen og med mange nye indsigter. Iben føler sig heldig over, at lige da hun begyndte at mærke forandringer i sig selv, væltede det pludselig frem med bøger og artikler om modne kvinder.
"Alt omkring mig var for så vidt rigtig fint. Ikke vildt godt eller vildt dårligt, men bare sådan lidt hmmm. Og alligevel var jeg bekymret og ked af det. Og sitrende. Jeg tænkte, slap dog af, men jo mere jeg tænkte netop det, jo værre blev det. Jeg kastede mig rundt i sengen og vågnede op fuldstændig badet i sved og med stemmen i et alt for højt toneleje. Og jo mere jeg kiggede rundt, jo mere undrede det mig, for jeg var faktisk et helt okay sted i livet, så hvorfor skulle jeg være så hys?
Engang imellem sker der så det, at der falder en stor, tung appelsin ned i turbanen, og for mig var det, at jeg skulle indlæse Lotte K. Andersens fuldstændig vidunderlige bog ”Mit hemmelige liv”, der handler om overgangsalder. Jeg arbejder med en virkelig sød og dygtig tekniker, som er måske ti år yngre end mig, og han var ved at dø af grin under den indlæsning, for jeg skulle hele tiden tude. Du må undskylde, Pelle, sagde jeg, men det er fordi det hele giver så god mening, når jeg læser den her bog. Det gik simpelthen op for mig, at alt det, jeg mærkede, formentlig handlede om, at jeg var kommet i overgangsalderen, og så gik jeg til gynækolog og fik nogle hormoner.
Jeg ved ikke, om det er det, der virker, eller om det er, fordi jeg nu hviler i erkendelsen af, hvad det handler om, men det er i hvert fald et fuldstændig wonderful sted at være. Og ikke for at rose mig selv, men det er faktisk gået op for mig, hvor dygtig jeg har været til at blive ældre, og hvor dygtige de kvinder, der var her før mig, var til at være gamle, ældre og ældst.
Det er et kæmpestort privilegium at være nået hertil i livet og så endda på et tidspunkt, hvor der pludselig bliver talt højt om netop det. Jeg håber, at det, at vi får talt om de her ting, gør, at det går op for alle, at vi modne kvinder faktisk gerne må være her. At vi stadig har en funktion, og at vi kan bruges til noget. Da jeg var barn og ung, var overgangsalder noget, man kun hviskede om. Shhh. Jeg kan huske, at jeg som barn tænkte, at damerne vist blev farlige i en vis alder. Og det gør vi på sin vis også, haha. Der kommer sådan en årh-hold-da-opattitude over os. Lad være med at skabe dig. Nej, der er ingen damaskservietter i dag, der er køkkenrulle – okay!"
Hun lyder pludselig meget skrap.
"Og der er filterkaffe, sådan er det!"
Hun griner.
"Det er jo sådan, det bliver. Det er sådan, VI bliver. Nogle gange bliver jeg faktisk lidt bange for mig selv, for jeg er simpelthen blevet en sur gammel dame med en lille hund.
Forleden dag blev jeg nærmest væltet omkuld af nogle – i øvrigt bedårende yndige – unge mennesker fra den skole, der ligger i min gade. De fylder alt på fortovet i det store spisefrikvarter, selvfølgelig gør de det, og de svinger rundt med deres kroppe, hopper og skriger og prøver at imponere hinanden. Lige der på fortovet blev jeg skuldret af sådan en, der ikke havde set sig for, og så vendte jeg mig om og sagde: ”Vil du godt lige se dig for, du!”. Han vendte sig om, var en meter højere end mig, og sagde undskyld med sådan en kæmpe fedtmulestemme. Og så blev jeg helt rørt. Nå, men det er så i orden, svarede jeg, men du skal se dig for en anden gang!
Og lige der gik det op for mig, at jeg jo faktisk er sådan en bedstemordame for unge på 14-15 år."
Med en helt ny funktion?
"Ja, måske. Jeg kan da huske, at når jeg som barn skabte mig i supermarkedet og lå og rullede rundt på gulvet henne ved hindbærrouladerne og Anders And-bladene, så kom der altid en ældre person og sagde: ”Kan du så høre efter, hvad din mor siger!”. Og så benede jeg hen til min mor, som altid sagde ”Tusinde tak skal De have” til det ældre menneske og til mig sagde: ”Ja, der kan du se, du skal lære at høre efter”. Jeg ved ikke, om det fungerer sådan i dag, men jeg er i hvert fald ikke tynget af berøringsangst. I dag siger jeg også bare tingene, som de er."
Ny dannelse
Og så er vi tilbage til den nye Iben og hendes kontor med hæve-sænkebord og filterkaffe. Grunden til, at hun pludselig sidder her, er, at hun er i gang med en ny uddannelse. En uddannelse, hun påbegyndte, efter at læsset væltede for hende i 2024. Hun var i gang med det, hun selv kalder sit livs rolle som Martha i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”, da hun den ene gang efter den anden blev syg. Hun stod på scenen og hostede og hostede, og til sidst måtte hun trække sig fra rollen, fordi hun fuldstændig mistede stemmen.
"Det var formentlig en form for stressreaktion, men i stedet for krølle helt sammen, som jeg har gjort tidligere, da jeg blev ramt af stress, valgte jeg at stoppe op, inden det gik så galt. For at genvinde mine kræfter tog jeg en måneds tid til Spanien hos gode venner, og der fik jeg idéen til at begynde på Sofia Mannings coachuddannelse. Det er derfor, jeg nu har et kontor, hvor jeg kan være online til Zoomundervisning og alt muligt, som jeg aldrig havde troet, jeg kunne finde ud af. Så ja, nu har jeg en lillebitte lejlighed, en lillebitte hund og et lillebitte kontor og i det hele taget meget små behov og en kæmpe ro. Jeg har vildt søde naboer og alle mennesker, jeg elsker, er lige rundt omkring mig. Jeg skal ikke bede om mere. Eller jo for resten, jeg har et brændende ønske om en have, men det kan jeg godt udsætte."
Og du har måske aldrig været mere lykkelig eller hvordan?
"Jeg har aldrig i mit voksne liv haft det så fredfyldt, som jeg har det nu. Jeg har det, som jeg har det, og det er godt nok. Hun griner.– Og det sjove er, at lige nøjagtig, da det gik op for mig, at intet her i livet er permanent – at alt forandrer sig hele tiden uanset, om man bryder sig om det eller ej – så fandt jeg ud af, at jeg faktisk omsider havde slået rod."
Iben Hjejle
- Skuespiller kendt fra film
som ”Mifunes sidste sang”
og ”High Fidelity”, serier som
”Dicte” og ”Klovn” og teaterroller som Martha i ”Hvem er
bange for Virginia Woolf” på
Sorte Hest.
- Laver podcasten
”Sitter” med Signe Lindkvist.
- Aktuel som sosu’en Rie i
TV 2 serien ”Løgnen”.
- Hun er 54 år og bor
i København.
- Har en
voksen søn fra et tidligere
ægteskab.
