Dronning Margrethe - alt om Danmarks dronning

Blå bog: Dronning Margrethe

  • Siden 1972 har Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 kunnet kalde sig Danmarks regent, efter hendes far Kong Frederik d. 9. døde.
  • Hendes fulde navn er Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, og hun har som de øvrige kongelige intet efternavn.
  • Hun er født d. 16. april i krigsåret 1940 på Amalienborg og døbt samme år d. 14. maj i Holmens kirke.
Læs mere
  • Hendes barndom tilbragte hun på Amalienborg med sin mor Dronning Ingrid, der tidligere var prinsesse af Sverige, sin far og sidenhen sine to søstre H.K.H. Prinsesse Benedikte og H.M. Dronning Anne-Marie.

Her på siden kan du læse artikler om, hvordan dronningen ser sig selv i rollen som mor og bedstemor, og hvad det har betydet for hende at få lov at udleve sin kunstneriske side.

Hvad hedder dronningen?

Som konsekvens af, at Dronning Margrethe er en del af en søskendeflok bestående udelukkende af piger, blev der er i 1953 indført en ny tronfølgelov, der gav Danmark betinget kvindelig arvefølge, hvilket i praksis medførte, at hun d. 14. januar 1972 blev Danmarks første officielle kvindelige regent.

Da Dronning Margrethe blev født, var loven endnu sådan, at grev Ingolf var tronarving. Med andre ord lå det ikke i kortene, at Margrethe skulle blive regent, og hendes navn er derfor ikke valgt med det for øje.

Hun er derimod opkaldt efter sin mormor Margaretha, der var engelsk, og som døde, da Margrethes egen mor, Dronning Ingrid, var blot ti år gammel. Margarethas kælenavn var ”Daisy” efter det engelske ord for marguerit, og det er sidenhen også gået i arv til Dronning Margrethe.

Det er også i denne historie grundlaget for Georg Jensens populære Daisy-serie skal findes. Dronning Ingrid bar nemlig en broche af den slags til sit bryllup, som hendes far havde fået lavet til minde om hendes afdøde mor. Selvsamme broche bar Dronningen selv til sit eget bryllup i 1967, og i 1987 blev margueritten officielt Danmarks nationalblomst.

Hvordan mødte Dronningen og Prins Henrik hinanden?

Prinsesse Margrethe blevet gift med den franske diplomat og greve Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat d. 10. juni 1967. Herefter blev han til H.K.H. Prins Henrik af Danmark.

De to mødte hinanden i 1965 i London og kunne i 2017 fejre guldbryllup. Det første møde foregik ved en tilfældighed, da Dronningen læste i London og var inviteret til middag, hvor hun blev placeret ved siden af en fransk diplomat; Henri.

Prinsgemalen skriver om mødet i sin biografi fra 2010, ”Skæbnen forpligter”, at han først opfattede sin borddame som genert, så han brugte, hvad han beskriver som, pariser-vid for at få samtalen i gang:

”Min bordfælle behøvede ikke mine forsøg for at få samtalen til at folde sig ud. Hun var kvik i replikken. Hun var kultiveret. Hun var seriøs, havde et strålende vid og kombineret med oprigtige meninger uden dog at vove sig ud i det originale. Jeg følte mig øjeblikkeligt tiltrukket af hende.”

Et år senere stødte de to unge atter på hinanden. Denne gang til et skotsk bryllup, og det var her, den søde musik opstod, som Dronningen har beskrevet det i sin egen biografi ”Enegænger”: ”Den aften blev jeg klar over, at jeg var vildt forelsket i ham.”

Kongefamilien

Sammen fik de to drenge, Kronprins Frederik og Prins Joachim. De to er født med under halvandet års mellemrum og er, hvad man betegner som pseudotvillinger. Kronprinsen er født 26. maj 1968 og Joachim d. 7. juni 1969. Begge prinser har givet Dronning Margrethe fire børnebørn. Frederik har sammen med kronprinsesse Mary:

  • Prins Christian - 15. oktober 2005
  • Prinsesse Isabella - 21. april 2007
  • Tvillingerne Prins Vincent og Prinsesse Josephine - 8. januar 2011 Prins Joachim har med grevinde Alexandra: • Prins Nikolai - 28. august 1999
  • Prins Felix - 22. juli 2002 Og med sin nuværende hustru Prinsesse Marie har han: • Prins Henrik - 4. maj 2009
  • Prinsesse Athena - 24. januar 2012

Hvor bor Dronningen?

Dronningen bor på Amalienborg Slot i vinterhalvåret. Når de lyse nætter bliver længere og temperaturen stiger, rykker hun og prinsgemalen teltpælene op og flytter ind på Marselisborg Slot i Aarhus. Her bruger Dronning Margrethe blandt andet tid på rosenhaven, der er en del af den 13 hektar store park, som omgiver slottet, der blev opført i 1899-1902. Parken er anlagt i engelsk stil med små søer og kunstværker rundt omkring på græsset og i vandet.

Julen fejrer Dronningen som oftest også på Marselisborg Slot, hvor hun følger en række traditioner fra sin barndom. Blandt andet spiser Kongefamilien ikke ris a la mande, men risengrød med mandel i juleaften.

Hvad tjener Dronning Margrethe, og hvad er Dronningens arbejde?

Dronningen får som sådan ikke løn. Hun får derimod penge fra staten, som kaldes apanage. Pengene skal gå til at opretholde officielle pligter og holde slottene ved lige. Pligterne indebærer blandt andet at:

  • Efterkomme indbydelser til indvielser
  • Deltage i jubilæer
  • Holde årets nytårstale
  • Tale ved udstillingsåbninger i udlandet i forbindelse med erhvervsfremstød
  • Generelt at repræsentere Danmark udadtil Dronningen modtager årligt 79,5 millioner kroner, hvoraf hun også skal betale sin søster og mand. De øvrige medlemmer af kongehuset modtager også penge, men det er Dronningen, der får langt størstedelen af de i alt 100 millioner kroner, som går til dem.

Hvilken uddannelse har Dronning Margrethe?

Selvom Dronningen er fuldt beskæftiget som regent, har hun flere uddannelser bag sig.

  • 1946-1955: Folkeskole på Zahles Skole (1946-1949 som hjemmestuderende)
  • 1955-1956: Kostskolen North Foreland Lodge i Hampshire i England
  • 1958-1970: Gjorde frivillig tjeneste ved Kvindeligt Flyverkorps
  • 1960: Tog filosofikum på Københavns Universitet
  • 1960-1961: Fulgte studier i arkæologi ved University of Cambridge i England
  • 1961-1962: Læste statskundskab ved Aarhus Universitet
  • 1963: Læste statskundskab ved Sorbonne
  • 1965: Læste statskundskab ved London School of Economics
  • 1972: Blev æresoberst for The Queen’s Regiment i det britiske forsvar – sidenhen Princess og Wales’ Royal Regiment.

Dronningen taler desuden fem sprog: dansk, fransk, svensk, engelsk og tysk. Om sin tid på kostskole har Dronningen tidligere sagt til ALT for damerne:

”Det var et meget vigtigt punkt for mig, fordi jeg fik lov til at være hjemmefra på egen hånd et helt år. Jeg syntes, det var pragtfuldt! Jeg savnede altså ikke at være hjemme et øjeblik. Mine stakkels forældre syntes faktisk, at det var lige rigeligt, at jeg faldt SÅ godt til på skolen, for jeg glemte vistnok at skrive breve i lang tid. Det var ikke så godt.”

Hvilke fritidsinteresser har dronningen?

Margrethe er glad for at tegne, male og sy, når hun har tid for sig selv, og flere af hendes bedrifter har også været udstillet på blandt andet Brandts Klædefabrik i Odense, Aros i Aarhus og Arken i Ishøj.F

Hun er designeren bag Bispekåberne, der er taget i brug i Aarhus, Viborg og Helsingør Domkirke og har lavet scenografi til Det Kongelige Teater. Men hun ved også, at hun altid først og fremmest er Danmarks dronning, og det holder hun sig for øje.

”At kunne udøve noget på den kunstneriske side betyder enormt meget for mig. Det er ikke kun et frirum, det er meget mere end en hobby. Kunsten er et sted, hvor jeg lader op, og hvor jeg kommer af med en anden form for energi end den, jeg ellers bruger af i min hverdag. Kunsten giver mig noget at gå videre med i min stilling som dronning, og det at være dronning giver mig noget i forhold til kunsten.”

Kilder: Kongehuset, Naturstyrelsen, ALT for damerne, TV2, DR