TILLYKKE!

Dronning Margrethe fylder 85 flotte år: Et dejligt og minderigt tilbageblik

I dag fylder dronning Margrethe 85 år. Vi ser tilbage på alle hendes runde fødselsdage – og en enkelt halvrund – med denne billedkavalkade.

logo herognu HER&NU HN

”I andre lande var det på mode, at dronningen sku’ af med ho’det. Men vores har stadig hoved på, åh, Daisy...” Sådan sang Shu-bi-dua i 1980 – året, hvor dronning Margrethe rundede 40 år. I dag skal Dannebrog atter til tops, når ”Daisy” fylder 85. 

Vi ser tilbage på alle dronning Margrethes runde fødselsdage – og en enkelt halvrund – med denne billedkavalkade.

1950

I 1950 kunne prinsesse Margrethe fejre sin første runde fødselsdag. Det forår var familien på Gråsten Slot. Her ses tronfølgeren med sin mor.

Foto: Egmonts historiske arkiv

1960

I året, hvor prinsesse Margrethe fyldte 20, var et stort højdepunkt hendes første rejse til Grønland.

Foto: Getty Images

1970

To raske prinser, Joachim og Frederik, kom med ud for at vinke, da tronfølgeren fyldte 30. På balkonen ses også dronning Anne-Marie, prins Henrik, kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Foto: Getty Images

1980

Dronning Margrethe fik taget dette flotte billede, da hun fyldte 40 år.

Foto: Getty Images

1990

Det var kronprins Frederiks hverv at udråbe et nifoldigt leve ud over Amalienborg Slotsplads ved sin mors 50-års fødselsdag. Ramte han de ni – eller nåede han helt op på ti?

Foto: Palle Hedemann/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

2000

60-års fødselsdagen blev markeret med et blomsterhav – dog ikke margueritter, som er dronning Margrethes yndlingsblomst, men tulipaner på Kongens Nytorv i København.

Foto: Michael Stub

2010

Da dronning Margrethe rundede de 70, var der kommet så mange børnebørn til, at der var trængsel på balkonen. Prinsesse Isabella var endnu for lille til at kunne se, hvem hun vinkede til.

Foto: Bo Nymann

2015

Op til sin 75-års fødselsdag blev majestæten fejret flere steder i landet. Hun og prins Henrik kørte blandt andet i karet gennem Aarhus.

Foto: Michael Stub

2020

Dronning Margrethes 80-års fødselsdag skulle have været et festfyrværkeri, men blev en fuser på grund af corona. Fødselaren stod i ensom majestæt og vinkede til de fremmødte fra trappen op til Fredensborg Slot.

Foto: Anthon Unger

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.