Christiane Schaumburg-Müller
SPONSORERET indhold

”Du gør kærligheden magisk”: 11 ting, du (måske) ikke vidste om Christiane Schaumburg-Müller

2900 Happiness som studiejob og nej tak til høje hæle. Hun indtog som 15-årig dansegulvet – og 10 år senere kendte hele landet hendes navn. Bliv klogere på tv-værten Christiane Schaumburg-Müller her.

Af: Emma Fjalland Lund Foto: Bo Nymann / HER & NU
04. aug. 2021 | Livsstil | ALT.dk

Glimmer, glitter og glam.

Sådan kender mange Christiane Schaumburg-Müller, når hun fredag efter fredag har trådt ind på dansegulvet som medvært for det folkekære Vild med dans, eller når hun poster billeder fra sit stilfulde liv som forretningskvinde.

Men dykker man lidt længere ned i både hendes Instagram, online univers og livshistorier, finder man meget mere end blot dét. Her gemmer sig beretninger om ordblindhed og barnedrømme, samt en sjov historie om, at hun har dumpet den amerikanske køreprøve, som ellers skulle være umulig at dumpe.

Vi har samlet det hele til dig her. Læs med og lær – måske – noget nyt om tv-værten.

1. Boing boing

Allerede som 15-årig blev Schaumburg-Müller professionel danser.

Siden da har hun turneret med kunstnere som Nik og Jay, DJ Aligator, Thomas Helmig og Caroline Henderson. Gik du glip af turneerne dengang, kan du stadig se hende i musikvideoerne til Nik & Jays musikvideo ”Boing”, C21s "Tell Me Why It Ain’t Easy" , Infernals ”From Paris to Berlin”, og Joe Moes ”Flip it like a DJ”.

2. Studiejob som skuespiller

Hun startede i skole allerede som 5-årig, på gymnasiet som 15-årig, og efter sin sproglige studentereksamen tog hun en bachelorgrad i kommunikation og fransk fra Copenhagen Business School.

Da hun var 25 år – og stadig i gang med sin bachelor – fik hun et studiejob lidt udover det sædvanlige. For her begyndte optagelserne til tv-serien 2900 Happiness, hvor Christiane Schaumburg-Müller fik sit store gennembrud.

”Under mit studie blev jeg pludselig kontaktet af en instruktør, som tilbød mig rollen som overklassepigen Mercedes i TV3s tv-serie 2900 Happiness. Efter mange overvejelser takkede jeg ja, og mit liv har siden der set væsentligt anderledes ud, end hvad jeg oprindeligt havde planlagt,” skriver hun på sit website, Chri Chri

"Min plan var at tage kandidaten bagefter, men hvert semester de seneste fem år har jeg meldt mig på orlov. Det var hele tiden planen, at jeg skulle færdiguddanne mig, men det blev bare aldrig sådan, fordi der hele tiden dukkede noget nyt op, jeg gerne ville,” siger hun til Elle

Siden da har hun blandt andet medvirket i filmen Den skaldede frisør og sketch-showet Live fra Bremen samt været vært på Boogie, The Voice Radio, Zulu Kvægræs, Weekend Weekend og Vild med dans.

3. Dumpede amerikanske køreprøve

Hun har dumpet den amerikanske køreprøve, som man, ifølge Schaumburg-Müller, ellers ikke kan dumpe. 

”Jeg var med min veninde i USA. Vi boede der i et stykke tid og ville gerne have et amerikansk kørekort, selvom vi allerede havde et dansk kørekort,” fortæller hun på Chri Chris YouTube-kanal og fortsætter: 

”Vi går så op til den her prøve, får udleveret vores test og kommer i et klasselokale. Der en lærer, som holder øje med os, men man kan sagtens lige spørge sidemanden, hvad de har svaret på spørgsmål to. Så vi snød virkelig meget og spurgte hele tiden hinanden, hvad vi havde svaret, og så satte vi kryds ved det samme. Vi går op og afleverer prøverne, og så har vi bare dumpet BIG TIME, og det forstår vi virkelig ikke. Men det viser sig så, at de havde givet os nogle forskellige prøver…”

4. Barnedrømmen opfyldt

Foruden de mange værtsroller, har Schaumburg-Müller også mange andre projekter at se til. Hun har nemlig ikke bare startet ét, men fem brands ved siden af.

”Mit mål var ikke at blive en offentlig kendt person i underholdningsbranchen. Mit mål var at blive redaktør på mit eget magasin, som så selvfølgeligt skulle blive en kæmpe succes – mine drømme har aldrig været små. Jeg elsker at arbejde, og jeg elsker både at tænke kreativt og strategisk. Jeg er en person, som fører mine ideer ud i livet,” skrev hun, da hun oprettede sit onlineunivers Chri Chri

Sidan er hendes barnedrøm om at stå bag et fysisk fransk-inspireret magasin gået i opfyldelse, da der både er kommet et magasin og et forlag ind under Chri Chri-navnet. Dertil har hun haft tøjkollektionen Loved by Christiane, sammen med Tina Søgaard fra EcoCooking skabt Lille Kanin, en hudplejeserie til børn, og stentøjsserien RAW sammen med brandet AIDA. 

5. Frankofil

Det er ikke tilfældigt, at magasinet Chri Chri skulle være netop franskinspireret.

Schaumburg-Müller har nemlig fået kærligheden til det franske ind med modermælken. For med årlige familiebilferier rundt i landet og en familielejlighed i Paris, har hun haft rig mulighed for at forelske sig i landet mod syd.

Senere blev kærligheden da også så stor, at hun vendte tilbage til ikke bare ét, men to udvekslingsophold – et i Sydvestfrankrig og et i Paris. 

Kunne du tænke dig at lære lidt fransk? Så hop ind på Schaumburg-Müllers Instagram, hvor hun under højdepunktet ”Fransk med moi” tager dig igennem en masse franske gloser.

6. Ordblind bognørd

Christiane har altid elsket at skrive og lave lektier – og kalder faktisk sig selv en stræber på det punkt. Hendes tekster var spændende, sjove og godt konstrueret, skriver hun på ChriChri.dk. Der var dog noget, der haltede.

”Jeg fik altid gode karakterer for indhold, men min retstavning var ikke god. Jeg blev sendt til en test, og de fandt ud af, at selvom jeg ikke gik under kategorien ordblind, havde jeg ligheder. Jeg var ”nok ordblind” til at få ekstra forberedelsestid til eksamenerne,” åbner tv-værten op for på sit website i 2015. 

I år lader hun igen sine følgere komme tæt på den ordblindhed, hun kæmper med, da hun i en Instagram Story svarer på, om hun var god i skolen:

”Hmm, middel vil jeg sige. Men jeg elskede at gå i skole og gjorde mig umage. Dog skete der noget i sommerferien mellem 6.-7. Jeg blev vildt glad for at læse bøger - det gjorde mig bedre til at stave og læse og skrive. Jeg er ordblind, dog ikke fuldt ordblind, kan stave godt, hvis jeg gør mig umage, men det tager tid,” svarer hun blandt andet.

Men semi-ordblindheden afholder hende dog ikke fra at læse. Faktisk er hun en selvudnævnt ”læsehest”.

 “Jeg er en stor læsehest, så hvis jeg kun har ferie en uges tid, har jeg faktisk ofte mest lyst til at tage et dejligt sted hen med ti bøger uden at opleve så meget og slappe totalt af. For det kan en bog få mig til. Og så laver jeg ikke andet fra morgen til aften end at læse. Når jeg kommer rigtigt ind i en bog, er det helt meditativt for mig. Fordi jeg glemmer alt andet,” fortæller hun til Costume.

På sin to måneder lange bryllupsrejse med eksmanden Liam O’Connor – også kendt som L.O.C – læste hun hele 12 bøger, som hun slæbte både frem og tilbage, har hun tidligere fortalt til Elle

7. Krabbefobi og nej tak til kammuslinger

Får du Christiane forbi til middag, så lad være med at servere kammuslinger, østers, rejer, krabber, blæksprutte eller trøffel.

I så fald får hun næppe klemt noget ned. For foruden hendes fobi for krabber og rejer, kan hun ikke udstå maden, hun blandt andet kalder en ”klat” og ”et kæmpe hvidløg”.

8. 26.01

I et interview med ALT for damerne giver Christiane historien bag tatoveringen på hendes håndled; datoen 26.01.

Det er ikke bare den dato, som hun selv blev født, det er også hendes mors fødselsdato, fortæller hun.

”Den fortæller om et bånd mellem mig og min mor, der er meget, meget stærkt og unikt – måske netop fordi vi er født den samme dato.”

9. Margueritte

Hun er af de fleste blot kendt som Christiane Schaumburg-Müller, men faktisk har hun et navn mere, nemlig Margueritte. Efter en tur til numerolog tilbage i 2016 og mange store overvejelser derefter valgte hun nemlig at tilføje det ekstra navn.

”Jeg lægger ud med at skynde mig at sige til Alberte (tidligere Michela), at jeg ELSKER mit navn Christiane Schaumburg-Müller. Det er min arv, mit legacy. Min familie. Det er mig,” skriver hun på sit website om besøget hos numerologen.

”Det går op for mig, at jeg højst sandsynligt vil gå derfra og muligvis hedde noget andet, end da jeg kom – eller i hvert fald overveje det.”

10. Høje hæle og bamsestøvler

Hun stråler af elegance, når hun træder ind på Vild med dans-gulvet iført flotte kjoler og høje hæle. Men faktisk er hun ikke ret vild med de høje hæle – og har dem helst på så lidt som muligt.

”Jeg har slet ikke en fod, som gør sig godt i høje hæle. Jeg kan faktisk ikke gå i høje hæle, fordi det gør ondt”, fortæller hun på ChriChris YouTube-kanal og afslører: 

”Hvis jeg laver store tv-shows eller noget andet, hvor jeg skal have høje hæle på, så har jeg altid nogle bamsestøvler eller sutsko stående. Hver gang jeg så ikke er på kameraet, så skifter jeg. Hvis jeg kun bliver skudt fra hoften og op – og ikke med fødder, så står jeg aldrig i høje hæle.”

11. Ro efter et turbulent kærlighedsliv

I mange år prydede Christiane Schaumburg-Müller forsiden på de kulørte blade sammen med rapperen Liam O’Connor.

Parret mødte første gang hinanden, da Schaumburg-Müller i 1998 var baggrundsdanser til rapperens koncert på Roskilde Festival. De snakkede dog først for alvor sammen, da hun nogle år senere skulle interviewe ham på Skanderborg Festival som vært på musikprogrammet Boogie. 

I 2008 meldte parret ud, at de var blevet kærester, og allerede året efter kom meldingen om, at de skulle giftes. Brylluppet blev dog året efter afblæst, da den høje fart på deres respektive karrierer rev dem fra hinanden

De fandt sammen igen i 2011, hvorefter bryllupsklokkerne i 2012 begyndte at ringe, og parret holdt et storslået bryllup på Valdemar Slot. Travlheden hev dem dog igen fra hinanden i 2015, hvilket endte i en skilsmisse.

MEN parret kunne alligevel ikke helt få nok af hinanden, og i 2016 meldte tv-værten ud på sin Instagram, at hun og Liam ventede barn. 

I oktober 2019 gik Christiane og rapperen Liam O’Conner fra hinanden igen efter 11 års turbulent on/off-forhold.

På trods af de mange ups and downs fik kærligheden lov til at blomstre hurtigt igen for Christiane, der i starten af 2020 bekræftede, at hun var faldet for forretnings- og rigmanden Daniel Åxman.

Parret bor i dag sammen i en Gentofte-villa på hele 528 kvadratmeter sammen med deres sammenbragte børn, Christiane Schaumburg-Müllers søn Constantin og Daniel Åxmans to døtre.  

"Du gør kærligheden magisk. Jeg er så evigt taknemmelig for at du kom ind i mit liv den lørdag i 2019. Den ro du har givet mig. Løfter mig op - bringer lyset ind. Du har åbnet mine øjne. Jeg elsker dig - lige som du er. Tak fordi du ser mig, tak fordi du altid lytter og tak for at bære mig, når asfalten bliver for hård," skriver tv-værten i en fødselsdagshilsen til kæresten på sin Instagram

Anbefalet til dig