Økonomi: 7 råd, når du skal skilles
Foto: Bulls | Økonomi: 7 råd, når du skal skilles
ALT for damerne

Skilsmisse

Økonomi: 7 råd, når du skal skilles

40 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, så det er altså en reel mulighed. Eller risiko. Derfor skal du være forberedt, så du (og han) kommer ud af det med skindet på næsen og penge på lommen. Her får du ekspertens 7 bedste råd til, hvordan du kommer (økonomisk) helskindet ud af en skilsmisse.

Af Simone Anet Bodholdt 14.jan.2013 Livsstil

Læg et budget:
− Når du skal skilles, er det vigtigt at få et fuldstændigt overblik over økonomien. Det giver dig viden om dit råderum, og det skal du bruge til at træffe beslutninger om, hvordan dit nye liv kan og skal forme sig. Som det første vil jeg råde til, at man får overblik over samtlige udgifter og indtægter. Jeg synes, at man her skal være meget detaljeret. Alt omkring bolig, licens, telefonregninger, forsikringer, sportsaktiviteter til børnene – de ting, som er tilbagevendende hver måned – skal med. På den måde kan du se, hvad der kan spares væk, hvis der ikke er balance mellem indtægter og udgifter. Samtidig ved du, hvad der er tilbage til mad, tøj og børn.

Få en rådgiver:
− Det kan være en revisor, en advokat eller en god ven med økonomisk sans. Vælg én, som kan kigge alle dine forsikringspolicer, pensionsordninger, lån og opsparinger igennem. Man kan også kontakte sin bankrådgiver, men jeg vil foreslå en rådgiver, man har fuld tillid til, og som er helt uvildig.

Bodeling:
− Gifte par har automatisk fælleseje, så hvis I ikke har en særlig ordning i form af en ægtepagt, skal formuen deles lige. Det gælder værdien af de ting, som I hver især tog med ind i ægteskabet, og værdien af de ting, som I har købt eller arvet, mens I var gift. Og så begynder diskussionen om, hvem der skal have hvad. Selvom I ikke har ting af særlig høj værdi, er det godt at have en person med, som ikke er følelsesmæssigt involveret, og som kan have det store overblik. Vælg en I begge har tillid til og undgå nære venner eller familie.

Ægtepagt:
− Det er en rigtig god idé at få lavet en ægtepagt, og den kan I også lave, efter I er blevet gift. Nogle udarbejder en ægtepagt med et testamente og tager stilling til sine formueforhold både i tilfælde af skilsmisse og død. Eksempelvis kan børn fra et tidligere ægteskab blive tilgodeset. Hvis I laver en ægtepagt, kan I se, hvem der kom med hvad, og hvem der skal gå med hvad, så en eventuel bodeling ikke giver anledning til diskussion. I kan også få lavet skilsmisse-særeje, som gælder, hvis man bliver skilt, men bortfalder og giver fælleseje, hvis man dør.

Bolig:
− Der er mange skilte par, som bliver nødt til at blive boende sammen, fordi de ikke har råd til at betale for en ekstra bolig og ikke kan få den, de har sammen, solgt. I en ejerbolig, som man har købt sammen, er der fælles husleje. Det vigtigste er at få regnet på, om den ene har råd til at blive siddende i boligen alene. Det kan være hensigtsmæssigt at undersøge, om lånene er optimale, og vurdere, hvornår boligen kan blive solgt. Det er meget dyrere at bo alene end sammen, for der er mange faste udgifter, der ikke halveres, når den ene flytter. Det gælder eksempelvis strøm, varme og licens. Når man har dannet sig et overblik over sine udgifter, kan man finde ud af, om man har råd til at bo i boligen alene.

Læs også: Bliv skilt uden at blive ruineret

Pension:
− Det eneste, som ikke skal deles ved skilsmisse, er jeres pensioner. Undtagelsen er, hvis størrelsen på jeres pensionsopsparinger er meget forskellige. Hvis manden har været på arbejdsmarkedet i mange år og har 1 mio. kr. på sin pensionsopsparing, og hustruen har været på deltid og passet børnene og kun har opsparet 250.000 kr., kan det opleves som et misforhold. I det tilfælde kan hun anfægte, at han tager sin pension med sig. Det vurderes fra sag til sag af Skifteretten. Alt det kan man undgå, hvis man har lavet en ægtepagt, hvor begge parter bliver enige om, hvordan pensionerne skal fordeles ved skilsmisse. Når du er blevet skilt, bør du desuden undersøge, om du skal ændre på det beløb, du indbetaler til din pension. Du skal både sikre, at du har nok at leve for nu, og at du har nok at leve af, når du bliver 70 år. Det er også vigtigt at undersøge, om du har begunstiget din partner i nogle forsikringsordninger, og om det skal ændres.

Opsparing:
− Hvis du står med en formue efter skilsmissen, fordi du f.eks. har solgt et hus, en bil eller båd, er investering af pengene oplagt. Først bør du finde ud af, hvad du skal bruge til at leve for, igen handler det om at få økonomisk overblik, og derefter bør du søge rådgivning om, hvordan du bedst placerer pengene. Man kan eksempelvis købe fast ejendom, aktier eller obligationer, eller man kan sætte pengene ind på sin pensionsopsparing. Jeg plejer, at se på, om der f.eks. er lån, der kan svare sig at indfri, og jeg lægger altid en strategi, der passer til personens risikovilje, alder og ønsker for fremtiden.


Læs også: Derfor går vi fra hinanden

Om eksperten
Pia Kyhl Frank, underdirektør og formuerådgiver i Artha Kapitalforvaltning.

Pia Kyhl Frank giver også gode råd om økonomi på ALTfordamerne.dk

Har du et spørgsmål til hende om økonomi, opsparing, arv eller formue, så send det til: pia.frank@altfordamerne.dk

Her kan du få hjælp til skilsmisseøkonomien
Skilsmisseraad.dk: Ud over viden om alt det følelsesmæssige, kan du købe økonomisk rådgivning, advokatbistand og coaching. Du kan også downloade opgaver, der kan hjælpe dig følelsesmæssigt gennem skilsmissen og videre i livet på en god måde.

Moedrehjaelpen.dk: Hos Mødrehjælpens retshjælp kan du få gratis advokatrådgivning i skilsmissesager – både til spørgsmål om økonomi og børn.

Advokatnøglen.dk: Her kan du søge efter advokater i hele landet.

Søg om skilsmisse på Statsforvaltning.dk

Henter...