Stina Ekblad sidder ved et bord og smiler ind i kameraet.
Madklubben hjemme igen

Som 70-årig har hun fået friheden tilbage: Jeg har et godt liv

Stina Ekblad er et sted i sit liv, hvor hun kan gøre lige, hvad hun vil, og det nyder hun i fulde drag.

Nikolaj Vraa Nikolaj Vraa Nikolaj Vraa HER&NU
logo herognu HER&NU HN

At livet ikke slutter, blot fordi man bliver ældre, er Stina Ekblad et levende bevis på. Den finsk-svenske skuespiller sagde for et par år siden sit faste job op og gik på pension, og det har både givet hende tiden tilbage og friheden til at arbejde med det, hun har lyst til. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Derfor er hun også tilbage som Berling i trekløveret med Kirsten Lehfeldt og Kirsten Olesen i ”Madklubben 2: Hjemme igen”. 

LÆS OGSÅ: Stor popstjerne gæster "Vild med dans" i aften

Stina Eklund stod med krydsede arme.
Som pensionist kan hun selv skrue op og ned for sin arbejdsmængde. – Som skuespiller kan man jo altid komme tilbage og arbejde alligevel. Der er jo altid brug for gamle mennesker til en rolle.

– Fyn er jo mit danske hjem, så det har været fantastisk med en sommer i Svendborg, hvor vi optog. Som 17-årig startede jeg mit danske liv på Ryslinge Højskole, og i år er det 50 år siden, jeg blev uddannet fra Odense Teaters elevskole. Tiden flyver afsted, fortæller hun på et formfuldendt dansk med sin charmerende accent.

I den nye film bliver hun presset ud af sit elskede job, mens hun privat var den, der selv sagde stop og blev pensionist.

– Berling er så effektiv, dygtig og god til sit arbejde. Derfor er det også virkelig uretfærdigt, at hun mister sit arbejde. Hun er jo frisk og har masser af energi, og hvis man gerne vil arbejde, så synes jeg, man skal have lov til det. Jeg gik selv på pension fra Dramaten (Den svenske nationalscene, red.), hvor jeg havde arbejdet i rigtig mange år, da jeg blev 68. Jeg kunne mærke, at det ville jeg faktisk gerne, siger hun og forklarer, at teater er et slidsomt arbejde med mange prøver og ikke mindst aftenarbejde.

– Det er det samme igen og igen og igen. Jeg har altid elsket at spille teater. Det har været min største glæde, min største kærlighed, og jeg troede, da jeg var yngre, at jeg ville være sådan en skuespiller, der døde på scenen. Men det er jeg ikke. Jeg er rigtig glad for at være freelancer og lave alle mulige ting. Jeg kan selv vælge – også at have fri. Jeg kan bare beslutte mig for at rejse og gøre det. Det kunne jeg aldrig i gamle dage på teatret.

Hun er alene efter mange års forhold til kollegaen Jan Dolata, 79, som hun har sønnen Adrian, 34, med, og nu hvor arbejde ikke fylder hverdagene mere, får hendes store interesser masser af plads.

 – Jeg har et godt liv. Jeg arbejder især meget med poesi og musik. Det er min store lidenskab. Det giver mig noget rent menneskeligt. Jeg vil gerne forstå og blive klogere på det at være et menneske. Og det gør jeg bedst gennem poesien og musikken. I poesien finder man nuancerne. De små, forskelligartede farver. Og jeg elsker musikken i ordene. Jeg har altid været meget fascineret af ord og udtryk. Der er også en trøst i forhold til den verden, vi har i øjeblikket. Jeg henter mange kræfter i det, og jeg trækker mig gerne tilbage og fordyber mig i ensomhed. Og så kommer der pludselig et job – noget film, tv eller radio – så nyder jeg at kunne disponere min tid selv, fortæller skuespilleren, der også sagde ja til at lave endnu en ”Madklubben”-film, fordi den har sådan et positivt budskab.

– Vi har kendt hinanden gennem årene, og det har været en fornøjelse at arbejde tæt sammen, fortæller hun om samarbejdet med Kirsten Olesen, 76, og Kirsten Lehfeldt, 72. – Det er dejligt med kammerater fra sin egen generation. Vi har lignende oplevelser i vores liv. Vi var unge i 1970'erne, hørte den samme musik, læste samme bøger og har kendt de samme mennesker. Vi har fulgtes ad, og jo ældre man bliver, jo mere sætter man pris på det fællesskab.
– Vi har kendt hinanden gennem årene, og det har været en fornøjelse at arbejde tæt sammen, fortæller hun om samarbejdet med Kirsten Olesen, 76, og Kirsten Lehfeldt, 72. – Det er dejligt med kammerater fra sin egen generation. Vi har lignende oplevelser i vores liv. Vi var unge i 1970'erne, hørte den samme musik, læste samme bøger og har kendt de samme mennesker. Vi har fulgtes ad, og jo ældre man bliver, jo mere sætter man pris på det fællesskab.

– Det er en sød, optimistisk fortælling. Selv om man er 70 år eller endnu ældre, så har man et liv, laver nogle ting og tænker nogle tanker. Indimellem får man fornemmelsen, at verden stopper, når man fylder 40. Det forstår jeg ikke. Alle har en fremtid. Måske er der ikke så mange år foran, som der er bag en, men de er der. Der er drømme, nysgerrighed og muligheder. Man skal bare gribe dem.

Inspireret af dronning Ingrid

Selv om det er snart 20 år siden, sidste afsnit af ”Krøniken” blev sendt, så forbinder man hende stadig med Kaj Holgers svenske hustru, Karin.

– Folk spørger stadig til den, og serien bliver jo også vist med jævne mellemrum. Jeg har det med mig som et sjovt og fint arbejde med gode kolleger. Og når jeg møder dem, så taler vi også om det, siger Stina, der baserede Karin på svenskfødte dronning Ingrid.

– Jeg brugte hende lidt som rollemodel i ”Krøniken”. Det var ret oplagt med hendes baggrund, fordi jeg skulle være en svensk dame, der flyttede til Danmark og var en del af det fine, borgerlige miljø. Jeg har dog aldrig spillet dronning Ingrid, men jeg tror, det kunne være spændende.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.

HER&NU-forside uge 45
HER&NU-forside uge 45
skuespil kendte

Rundt om Janni Ree

LÆS OGSÅ: