Lene Beier smiler til kameraet
Lene Beier

Lene Beier om livet i Østrig: Regler og bureaukrati fylder meget

Papirarbejde, regler og et helt andet system har vist sig at være en af de største udfordringer i livet i Østrig for Lene Beier og familien.

logo herognu HER&NU HN

Livet i Alperne ser idyllisk ud i tredje sæson af ”Beier på alpehotellet”, hvor Lene Beier og hendes mand, Anders Beier, åbner dørene til deres hverdag.

Siden december 2024 har parret drevet Hotel Edelweiss by Beier i Østrig – men bag de smukke kulisser gemmer der sig også en mere krævende virkelighed.

Artiklen fortsætter efter videoen.

For det er ikke kun gæster og drift, der fylder.

– Det der bureaukrati, det er det sværeste, fortæller 48-årige Lene Beier til HER&NU.

I den nye sæson bliver seerne blandt andet introduceret til den såkaldte ”paragraf 82b-Prüfung” – en omfattende gennemgang af hotellet, som skal bestås for at leve op til de østrigske regler.

– Det er sådan noget, man skal igennem hvert femte år. Alt muligt med sikkerhed, brand og procedurer. Det fylder en del, forklarer hun.

Og netop mødet med det østrigske system har været en øjenåbner for familien.

– Vi kommer fra et land, der er ekstremt digitalt – og så kommer vi ned til noget, der er helt ekstremt analogt, siger hun.

Hvor danskerne er vant til at klare det meste på en computer eller telefon, foregår mange ting stadig manuelt i Østrig – og det kræver tilvænning.

– Man kan ikke bare lige ordne tingene online. Og når det samtidig er på et andet sprog, så bliver det bare endnu mere besværligt.

Selvom familien var forberedt på, at det ikke ville blive let at starte et nyt liv i udlandet, har omfanget alligevel overrasket.

– Det er ikke, fordi vi troede, det ville være nemt. Men der er mange ting, man lige skal lære.

I programmet er det netop også en pointe at vise hele virkeligheden – ikke kun de gode sider.

– Det er jo ikke altid sjovt. Og det synes jeg også er vigtigt at vise, siger Lene Beier.

"Beier og Alpehotellet" kan ses hver mandag kl. 20:40 på TV 2 Fri og er samtidig også at finde på TV 2 Play.